Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Filmfolk guider: Hvad skal du se i påsken?

Christan Torpe (»Rita«), Ole Christian Madsen (»Banshee«) og Lars Mikkkelsen (»House of Cards«) lister her nogle af deres nye favoritserier sammen med deres ældre yndlingsserier sammen med Berlingskes filmredaktør Kristian Lindberg.

Christian Torpe, Manuskriptforfatter

Transparent. Amazon er mest kendt som boghandel, men er sprunget ud i at producere drama. Dette er deres første, og den her helt fantastisk. Historien om 60 årig mand der springer ud som transseksuel undgår alle faldgruber for både dårlig komedie og »social issue«-serie. Det bliver i stedet et smukt og levende drama med et sjældent vellykket indie-feel.

American Crime. Af forfatteren bag Oscarvinderen »12 years a slave« - et meget velspillet og vellykket krimidrama - med tryk på drama fremfor krimi, som går tæt på amerikanernes forhold til race og indvandring.

Togetherness. Fremragende skuespillere og velskrevne realistiske historier bærer »Togetherness«. En komedie med dramabund om uperfekte mennesker der bare prøver at gøre det bedste de kan - også selvom det ikke altid er godt nok.

BoJack Horseman. Netflix’ animerede komedieserie om en falleret sitcomstjerne som tilfældigvis er en hest. På overfladen lyder det, nåja, fjollet - men det er en inspireret og meta-bevidst historie om depression og tilværelsens ulidelige lethed.

Better Call Saul. AMCs spin off til »Breaking Bad« er måske lidt en skuffelse, men kun hvis man måler den på en »Breaking Bad«-skala. Som lille selvstændig komedie-krimi-drama er den underholdende, velspillet og interessant i sin fortællestruktur.


Lars Mikkelsen, skuespiller

House of Cards. Jeg ser selv »House of Cards« og glæder mig sindssygt meget til fjerde sæson af »Sherlock«. Begge serier på Netflix.

The Walking Dead. Den ser jeg med min søn. Den er måske lidt gentagende, men interessant, fordi den selvfølgelig er en action/zombie-serie, men i virkeligheden handler om det eksistentielle. Den har gyldne øjeblikke.

Dexter. Jeg kan godt lide serier med amoralske hovedpersoner såsom »Dexter« og »Homeland«. Den form kunne vi godt dyrke lidt mere herhjemme.

In Treatment. Som skuespiller er denne serie om en psykoterapeut og hans patienter tvungent pensum. Det er helt utroligt hvad de kan få ud af de forholdsvis korte episoder.

Hannibal. Den er meget mørk - og jeg har ikke set det hele endnu! Mads gør et godt stykke arbejde. Jeg elsker, at det er en karakter, der ligesom er hævet over moraliteten.

The Wire. Jeg elsker »True detective« og »The Wire«. Sidstnævnte så jeg næsten i en køre, i pauserne mens jeg lavede film i London.


Ole Christian Madsen, filminstruktør

The Affair. En usædvanlig blanding af parforholdsdrama og thriller. Serien begynder sin fortælling med eksistentielle og moralske problemstillinger omkring en affære og de efterfølgende psykologiske effekter. Det er usædvanligt enerverende at følge hovedpersonernes forsøg på at finde klarhed i denne cocktail af passion, hverdag, truende skilsmisse og mord. På Showtime.

Unbreakable Kimmy Scmidt. Virkelig sjov og udsyret komedie om en kvinde, der reddes fra en dommedagskult efter, at have været spærret inde i 15 år. Nu skal hun lære at leve igen, flytter til New York og roder sig konstant ud i problemer, fordi hun har et uskyldigt barns blik på verden. Tina Fey (SNL og 30 ROCK) har skrevet og skabt serien, og Feys kølige humor slår virkelig igennem her. På Netflix.

