Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Finn Nielsen: »Måske er det hele gået lidt for let«

Efter 50 år i branchen har skuespilleren Finn Nielsen prøvet det meste – teater, revy, film og TV. Han har altid haft nok at lave og synes egentlig ikke, der er drømmeroller, som er gået hans næse forbi. Alligevel føler han, at han måske har forspildt nogle chancer.

Trods et halvt århundrede på scenen synes Finn Nielsen stadig, han har meget at lære. Her er han på bagscenen på Grob inden dagens prøve på »En engel gennem stuen«.
Trods et halvt århundrede på scenen synes Finn Nielsen stadig, han har meget at lære. Her er han på bagscenen på Grob inden dagens prøve på »En engel gennem stuen«.

For et års tid siden var skuespilleren Finn Nielsen sammen med sin gode ven og kollega Lars Knutzon til et 40-årsjubilæum hos en anden god kollega. Lars Knutzon sagde: »Tænk engang, næste år er det os!« Og Finn Nielsen svarede: »Du godeste, har vi allerede været i gang i 40 år?« Hvortil Knutzon tørt replicerede: »Næh, du. Ikke 40 år – 50!«

»Det var godt nok skræmmende,« siger Finn Nielsen og ler lidt hen for sig. Han har ellers rundet både sin 70- og 75-årsfødselsdag i fin stil, men det er, som om 50-årsjubilæet på en helt anden måde end de runde fødselsdage har fået ham til at tænke over årene, der er gået, og over, at der måske venter en sidste salgsdato ikke alt for langt ude i fremtiden.

»På den ene side er det jo fantastisk, at man har haft helbred til at kunne arbejde i så mange år, at nogen har gidet kalde på én i alle de år, og at man – sagt i al beskedenhed – har været i stand til at følge med udviklingen både fagligt og socialt,« siger han.

»Men på den anden side er det altså også skræmmende at tænke på alle de ting, man ikke har nået, og alle de drømme, der ikke er blevet opfyldt endnu, og som bare ligger klar til at blive fyret af. Man kan ikke lade være med at få tanken: Kan du nå det? Kan du nå det, inden du ikke kan mere – eller inden der ikke er brug for dig mere?«

Der har ellers været rigeligt brug for Finn Nielsen – fra debuten i 1965 som Riff i Odense Teaters opsætning af Leonard Bernsteins »West Side Story«, der også blev hans helt store gennembrud, og frem til i dag. Gennem årene har han optrådt på næsten alle københavnske teatre – inklusive Det Kongelige, men med Det Ny Teater som den ene undtagelse – foruden en god del i provinsen.

Fra tøj til teater

Fra roller som sønnen Harry i »En sælgers død« på Folketeatret til pengepugeren Ebenezer Scrooge i Grønnegårdsteatrets »Et Juleeventyr« i Tivoli. Som Lille Leo i Teater Grobs »Håndbog i overlevelse« og senest blandt andet i forestillingen »Slut« på Republique om livet i den tredje alder. Ved siden af har han flittigt slået sine folder på revyscenerne landet rundt, fra Mogenstrup til Rottefælden, Tivoli og Hjørring, hvor han tillige var chef en enkelt sæson, og derudover er det blevet til medvirken i flere end 40 film og TV-serier, hvor ikke mindst rollen som Skipper i DR-julekalenderen »Nissebanden på Grønland« gjorde ham kendt og elsket landet over.

Senest har man kunnet opleve ham som den skumle patriark Kurt i DRs komedieserie »Bankerot«, hvor anden sæson netop er gået over skærmen. Og i går havde Teater Grob premiere på Moqi Simon Trolins sørgmuntre familiedrama »En engel gennem stuen« med Finn Nielsen i rollen som den gamle stivstikker af en far.

»Jeg er jo ikke en stjerne, jeg er det, jeg selv kalder en ganske almindelig skuespiller. Men jeg har været heldig, at jeg stort set aldrig har været arbejdsløs. Tværtimod har jeg måske nogle gange haft lidt mere travlt, end godt var – forstået på den måde, at noget måske ikke er blevet så godt, som det burde være. Det hører med,« siger han beskedent, da vi en uges tid før premieren mødes i Grobs lille foyer med udsigt til en vintergrå Nørrebrogade. Fra teatersalen inde bagved lyder der hamren og banken – det er scenen til den nye forestilling, der er ved at komme på plads. Finn Nielsen forsvinder et øjeblik ud på bagscenen og vender triumferende tilbage med en kande termokaffe, to krus og en karton mælk.

»De har været så søde at lave noget for mig herude på Grob i anledning af jubilæet. Det er egentlig lidt mod min vilje, jeg er meget blufærdig, hvad sådan noget angår, så vi gør det i det små,« siger han og skænker op.

Egentlig skulle han have været herreekviperingshandler. Faderen var skrædder og blev senere leder af en konfektionsfabrik, og han skaffede sønnen en læreplads. Men chefen i butikken var også sportsdanser og mente, at det ville Finn Nielsen egne sig godt til, og faktisk lykkedes det unge Finn at vinde flere fynsmesterskaber i dans og få engagement på Pantomimeteatret i Tivoli, inden han via rollen som Riff i »West Side Story« kom ind på Skuespillerskolen ved Odense Teater.

Derfra er det sådan set gået slag i slag. Og det er måske her, den lille fortrydelse nager over en karriere, der ellers på overfladen har været både festlig og succesrig.

