Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Forfatterdrømme

Jeg kendte engang en mand, der gerne ville være forfatter. João hed han. Superfin fyr. Portugiser. Han og hans dejlige tyske kone og hans søde børn boede midt i skønne Lissabon, og i gårdhaven var der citrontræer, og dem kunne man sidde i skyggen af året rundt og nyde livet. Men João sad der ikke så meget. Hver aften i fire år, når ungerne var lagt i seng, satte han sig ved sin skrivemaskine i et hjørne af den charmerende rodede lejlighed og skrev på en roman. Da den var færdig, var der ingen forlag, der ville udgive den. Så opgav han ævred.
Hvis det havde været i dag, havde han såre let kunnet få sin bog udgivet. I dag skal man bare henvende sig til et dertil indrettet firma og betale en mindre sum penge, vupti, så bliver bogen trykt.  Forfattere kan vi i den forstand alle sammen være, og det kan da uden tvivl have en terapeutisk funktion at skrive noget ned, måske i form af nogle digte om en smerte, man har følt i sit hjerte, måske sit eget livs historie, måske en opdigtet fortælling. Eller måske en kogebog som den Forlaget Mellemgaard, der kalder sig et rigtigt forlag, men som udgiver alt, hvad folk gerne selv vil betale for at få udgivet, udgav tidligere på året: En udgivelse med  uappetitlige hjemmelavede fotos og ditto opskrifter med flydende magarine og den slags. En helt vidunderligt kikset bog!
Så, jo, det kan sikkert alt sammen være sjovt og givende på sin egen måde, man skal bare ikke bilde mig eller selvudgiverne ind, at selvudgivere er rigtige forfattere. Hvis vi ser bort fra, at enkelte professionelle vælger at udgive deres bøger selv, og hvis vi ser bort fra, at der indimellem kan snige sig noget af en vis litterær kvalitet ind i mængden af litterære ligegyldigheder, så er selvudgivelser pr. definition ikke litteratur. De er bare noget, der ligner.
Hold da op, sikke en nedladende holdning til noget, som så mange går op i med liv og sjæl, kan jeg høre nogen sige. Og jeg kan da også bare være ligeglad, for der er ingen, der tvinger mig til at læse skidtet. Omvendt tror jeg nu ikke, at selvudgiverbølgen er helt uskadelig. Jeg tror, at den kan betyde, at nogle talenter ikke får udviklet deres talent, fordi de vælger den nemme løsning, selvudgiverløsningen, i stedet for at gå den hårde vej via professionelle forlag, der måske, måske ikke, kan se muligheder i forfatterskabet. Og som måske, måske ikke, kan gå skridtet videre og forvandle noget lovende til noget rigtig godt.
Hvor mange forlag, João fik afslag fra, husker jeg ikke. Men jeg gætter på, at det var godt for ham, der havde et seriøst forhold til litteratur, at det var svært og dyrt at selvudgive dengang i 1990erne. Havde det ikke været det, havde han måske holdt fast i sin håbløse og tidskrævende forfatterdrøm. I stedet for bare at hygge sig i skyggen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.