Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Roskilde-ritualer

Forandre for at bevare

I 1970erne var Kristeligt Folkepartis Inge Krogh bannerfører i et moralsk korstog mod Roskilde Festival som selve det anti-borgerlige og ukristelige skørlevneds ground zero. Siden har mange fortsat anset Danmarks største musikfestival for et arnested for modkultur og flippet, venstresnoet oprør. Men holder det billede – hvis man nu tager borgerdyrets briller på og ser ordentligt efter?

Tom Jensen.
Tom Jensen.

Det er en konservativ talemåde fra dengang, der virkelig var konservative til: Forandre for at bevare. Det betyder, at når en konservativ går ind for at lave noget om i samfundet, så sker det for at bevare de helt grundlæggende søjler, samfundet er bygget på. Når man tænker lidt efter, at Roskilde Festival i grunden en meget konservativ størrelse.

Den forandrer sig lidt hvert år. I 2016 er der således sket det sjælsrystende, at man har vendt den navnkundige Stengade-bar i campingområde West, hvilket jo er en provokerende ændring for en garvet festivalgænger, der har berettigede forventninger om, at alt er, som det plejer. Gringo Bar, den lige så sagnomspundne bar inde på selve festivalpladsen, hvor man hen ad nattetide (ja, eller tidligere, hvis det skulle være) kan få sig en Strawberry Daiquiri af en betragtelig størrelse på henimod en liter, ligger heldigvis, hvor den plejer. Pyha… så er man rolig igen.

Ude på campingområderne er ritualerne også velprioriterede. Mange styrter hen mod den samme firkant, hvor lejren har ligget de sidste 5 eller 10 år, befolket af de samme mennesker som i fjor, nu blot et år ældre og mere slidte. Den gamle gule sækkevogn, som man også sidste år fragtede 10 rammer øl og en enkelt lille weekendtaske afsted på, er atter trukket ud af redskabsskuret derhjemme og kommer til ære og værdighed. De samme bannere pryder de samme lejre og ja, naturligvis kommer der nye til, mens andre og gamle flager ud efter tro tjeneste. Men sådan er det jo alle steder, selv i det britiske Overhus.

De er her alle sammen, og de foretager sig det samme som i fjor, når man sådan skridter ned gennem campingområderne en sen tirsdag aften, travende gennem det gode, gamle, sædvanlige bjerg af affald: Der er en meget fuld dreng med hestehoved. Cirkel efter cirkel af festivalstole, hvorfra der spilles ølbowling med gummistøvler. Fægtning med to teltstænger. En midaldrende mand i trefarvet campinghabit, der brækker sig knælende ved et skilt, hvorpå der står: Clean Out Loud. 5 ørkensheiker med en håndbold. 5 piger i banandragter. En ung mand, der i et animeret selskab brækker vodka op i lårtykke vandstråler, mens en venlig ældre roma med hentehår samler plasticpant op omkring ham: »Må jeg?, mange tak, mange tak…« En dreng, der siger til en anden dreng ved lokummerne: »Jeg kan altså slet ikke mærke noget«. En anden dreng i tigerdragt, der siger til sin ven i bjørnedragt i mørket klokken 1.00: »Vi to, vi holder sammen«. Dansende forsamlinger ved de evige lysshow og bastunge anlæg, der strækker sig uendeligt ud over markerne i natten, mens soundtrackene skifter omkring én: »Hit The Road Jack«, »Billie Jean«, »Kom tilbage nu« med Danseorkestret, Eminem, techno, techno, techno, techno ...

Denne helt fundamentale, temmelig konservative og muligvis ikke bedsteborgerlige, men dog rituelle perlerække af ting, der er præcis som før, er egentlig et godt og sundt udgangspunkt for at høre nye, fremadskuende, måske endda vildt eksperimenterende musikere levere oplevelser, man aldrig havde drømt om, man skulle høre, og som adskiller sig fra alt, man tidligere har hørt. Der er intet som at begive sig ud på de vilde vover og syre hen til f.eks. et støjende sydkoreansk eksperimentalorkester som det, jeg selv hørte for et par år siden, men det går kun an, hvis rammerne for det hele er stabilt genkendelige. Hvilket lyder som et 60-års fødselsdagsportræt af en samfundsstøtte, så ja: En af konservatismens solide - om end let depraverede - højborge finder man på Dyrskuepladsen i Roskilde!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.