Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Genudgivelse

Følelsernes vold

Goethes bestseller »Den unge Werthers lidelser« fortæller om en grænsesprængende forelskelse midt i en virkelighed af regler, rationalitet og social kontrol. Kan et menneske anno 2016 spejle sig selv i den netop genudgivne brevroman fra 1774?

Den tyske skuespiller Alexander Fehling i rollen som Johann Wolfgang von Goethe i Philipp Stölzls film »Goethe«, der skildrer den unge digter og hans arbejde med »Den unge Werthers lidelser«.
Den tyske skuespiller Alexander Fehling i rollen som Johann Wolfgang von Goethe i Philipp Stölzls film »Goethe«, der skildrer den unge digter og hans arbejde med »Den unge Werthers lidelser«.

»Jeg talte med Lotte om, hvor utroligt forblindet den menneskelige forstand kan være«, skriver Werther til sin ven.

Brevet er dateret 11. juli. Bare to dage senere, 13. juli, sætter han igen fjerspidsen til papiret: »Nej, jeg tager ikke fejl! I hendes sorte øjne læser jeg ægte deltagelse for mig og min skæbne. Ja, jeg føler - og jeg tør tro på mit hjerte, når jeg føler at hun – o tør jeg, kan jeg udsige den salighed, der ligger i disse ord? – at hun elsker mig!«

I den korte afstand mellem de to breve er der en følelsesverden til forskel. Måske også et strejf af ond ironi. Werther taler jo om de forblindede mennesker uden at se, at han er et af dem. Og det er kun ét af mange tillokkende aspekter ved »Den unge Werthers lidelser« fra 1774, der var Johan Wolfgang von Goethes anden roman og gjorde ham til en litterær stjerne i Tyskland og anderswo.

Selv Napoleon var fan af ham og romanen, og da de to mødtes, gjorde den selvudnævnte kejser endda opmærksom på en mislyd i titlen. I »Die leiden des jungen Werthers« er det sidste »s« i bedste fald overflødigt, i værste fald en fejl.

»Den unge Werthers lidelser« blev allerede, som Napoleon-eksemplet antyder, en klassiker i Goethes levetid og er lige siden blevet behandlet som en sådan. Det er den aktuelle genudgivelse også udtryk for, og det er langtfra første gang, romanen er genudgivet på dansk.

Stadig relevant

Som al anden vedtaget klassikerlitteratur indgår den i en cyklus, der tilsyneladende bliver kortere og kortere. Den udgave af romanen, jeg sidder med, udkom således også i 1995, men er dog i det nye optryk udstyret med et forord af forfatteren og dramatikeren Peter Asmussen, der forfriskende ærligt skriver, at han »hader begejstrede forord, der er tvunget ud blot for at fremme et bogsalg.«

Men begejstringen kan Asmussen heldigvis ikke holde tilbage, og brevromanen over alle brevromaner taler til ham, omend på andre måder, end da han læste den første gang som 13-årig. Det er også netop det, der er interessant ved de såkaldte klassikere. Om de stadig er relevante.

Og der er vel groft sagt to måder, hvorpå et litterært værk kan opnå klassikerstatus. Enten ved at bryde nyt land for skønlitteraturen; altså ved at forandre synet på, hvad en roman, et digt eller en novelle kan eller kan være. Eller også ved at værket besidder en kvalitet, der taler ind i det almenmenneskelige og gør det med lige stor kraft op gennem årene og århundrederne, gennem alle skift i sæder og skikke.

Da Goethe udgav »Den unge Werthers lidelser«, var brevromanen som genre allerede velkendt. Han opfandt altså ikke genren, men var i dén grad med til at popularisere den. Det samme gjaldt hans portræt af en melankolsk, sværmerisk og ulykkeligt forelsket ung mand. Uden Goethe havde, bare for at nævne et par danske eksempler, B.S. Ingemanns »Varners poetiske vandringer« fra 1813 og F.C. Sibberns »Efterladte breve af Gabrielis« fra 1826 næppe set ud, som de gør.

Den stormende forelskelse

Hvor meget Goethe end havde succes – og Werther blev et forbillede blandt unge mænd, selvom det er en myte, at romanen satte gang i en voldsom bølge af selvmord – så var han altså ikke nybryder med »Den unge Werthers lidelser«. Så romanens klassikerstatus må altså hænge sammen med nogle andre kvaliteter.

Noget, i mangel på et bedre ord, tidløst; noget, som mennesker efter ham har kunnet spejle sig i. Men så meget har ændret sig siden 1774, og sandelig også siden Peter Asmussen læste romanen første gang i 1970. Et interessant spørgsmål er, hvordan et ungt menneske i 2016 kan spejle sig i den unge Werther?

