Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Modernisme

Flimmer på sanseapparatet

4. februar åbner Louisiana under titlen »Eye Attack« en udstilling om 1950-1970’ernes optisk-kinetiske kunst - en strømning som arbejder direkte med at påvirke, forvirre og forstyrre det menneskelige sanseapparat. Her fortæller tre danske kunstnere om deres forhold til den historiske strømning og nye tilgange til netop dette felt.

Den kortlivede Op-Art bevægelse (1950 - 1970) beskæftigede sig med illusionen om bevægelse gennem optiske bedrag. Her ses værket »Struttura Dinamica«, lavet mellem 1961-66 af italienske Alberto Biasi.
Den kortlivede Op-Art bevægelse (1950 - 1970) beskæftigede sig med illusionen om bevægelse gennem optiske bedrag. Her ses værket »Struttura Dinamica«, lavet mellem 1961-66 af italienske Alberto Biasi.

Nils Erik Gjerdevik

F. 1962

Hvordan er du påvirket af Op-Art strømningen?

»Jeg betragter ikke mig selv som Op Art-kunstner, men jeg benytter mig af og er inspireret af nogle af de samme erfaringer og metoder. Op Arten er et af de mere frie områder inden for modernismen, fordi den både favner en konkret, nærmest videnskabelig tilgang til arbejdet med optiske virkemidler, men også en mere emotionel tilgang til det.«

Jeg er interesseret i begge dele, både den mere mekaniske og repetitive udgave, som Bridget Riley, Victor Vassarely og flere af de samtidige europæiske kunstnere stod for, men også en anden side af Op Arten, som man kan finde hos nogle af hard-edge malerne fra New York i sen-50’erne og begyndelsen 60’erne - for eksempel en kunstner som Larry Poons.

De billeder, han lavede, bestod for eksempel af en mættet monokrom okkerfarve, hvorpå han malede nogle helt præcise turkisblå prikker, ikke systematisk, men tilfældigt spredt ud. Hans billeder fra den tid repræsenterede en anden og mere stoflig dynamik end den, man finder hos hans europæiske kollegaer.«

Hvordan blev du sporet ind på dette felt?

»Jeg har altid været optaget af de modernistiske bevægelser, hvad de stod for, hvad de reagerede imod, og hvordan der blev reageret mod dem. Og jeg ser egentlig Op Arten som en strømning, der aldrig rigtig blev konsolideret i den store modernistiske fortælling.«

Den er blevet lidt stedmoderligt behandlet, sikkert fordi den relativt hurtigt blev opslugt af modeverdenen, som flittigt gjorde brug af de samme mønstre og effekter, dog uden den teoretiske overbygning, som Op Arten også favner.

Jeg interesserer mig for, hvordan farver fungerer i forhold til hinanden, farvernes hieraki. Når et Op Art maleri fungerer, er der en ligeværdighed farverne imellem. Man kan sige, at farverne både udjævner hinanden og samtidig danner stærke og kontrastfulde virkninger - farverne kan for eksempel opleves som skiftevis liggende øverst og nederst. I den flimren frem og tilbage, synes jeg, at der ligger en mulighed for at arbejde videre, en åbenhed, frem for en fastlåsthed.«

Hvordan arbejder du med dette i din egen kunst?

»Jeg er generelt interesseret i det, man kunne kalde mellemrummets æstetik, hvor værket både ide- og løsningsmæssigt ikke bevæger sig i en forudsigelig retning, men svæver frit mellem veldefinerede poler.

Op Arten opererer primært med sort-hvide kontraster eller med komplementære farver. Jeg prøver at frembringe samme dynamik ved for eksempel at bruge en neonfarve som grundfarve og derefter bemale billedet med en snavset, grim og upåagtet farve, og se hvordan den døde farve pludselig bliver vakt til live og får en nærmest selvlysende karakter. På den måde kan man pege på, at det vi ser som indlysende, ikke nødvendigvis er det. At grums kan lyse«.

»Man tror, man er lige ved at kunne fastholde billedet, og så skrider det ud og bliver til noget andet.«
»Man tror, man er lige ved at kunne fastholde billedet, og så skrider det ud og bliver til noget andet.«

Julie Riis Andersen

F. 1988.

I dit afgangsværk »Måske er man om tusinde år noget kraftigere og mere uforstyrret« (2015) henter du inspiration i 60’ernes Op Art med brug af flimrende optiske illusioner i sort-hvide mønstre. Hvordan blev du sporet ind på det felt?

»Jeg har længe været optaget af stil- og arkitekturhistorie, og de politiske ideologier som knytter sig dertil. For nogle år siden faldt jeg over den italienske designgruppe Memphis Group fra 1980’erne, som var meget ekstreme i deres udtryk, med ornamenteret plastiklaminat på overfladen af deres møbler og optiske illusioner på væggene.

Jeg blev fascineret af den klare modsætning til den modernistiske idé om, at formen følger funktionen, og at interiør kan være så visuelt fremfarende, at det gør en svimmel. Da jeg begyndte at arbejde videre med det grafiske udtryk i mine installationer, oplevede jeg, at folk reagerede med en lidt ironisk distance: »Det er jo Op Art!« Der var en form for modstand over for fænomenet, også hos mig selv.

