Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Forfatterens farlige flugt til Danmark

Bøger: »Rigodon« Célines sidste bog er en dybt rædselsvækkende beretning om forfatteren, hans kones, en vens og en kats opbrud fra Paris midt i 1944, rejse gennem det krigshærgede og stadig kæmpende Tyskland frem til ægteparrets ankomst til København i marts 1945. En bog, der som forfatteren selv, er pragtfuldt uudholdelig.

Louis-Ferdinand Céline (1894-1961), der her er fotograferet i 1955, skriver, så man har liglugten i næseborene, og man drømmer om de sultende børn i ruindyngerne.
Louis-Ferdinand Céline (1894-1961), der her er fotograferet i 1955, skriver, så man har liglugten i næseborene, og man drømmer om de sultende børn i ruindyngerne.

Hvis man vandrer ad den smalle kystvej langs Storebælt nordpå fra Vester Bøgebjerg mod Korsør Lystskov, kommer man til et nydeligt rødkalket hus, beliggende ved Klarskovgaard, i dag kursusejendom, i sin tid ejet af overretssagfører Thorvald Mikkelsen (død 1962), som verdenslitteraturen er tak skyldig, for han hjalp én af det 20. århundredes mest bemærkelsesværdige forfattere på et tidspunkt, da den selvretfærdige og hævntørstige majoritet i personens hjemland havde strakt sine kløer ud efter hans liv. Vi bliver jo nødt til at se i øjnene, at det var nogle af de største europæiske forfattere, der var på den forkerte side, da nazisterne huserede i Europa: Knut Hamsun, Ezra Pound – og Louis-Ferdinand Céline, der boede i det rødkalkede hus ved Storebælt fra 1948 til 1951.

Man væmmes ved ham. Eller man overgiver sig til ham. Sådan har det været med Céline lige siden hans debut som 38-årig i 1932 med den sviende, ætsende, hånende, groteske og fortvivlede roman »Voyage au bout de la nuit« (Rejsen til natten ende, 1968), som ingen store forlag ville udgive dengang. I dag er den en milepæl i europæisk litteratur. Som alt, hvad han har skrevet, stærkt selvbiografisk.

»Rigodon«, der nu udkommer på dansk i en forrygende god oversættelse af Marianne Lautrop, er hans sidste, skrevet om kap med døden, det vidste han. Manuskriptet blev færdigt sidst i juni 1961, og han døde 1. juli. Rigodon er navnet på en provencalsk dans, hop på stedet til en munter rytme, og er også betegnelsen for en fuldtræffer ved skydeøvelser, overført til det spjæt, en soldat giver, når han rammes af en fuldtræffer. Livet som en hektisk dans på stedet med udsigt til døden og intet andet. Mere kan Céline ikke love os. Paradokset er, at han skildrer det i dets ondskab, rædsel, ødselhed og meningsløshed med en vitalitet og fantasirigdom, der i sig selv er en lovsang til tilværelsen. Synes jeg. Nogle finder ham oprørende livsfjendsk. »Rigodon« er tredje bind i en trilogi, som man helt prosaisk kunne kalde flugten til Danmark. De to første er »Fra det ene slot til det andet« og »Nord«. Trilogien er en fantastisk, urkomisk og dybt rædselsvækkende beretning om Célines, hans kones, en vens og en kats opbrud fra Paris midt i 1944, rejse gennem det krigshærgede og stadig kæmpende Tyskland frem til ægteparrets og kattens ankomst til København i marts 1945. I Rigodon følger vi den sidste forvirrede og livsfarlige del af rejsen. Tyskland er i opløsning. Det brænder, stinker og støver overalt. Man slider sig frem mellem døde mennesker, kropsdele, udhungrede menneskeflokke, udbombede tog.

Jeg har læst mange skildringer af Hitler-Tysklands sidste dage og set, tror jeg, så godt som alle de dokumentariske filmoptagelser, der findes, men Célines skildring overgår alt. Man har liglugten i næseborene, man drømmer om de sultende børn i ruindyngerne, man ser hele dette menneskehav i bevægelse, bomberne, trykbølgerne, ildstormene. Célines stakåndede prosa – han skriver som et maskingevær, en rasende fortællestrøm – har en helt forunderlig virkning. Magisk medrivende. Og så kan han pludselig forlade scenen, flytte tiden til skrivende tid, dvs. omkring 1960-61, og kaste sig ud i rablende udskældninger af journalister og intellektuelle, bl.a. »bændelormen«, det er Sartre, der virkelig også opførte sig hæsligt. Eller han kan forfølge sine paranoide raceforestillinger i dommedagsvisioner om den hvide races undergang. Det er grotesk og vanvittig morsomt. Men det var hans racisme og uhyggelige angreb på jøderne, der gjorde, at han måtte flygte fra Paris, da tyskerne var ved at tabe krigen. Nazist var han slet ikke. Var han noget, var det nihilist. Med et blødende hjerte. Et medicinsk skarpt blik (han var uddannet læge) for de ubesmykkede realiteter, og en trodsig ligegladhed med det kultiverede, det intellektuelle Frankrig.

Danskerne har han ikke meget til overs for: »Som de fidusmagere, de har været i sekler, klarer de sig pænt, kalder deres makreller for sardiner og deres roer for artiskokbunde!«. Han har også bemærket, at danskerne aldrig går i krig: »de skaffer forsyninger, det er alt … og til begge sider … hen mod slutningen tager de parti, for vinderen, og den er hjemme!«

Ikke desto mindre skylder han nok danskerne sit liv. Efter fredslutningen forlangte Frankrig ham udleveret som kollaboratør, og i den første ophidsede tid efter krigen ville det have betydet en dødsdom. Danmark nægtede at udlevere ham. Da han i 1951 får amnesti, vender han tilbage til Frankrig og åbner en lægepraksis. Sine danske venner, ovennævnte Thorvald Mikkelsen og ikke mindst justitsminister Helga Pedersen, overfalder han, når lejlighed gives. Sådan var Céline, født Destouches. Pragtfuldt uudholdelig.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.