Inden de forsøgsvise svar et handlingsrids, som kan gøres meget kort: Werther, en ung mand af borgerlig familie, rejser væk fra byens kaos for at indånde naturen og finde balance i sit liv. På landet møder han den indtagende Lotte, som han forelsker sig i, og mens hendes mand Albert er bortrejst, udvikler de et fortroligt, men platonisk forhold.

Da Albert kommer hjem, ser han, at Werther er stormende forelsket og beder Lotte stoppe med at se ham. Werther ser ingen udveje og begår selvmord med Alberts pistoler: »De er ladte – Klokken slår tolv! Så lad det da ske! – Lotte! Lotte! Lev vel! Lev vel!«.

Historien havde en vis resonans i Goethes eget liv. Han var selv som ung juristpraktikant forelsket i en Charlotte Buff, der var gift, og oplevede desuden, at en kollega begik selvmord på grund af en umulig kærlighed.

Mellem oplysningstiden og romantikken

»Den unge Werthers lidelser« er nu, al uklædelig biografisme sat til side, et slags psykogram eller closeup af den altomsluttende forelskelse, som romanen på samme tid synes tiltrukket af og bange for. Det siger noget om tiden, den er skrevet i. Det tyske samfund i 1700-tallet var præget af tanken om fornuft og om et liv dæmmet op af regler og rationalitet. Ægteskabet var også en institution, der i udgangspunktet ikke havde noget med kærlighed at gøre, men med økonomi.

Goethes roman står med et ben i hver lejr: Fascinationen af Werthers forelskelse er åbenlys, men der er også en vis naragtighed forbundet med den og altså sluttelig et selvmord. Oplysningstiden er på den måde til stede i romanen, men indvarsler også oplysningstidens og romantikken clash, sammenstødet mellem det nøgterne, afklarede og Sturm und Drang.

Men hvad ville der være sket, hvis Werther og Lotte havde fået hinanden? Andre forfattere har givet bud på lignende situationer. J.P. Jacobsen i »Fru Marie Grubbe«, Leo Tolstoj i »Anna Karenina« og Gustave Flaubert i »Madame Bovary«. Alt sammen til skræk og advarsel. Alle romanerne ender med død og fornedrelse.

Siden da er det blevet anderledes. Ikke mindst i dårlige romantiske film, hvor de unge, der ikke vil leve i fornuftens golde lys, lader sig rive med af kærligheden og får hinanden til sidst.

Med filmene er vi også fremme ved, hvordan »Den unge Werthers lidelser« spejler et ungdomsliv i dag, for hvor tidens unge lever i en billedkultur, levede den 25-årige Goethe i en skriftkultur. Så tidens unge vil ikke orke at bruge tid på hans roman. Til nød på en filmatisering.

Det er en oplagt slutning. Men den er forkert. For vel er tiden fuld af billeder, men der har vel aldrig været mere skriftkultur end netop nu: SMS, Messenger, Facebook, Twitter ... Alle skriftbårne medier.

Følelser og fornuft

At skrive og at læse er afgørende for at fungere i samfundet i dag, og skulle Goethe fortælle Werther-historien i 2015, ville han utvivlsomt lede efter den mest intime henvendelsesform. En formidlingsform med kun én modtager for øje. Det kunne blive en mail-roman. Eller en SMS-roman.

Werthers vilde svælgen i egne følelser er heller ikke fremmed for vor tid, hvor den store kærlighed får lov at være narcissistisk og altopslugende. Dog med den væsentlige forskel fra 1774, at samfundets regler ikke længere er nogen hindring. Vil man den store kærlighed er breakups og skilsmisser en reel mulighed. Det var det ikke for Lotte. Hvis hun ellers havde delt Werthers følelser.

I Goethes roman repræsenterer Albert og Werther, blandt meget andet, to måder at leve livet på: Den fornuftsbundne og den sværmeriske. I 2015 er det ikke så enkelt. I dag er den store kærlighed blevet den største religion, og det er helt legitimt at tale om »den eneste ene« og opfordre hinanden til at lytte til »mavefornemmelserne«.

»Det føles bare helt rigtigt«, siger vi til hinanden, og det gør vores børn også. De skal føle den store kærlighed, det er næsten en menneskeret, men de forventes samtidig at gøre karriere i et samfund, som er lige så krævende og regelstyret som på Goethes tid.

En ungt menneske skal altså ikke være Werther eller Albert, men faktisk være dem begge. Fornuft og følelse på én og samme tid, i én og samme krop. Og når man i dag er ung og forvirret og forelsket, hvad gør man så? Man tager i sommerhus for at få ro til at tænke og trække vejret helt ned i lungerne. Man går offline. Det gjorde Werther også. Tog væk fra byens følelsesløshed og ud i naturen, hvor livet virkelig er. Det blev hans død. Ironisk nok.

Johan Wolfgang von Goethes »Den unge Werthers lidelser« er oversat af Frank Jæger, har forord af Peter Asmussen og er udkommet på Gyldendal.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.