Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Finansbaronen på Højbro Plads

Historien om den jødiske sadelmager, der kunne noget med tal og blev hovedrig finansmand med herskabsejendom på Højbro Plads. Og mistede det hele igen.

Gedalias ejendom på hjørnet af Højbro Plads og Gammel Strand, hvis husrække anes til venstre. Foto fra omkring 1870, Før og nu, 4. årg.
Gedalias ejendom på hjørnet af Højbro Plads og Gammel Strand, hvis husrække anes til venstre. Foto fra omkring 1870, Før og nu, 4. årg.

Hans fulde navn var Gottlieb Hartvig Abrahamson Gedalia. Men det var kun den sidste fjerdedel af navnet, han brugte, og som folk i byen kendte. Det gjorde alle og enhver til gengæld også for 150 år siden.

Sin jødiske herkomst hverken kunne eller ville han fornægte, men den var ikke noget, han tillagde synderlig vægt, og det var kun på de store højtidsdage, han viste sig i synagogen, hvor både oldefaderen og bedstefaderen havde været overrabbiner.

Men jødisk, det var han, og i familien, hvor han kom til verden den 13. april 1816, talte man udelukkende jiddisch. På gaden og i den mosaiske friskole fik han i nogen grad kendskab til det danske sprog, men godt blev det aldrig. Han udviklede et besynderligt kaudervælsk med selvkomponerede ord og lyde. »Jeg siger« blev til »je’schier«, og det morede folk sig over. Men dem om det. Han klarede sig.

I 1837 blev han udlært som sadelmager, og så gik der 11 år, hvor han lavede sadler og tasker, og hvor han også påtog sig tapetmagerarbejde. Lønnen var langt fra fyrstelig, men han fik trods alt råd til at gifte sig med en vis Jomfru Lundquist fra Borgergade, og hjemme i familiens skød begyndte han så småt at pusle med noget fyraftensarbejde. Han opdagede nemlig, at der var penge at tjene på aktier og obligationer, hvis man købte og solgte på det rigtige tidspunkt, og sadelmagersvenden kunne noget med tal.

Historien vil vide, at han en dag var sendt ud for at lægge et gulvtæppe hos en forretningsmand, der sad og højlydt besværede sig over et regnskab, som ikke ville passe. »Åh, undskyld, må jeg ikke hjælpe Dem?« Det måtte han, og så blev sagen klaret på et øjeblik. »Med de regnefærdigheder burde De være vekselerer!«

Således skal ordene være faldet, og således gik det. Den sidste dag i januar 1848 anmodede sadelmagersvenden om at få borgerskab som vekselerer, og den første dag i maj året efter kunne man i Berlingske Tidende se en lille annonce: »G.A. Gedalia & Co., nyt etableret vekselererkontor på Højbro Plads nr. 54 i stuen.«

Kompagnonen var en slægtning ved navn Salomonsen, men Gedalia var den drivende kraft, og jo, der var penge i aktier og obligationer. En halv snes år senere ejede han hele huset, hvor han havde boet til leje, og senere købte han også naboejendommen på hjørnet af Højbro Plads og Gammel Strand. Nu havde han både albuerum til den hastigt voksende forretning og en passende herskabelig privatbolig.

På den tid var det usædvanligt at se prangende forretningsskilte, men beskedenhed var ikke en last, der plagede Gedalia. Han var åbenlyst stolt af sin virksomhed og stolt af sine evner til at tjene penge: »Ethvert fæ kan sælge en mand kongelige obligationer, men når manden kommer ind og forlanger kongelige danske, så at sælge ham rumænere i stedet for, je schi´er: det er kunst.«

Han blev ikke bare rig, han blev overordentlig velhavende. Intet manglede han, og så alligevel. Han savnede at blive anerkendt af de dannede og belæste og af de højfornemme med tilknytning til kongehuset. En officiel titel og nogle ordener ville han så inderlig gerne kunne smykke sig med.

Stats- og udenrigsminister Bluhme fandt det ganske vist latterligt, men alligevel opnåede Gedalia at blive udnævnt til portugisisk generalkonsul. Det gav ham ret til at vise sig i en dragt, som til forveksling lignede en admiralsuniform, og herefter erhvervede han sig tillige en titel, således at han kunne præsentere sig som baron Gedalia. Men han nævnte aldrig, at titlen beroede på et adelsbrev til 12.000 lire købt i San Marino, hvor salg af frimærker og ordensdekorationer var vigtigste indtægtskilde.

Da Landmandsbanken blev stiftet i 1871, spillede Gedalia en afgørende rolle, for det var ham, der på forunderlig vis fremskaffede broderparten af aktiekapitalen på seks mio. rigsdaler. Netop på den tid var landet hærget af jernbanefeber, og det var i udpræget grad dristige investorer, som blev ramt af sygdommen. Der var nemlig kolossale summer at tjene på moderne infrastruktur, men tabene kunne også være uoprettelige.

Finansbaronen oplevede først det ene og så det andet. I 1875 var pengene pludselig væk og vennerne ligeså. Familien blev opløst, og så fulgte 12 års ensom kamp med retsvæsenet. Som fallent var han afskåret fra Børsen, men hans gode navn og ære skulle ingen besudle.

Den 10. marts 1892 døde han i stilhed, og på den jødiske begravelsesplads ved Vestre Kirkegård blev der efterfølgende sat en sten med påskriften: »Baron G. A. Gedalia / Født 12. april 1816 – Død 10. maj 1892«

Måske var der en højere mening i, at der havde indsneget sig en fejl i både fødselsdag og dødsdag. Gedalia havde altid været en jonglør med tal.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.