»Jeg har stillet mig selv spørgsmålet, om der er noget, jeg fortryder. Og generelt, så er svaret vel nej. Der har ikke været nogen drømmeroller, som jeg i dag ærgrer mig over, at jeg ikke fik. De to roller, som jeg virkeligt drømte om, dem har jeg også fået. Den ene var Riff i »West Side Story«. Den anden var McMurphy i »Gøgereden«, som Vendsyssel Teater satte op, og som vi fik Årets Teaterkat for, da vi var på turné. Det var fuldstændig fantastisk,« siger han.

Han glæder sig også over rollen som Trine Dyrholms usympatiske forbryder af en far i Annette K. Olesens prisbelønnede film »Lille Soldat« fra 2008.

»Han er virkeligt en kedelig personage, et meget skidt papir, der handler med kvinder og driver et usselt bordel. Da hans datter kommer traumatiseret hjem efter at have været udsendt som soldat, får han hende involveret i sine forretninger. På et tidspunkt gennembanker han hende. Det er en meget ubehagelig scene, men Trine var fantastisk,« siger han.

I periferien af ungdomsoprøret

»Gennem årene har jeg fået mange af den slags usympatiske roller, og jeg prøver altid på en eller anden måde at forsvare dem. Ingen mennesker fødes onde, og netop denne karakter synes jeg, det er lykkedes mig at gestalte, så man fornemmer hans usselhed, men også, at han er en ufrivillig taber.«

Det er altså ikke sådan, at Finn Nielsen i dag ser tilbage på sin karriere som en skuffet mand. Langtfra. Alligevel føler han, at han måske har forspildt nogle chancer.

»Som danser var det en verden af musik og fest, og på en måde fortsatte den dér lidt ansvarsløse, feststemte tilværelse også, efter at jeg blev skuespiller. Ikke, at jeg ikke har haft ambitioner, men jeg har aldrig rigtigt skullet anstrenge mig for at få job, der er hele tiden kommet nogen og har lukket en dør op for mig. Og derfor, tror jeg, beskæftigede jeg mig i mange år ikke rigtigt med, hvad det egentlig betød, det jeg lavede. Hvad betyder denne rolle, det her stykke, for den verden, vi lever i? Den slags spørgsmål er først for alvor begyndt at interessere mig på mine ældre dage. Jeg kan godt fortryde, at jeg ikke dengang blev lidt mere akademisk engageret i mit arbejde. Det er jo ikke, fordi jeg har været doven. Men måske åndeligt doven, hvis jeg skal være ærlig,« siger han.

»Det var jo også en spændende og voldsom tid dengang i 1960erne, da jeg blev færdig på skuespillerskolen. Med ungdomsoprøret og alle de voldsomme eksistentielle kampe. Men det var ikke noget, jeg involverede mig særligt meget i. Selvfølgelig forholdt man sig til de nye tanker, men vi var ikke ude at kæmpe – jeg var i hvert fald ikke. Og der kan jeg også godt fortryde, at jeg tog for let på tingene. Når jeg i dag læser, hvad Kløvedal, Jesper Jensen, Rifbjerg eller Erik Knudsen har skrevet om den periode, som jeg kun har betragtet fra periferien, kunne jeg godt tænke mig i meget højere grad at have været en del af alt det, der skete. Jeg tror, det havde været en stor oplevelse, hvis jeg havde engageret mig lidt mere.«

Stadig meget at lære

De senere år har Finn Nielsen i stadig højere grad forsøgt at gå nye kunstneriske veje. Han har bl.a.– for første gang i karrieren – lavet en forestilling med sig selv i hovedrollen.

»Normalt har jeg egentlig haft det bedst med at spille andenviolin. Det har aldrig rigtigt været mig at være den, der stod med ansvaret for det hele. Men her er der bare mig selv på scenen sammen med to musikere, og det har jeg det fantastisk med,« siger han.

»Forestillingen hedder »Showtime – nu med læsebriller«, og det er en lille tur ned ad min personlige memory lane. En let forestilling, men også med en alvorlig tone, der handler om, hvordan vi kan blive ældre på en god måde. Jeg har en drøm om, at man i en kulturel sammenhæng også kan beskæftige sig med ældre menneskers historier, drømme, oplevelser og forventninger – ligesom man gør med de unge. Når man ser ældre skuespillere i danske film eller på TV, er det næsten altid i rollen som forældre til nogle børn, som er de egentlige hovedpersoner. Jeg synes, det kunne være interessant, hvis man også gjorde det omvendt. Hvis andre ældre har gjort sig lige så mange tanker om livet og døden, som jeg har, så er der meget interessant at hente.«

I en alder af snart 78 år bliver Finn Nielsen ofte spurgt – i reglen af folk, der er yngre end ham selv, men sjældent af nogen, der arbejder i samme fag – hvorfor han dog gider blive ved med at arbejde.

»Men jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden,« siger han.

»Når man er blevet så gammel som jeg – mine børn er store og har ikke så meget behov for mig mere, og jeg blev skilt for nogle år siden – så er teatret et fantastisk sted at være. Man er sammen med kolleger og bliver hele tiden kastet ud i nye ting. Som nu i »En engel gennem stuen«, hvor jeg prøver kræfter med noget, jeg aldrig har prøvet før, nemlig at improvisere en forestilling. Jeg har virkeligt lært enormt meget af de unge mennesker her på Grob. Det er helt fantastisk positivt og energiforøgende som bare pokker, når man kan gå hjem efter en prøve og sige til sig selv: »Hold kæft, du har meget at lære endnu!« Og så må man bare håbe, at man både har helbredet og får tiden til at gøre det.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.