Op Art kommer jo ud af efterkrigstiden, hvor der opstår en ny forbrugerklasse, som også ville ind på museerne og se på kunst. På samme tidspunkt kommer computersoftwaren til verden, men er dog langt fra tilgængelig for almindelige mennesker.

Hos nogle af Op Art-kunstnerne, for eksempel Vaserely og kunstnergruppen GRAV (Groupe de Recherche d’Art Visuel, 1960-1968, red.), lå der nogle klare politiske ideer om, at man ved brug af de nye teknologier ville kunne nedbryde de hierarkier, som fandtes i samfundet og inden for kunsten, blandt andet ved at skabe et universelt formsprog, som kunne forstås af alle uanset klasse og baggrund.

Og det er nok en del af grunden til, at der stadig er en fordom overfor Op Art, som noget mainstream eller designagtigt.Jeg tænker, at det er en problematik som ikke er mindre relevant i dag. Samtidskunstens diskussion må også gerne nå ud over den interne samtale, som finder sted i kunstverdenen.«

»Samtidskunstens diskussion må gerne nå ud over den interne samtale, som finder sted i kunstverdenen.«
»Samtidskunstens diskussion må gerne nå ud over den interne samtale, som finder sted i kunstverdenen.«

Hvordan arbejder du selv med de optiske illusioner i din kunst?

»Jeg arbejder med optiske illusioner i en arkitektonisk skala i form af vægdekoration. Dog altid i sammenspil med tekst og andre mere eller mindre synlige elementer i udstillingen, som udgør helheden. Jeg tænker på den optiske effekt som en måde at appellere til sanserne og kroppen, før noget andet indtræder.

Når man oplever en optisk illusion skaber nervesystemet i sig selv en kritik af oplevelsen. Så det er et godt middel til at skabe en bevidsthed om kroppen og arkitekturen på samme tid. Men der er også flere lag i værket end den umiddelbare sanselige oplevelse. I sidste ende er det op til dem, der ser udstillingen, hvordan de vil gå i dialog med det, de møder.«

Jeppe Hein

F. 1974

Optisk-kinetisk kunst er en strømning, hvor kunstnerne er optagede af perception og af bevægelse. Hvordan arbejder du selv med dette i din kunst i dag?

»Jeg ønsker at bevæge folk, ikke blot fysisk, men også i forhold til at rykke deres grænser for deres forståelse for hvad kunst er, og hvad livet er. Det er jeg overbevist om, at man kan med kunst og måske særligt med kunst, der taler direkte til sanserne.

Det er for eksempel det, jeg prøver på i mine vandpavillioner, der som oftest er placerede i det offentlige rum. Vandet skaber forskellige rum og inviterer folk til at træde ind i værket og undersøge det. Så kan du stå derinde omkranset af vægge af vand, så du slet ikke kan se bilerne eller taxaerne, der drøner forbi udenfor.

Og pludselig er der en væg, der går ned, og tre mennesker kommer ind, og så står du der sammen med disse mennesker i det her meget intime rum. Her glemmer du dine parader og dine fordomme. Du åbner dig op. Du giver slip.«

Hvordan kom du til at arbejde med netop dette felt inden for kunsten?

»Jeg kom jo oprindeligt fra maleriet. Men efterhånden som jeg bevægede mig videre i kunsten, begyndte jeg langsomt at blive inspireret af kunstværker, som bevægede mig, som jeg kunne føle direkte på kroppen. Jeg er jo uddannet tømrer, så det var naturligt for mig at bruge mit håndværk, og jeg har også altid været inspireret af Storm P.-maskiner, af Charlie Chaplin og Buckminster Fuller. Så jeg begyndte egentlig bare intuitivt at eksperimentere med maskiner, at få en bænk til at køre og sådan noget, og blev inspireret af at se, hvordan folk reagerede på dét.

Det, der gjorde størst indtryk på mig, var, at se hvordan folk kunne blive en del af kunstværket, på en helt anden måde end med et maleri. Mange af de tidligere kinetiske kunstnere arbejder i højere grad med en bevægelse inden for selve værket, hvor det for mig er vigtigt, at folk er en del af værket fysisk.«

»Jeg bruger meget tid på at observere, hvordan folk reagerer på mine værker.«
»Jeg bruger meget tid på at observere, hvordan folk reagerer på mine værker.«

Hvorfor er deltagelsen så vigtig for dig at arbejde med?

»Fordi jeg tror, at det er det, verden har brug for. Deltagelse handler om kommunikation, og det gør mine værker også. Både mellem beskueren og værket, men også blandt beskuerne.

Faktisk ser jeg ofte, at værket i sig selv bliver irrelevant, idet der bliver skabt en kontakt mellem beskuerne. Som når du går ind i et rum og sætter dig på en bænk, som begynder at køre rundt med dig, ligesom i mit værk »Moving Bench #2«, og du så smiler til den anden person, der sidder på bænken. Pludselig er bænken ikke længere vigtig. Det vigtige er det, der sker mellem dig og den person.«

Louisianas udstilling »Eye Attack« om Op Art og kinetisk kunst fra 1950-1970 kan ses fra

4. februar-6. juni 2016.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.