The Knick. Clive Owen spiller lægen Dr. John W Thackery, overkirurg på det innovative hospital “The Knick” omkring århundredeskiftet. Her kæmper han med den ringe forståelse for medicinsk nytænkning fra omverdenen, og han kæmper med sit misbrug af morfin. Udover at at fortælle om en tid, hvor hygiejne ikke blev tilskrevet meget betydning på operationsstuen, så er serien også dejlig pulpy, med en grænseoverskridende tilgang til døde kroppe og kirurgi. Steven Søderberg har indtil nu instrueret alle afsnit. På Cinemax.

House of Cards. Synes stadig det er en af de bedste serier lige nu. 3 sæson er en “slow burner” i forhold til 2 sæson, hvor der hele tiden skete vilde ting. Men jeg kan godt lide det langsommere tempo, og især at parforholdet mellem Frank Underwood og hans kone bliver en del af et politisk spil. Lars Mikkelsen spiller russisk præsident og det gør han så folk herovre taler meget om ham lige nu.

The Jinx. Ikke helt klar over hvad der ramte mig da jeg så The Jinx. Men denne besynderlige dokumentariske afsøgning af rigmanden Robert Durst, som af flere omgange har været anklaget for mord og alle gange klaret frisag, er dybt fascinerende. Ikke kun fordi serien til sidst får sit gigantiske scoop, da Durst glemmer at hans mikrofon stadig er tændt da han går på toilettet, men også fordi serien fortæller om en intelligent, charmerende og fascinerende sociopat, man både føler med og afskyr. The Jinx er dokumentar bygget op som fiktions-serie.


Kristian Lindberg, film og tv-redaktør

American Horror Story. Er en af Netflix store succes’er, men vil bestemt ikke falde i alles smag - dertil er den for outreret. De foreløbig tre færdiggjorte sæsoner har forskellige miljøer, et hjemsøgt hus, et sindssygehospital og en skole for hekse, men skuespillerne er de samme der går igen (!) i forskellige roller. Stilmæssigt er serien det man i Hollywood betegner som »over the top«, dvs at alt mådehold er smidt overbord. Det er blodigt, overraskende eksplicit hvad angår sex og meget underholdende.

Treme. Fra skaberne af den anerkendte socialpolitiske krimi The Wire kom Treme, der med en dokumentarisk nerve følger genopbygningen af New Orleans efter orkanen Katrina. Virkelige personer indgår i handlingen, der lægger mindre vægt på politiets arbejde, og mere på byens kulturelle liv. Meget tid bliver brugt på byens særegne musiktraditioner, og hvert afsnit rummer flere musikalske optrædener, der indgår naturligt i handlingen.

Enlightened. Laura Derns egenproducerede komedieserie Enlightened fik ikke mange seere, og blev sløjfet efter to sæsoner. Hun vandt til gengæld en Golden Globe for sin optræden som hjemmeboende dybt neurotisk kontorarbejder, der vinder en fyringssag og beslutter sig for en totalkrig mod sin arbejdsgiver. Et stærkt kvindeportræt pakket ind i absurde optrin.

In treatment. Amerikansk psykologisk drama, der bygger på et israelsk forlæg. Gabriel Byrne spiller en psykoterapeut, og hvert afsnit (omkring 25 minutter langt) består af en enkelt konsultation med skiftende klienter. Hvert fjerde afsnit er han selv i terapi, og her får man det sande billeðe af hvad den ellers uudgrundelige terapeut i virkeligheden mener om klienternes betroelser. En serie der bliver stedse mere kompleks og umulig at slippe.

Looking. Er et nøgternt post-AIDS blik på de homoseksuelles liv i San Francisco. Bemærkelsesværdig ved dens bevidste afdramatisering af emner som bøsseklubber, gay prides og homoseksuelle ægteskaber. Looking føjer sig til en trend af TV-serier der betoner det almindelige fremfor det eksotiske, heriblandt HBOs miniserie Olive Kitteridge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.