Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Før du valser videre til skihoppene

Millioner af mennesker verden over dulmer tømmermændene med Wienerfilharmonikernes traditionsrige nytårskoncert. De hurtige investerer måske endda selv i en billet til næste års arrangement. Læs her hvordan.

Historien om de fire kaffe? Ægte østrigere kan grine i flere minutter over den. Wienerfilharmonikerne har den endda lidt som motto - selv om den ikke handler om musik.

Historien er sandfærdig og udspiller sig for et århundrede siden på en af byens fineste cafeer. Fire medlemmer af det berømte orkester har pause fra dagens krævende prøve og bestiller hver deres forfriskning:

Den ene musiker beder om en mokka på ren arabica. Den anden om en Melange med nøjagtig to centimeter skum. Den tredje om en ikke for varm Kapuziner med mandelmælk over. Og den fjerde så om en doppelter Einspänner med rørsukker og absolut uden småkage.

Tjeneren skriver det hele ned med et vissent udtryk og klapper blokken sammen. Hvorefter han lunter ud til kokken. Og råber »FIRE KAFFE!«

Historien handler så lidt om musik alligevel. Når dirigenten bare bliver ved og ved og ikke kan få musikken anderledes nok, hvisker filharmonikerne »fire kaffe!« til hinanden.

Underforstået: Lad bare chefen herse og gøre ved. Lad ham bare blande sig i alle mulige detaljer. For vi spiller fuldstændig på samme måde bagefter - så hans indblanding gør ingen forskel overhovedet.

Kun et orkester af de bedste kan tillade sig sådan noget. Og musikerne i Wiens fantastiske filharmonikere hører til de bedste på hele kloden.

Når den halve verden skal have dulmet mulige tømmermænd foran fladskærmene på årets første dag, er det måske nok med let musik som fejende valse og festlige polkaer - men selve orkestret står øverst på det klassiske podium.

Wienerfilharmonikerne er faktisk en elite inden for eliten. Interesserede musikere skal først arbejde i Wieneroperaen gennem tre sæsoner og kan så søge om plads i Wienerfilharmonikerne med udsigt til en årsgage på den underholdende side af millionen.

Vi tager den lige igen: Musikeren stiller sig op bag et tæppe og vinder den benhårde konkurrence om arbejde i statsoperaens orkester - svarende til Det Kongelige Kapel herhjemme. Han spiller så til husets mange operaer og balletter gennem mindst tre år og kan derefter få adgang til Wienerfilharmonikerne på baggrund af kollegernes gode indtryk.

Og ja: Vedkommende skal nok helst være af hankøn. Kun en god håndfuld musikere i filharmonikerne er af kvindekøn. Han skal muligvis også have en hud til den lyse side og relativt lige øjne. Traditionen debatteres naturligt nok heftigt på hjemmefronten og får jævnligt politikerne helt op i det blodfarvede felt.

Filharmonikerne selv er moderne mennesker og virker ikke specielt stolte af situationen, men holder den heller ikke ligefrem hemmelig.

Et medlem bekendte faktisk kulør i sit meget omtalte interview for nogle år siden: »Vi er hvide mænd, der spiller musik af hvide mænd for hvide mænd«, sagde han. Gruppen skal endda have foretrukket »nummer to« indtil flere gange og altså sagt nej tak til den kvindelige nummer et.

Wienerfilharmonikerne er på den anden side et helt privat foretagende og må som udgangspunkt vælge selv. Og argumentet handler altid om det samme: At man ikke bare skal spille »bedst«, man skal også spille på en helt bestemt måde - hvilket igen kunne være forklaringen på det kendte orkesters særprægede stil.

Både kræfter udefra og mere intern fornuft er under alle omstændigheder i gang med den nødvendige forandring. Orkestret tager også aktivt del i udredningen af det nære venskab med Anden Verdenskrigs nazister.

Wienerfilharmonikerne giver en håndfuld koncerter med klassisk musik af den regulære slags hver måned. Nytårskoncerten i den danskbyggede Wiener Musikverein er altså lidt musikernes pause fra det daglige trummerum.

Arrangementet blev afholdt første gang i 1939 og har siden 1941 ligget på det nuværende og meget originale tidspunkt nytårsdag.

Mange forbinder stadig koncerterne med Willi Boskovskys navn: Den charmerende violinvirtuos førte nytårskoncerterne ind i tv-alderen og var selv højtelsket medlem af orkestret. Han dirigerede i øvrigt numrene med sit instrument ved hånden og spillede soloer som såkaldt »Stehgeiger« - hvilket nu afdøde Lorin Maazel i nyere tid har imiteret med stor succes.

Koncerten i år ledes for femte gang af Riccardo Muti og har altså en italiensk og overordentlig dygtig alvorsmand med speciale i 1800-tallets musik på podiet.

Og musikerne selv byder formentlig hele det herlige afbræk fra hverdagen velkommen. Især hvis man ser bort fra selve tidspunktet! At optræde under spotlysene i direkte TV til flere end 90 lande med tørre læber plus måske en antydning af hovedpine kan umuligt være så sjovt igen.

De optræder til gengæld tre gange! Orkestret holder både en art generalprøve 31. december og spiller samme program ved et særligt arrangement 30. december. Første koncert i rækken skyldes en gammel aftale med det østrigske forsvar: Wienerfilharmonikernes unge medlemmer får delvist udsat værnepligten og inviterer til gengæld officerer med ægtefæller til gratis koncert.

Blomster har altid spillet en stor birolle ved koncerterne. Arbejdet med den store udsmykning udføres af Wiens kommunale gartnere og gik i gang få dage efter jul.

Og de dygtige dansere fra statsoperaens balletskole optræder ikke kun på optagelserne fra Wiens slotte; et par af de unge mennesker danser også live mellem tilhørerne i selve salen – hvorfor publikum på ingen måde keder sig under transmissionen af klippene. At sidde i den gyldne sal under nytårskoncerten og se fløjdørene gå op for danserne kan faktisk være meget bevægende sekunder.

For ja: Man kan skam selv være med til koncerten næste år. Man skal bare gå ind på Wienerfilharmonikernes hjemmeside fra årets anden dag og frem til 28. februar. At være tidligt ude, hjælper ikke på chancerne - alle ender i samme pulje ved trækningen. Priser pr. billet ligger fra tålelige 35 euro til et beløb på den anden side af 1000 euro.

Programmet i år har 16 numre med det sædvanlige fokus på musik af Johann Strauss d.y. - kendt »valsekonge« med storhedstid i det 19. århundredes sidste årtier.

Komponisten var i øvrigt nært knyttet til kollegaen Johannes Brahms med de fire symfonier og arbejdede muligvis sammen med ham. Så husk: Den umiddelbart underholdende musik kan meget vel skyldes en meget stor komponist af den fine slags!

Bare ikke »An der schönen blauen Donau« - det benægtede Brahms i hvert fald selv. Johann Strauss’ mest berømte vals står aldrig på det officielle program og spilles så som ekstranummer i stedet for.

Eller rettere: Publikum skal ifølge filharmonikernes faste ritual afbryde nummeret med klapsalver. Hvorefter dagens dirigent og hele orkestret råber et kraftfuldt »Prost Neujahr!« og går i gang igen.

Og eftermiddagens andet ekstranummer er altid »Radetzky-Marsch« af Johann Strauss’ far. Bare så man lige får sagt tak til de gamle for alting.

Godt nytår!

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.