Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Filmfolk forsvarer Bornedal: Kritik af »1864« er helt irrelevant

Filminstruktørerne Christina Rosendahl og Ole Christian Madsen siger, at historiker-kritikken af »1864« er forudsigelig og uundgåelig, og at Ole Bornedal har ret til at bruge sin kunstneriske frihed, som han vil.

To af Ole Bornedals instruktør-kolleger, der også har arbejdet med at sætte kapitler af danmarkshistorien på film, kalder nu den omfattende kritik af DRs store dramaserie for »forudsigelig« og »puritansk«.

Efter at fire historikere torsdag og fredag i sidste uge beskyldte Ole Bornedals serie for at være historisk forvrænget og åbenlyst politiserende, siger filminstruktøren Ole Christian Madsen, at den slags kritik må enhver, der laver film om et stykke danmarkshistorie, forvente.

»I Danmark hersker der en besynderlig opfattelse af, at der findes én og kun én sandhed om historien derude, og at det er kunstnerens opgave at finde netop den sandhed. I andre lande som USA, Frankrig og Sverige er der en bredere forståelse af, at det er de emotionelle lag, der skaber fællesskab om de store nationale fortællinger, og at det er det, vi skal bruge fiktionen til. I Danmark bliver filmiske fortællinger meget nidkært og småt angrebet på de besynderligste ting. Alting bliver meget bogstaveligt.«

Ole Christian Madsen, der bl.a. har lavet filmen »Flammen og Citronen«, der handler om frihedskæmperne af samme navn, og TV-serien »Edderkoppen«, der foregår i efterkrigstidens København, mener dog, at man som filminstruktør har et dobbelt ansvar, når man arbejder med historisk materiale. Han sammenligner det med at filmatisere en roman.

»Man skal både være ansvarlig over for sin egen kunstneriske vision og over for det litterære forlæg, hvis indhold man deler med mange andre,« siger Ole Christian Madsen. Han har set to afsnit af »1864« og forstår ikke dem, der mener, at serien skulle være en alt for politiserende kommentar til nutidens udenrigspolitik.

»At der optræder en pige, hvis soldaterbror er død i Afghanistan, kan altså ikke udlægges som Bornedals kommentar til nutiden. Men det beviser, hvor subjektivt alting bliver opfattet. Det kan ikke være anderledes.«

»Flammen og Citronen« blev angrebet for dens skildring af besættelsesårene, og ind- imellem erfarede Ole Christian Madsen, hvor følsomt et emne danmarkshistorien er. For eksempel når de scener, hvor modstandsfolk og nazister færdes på den samme café, blev kritiseret på trods af, at det beviseligt er forekommet i virkelighedens verden.

»Man ønskede at bevare myten om, at modstandsfolkene altid gemte sig på hølofterne, og at nazisterne altid kørte rundt og skød på folk. Det passede ikke ind i dette billede, at de drak kaffe på den samme café,« siger Ole Christian Madsen.

Der skal være helte og skurke

Filminstruktøren Christina Rosendahl, der også er formand for Danske Instruktører, ser principielt intet problem i, at Ole Bornedal fortæller sin egen version af danmarkshistorien.

»Jeg tror, at historikere har svært ved at sætte sig ind i det kunstneriske projekt, det er at lave film. Deres kritik er helt irrelevant. Sofia Coppola har eksempelvis lavet en film om Marie Antoinette, hvor hun bruger punkmusik fra 1980erne til at fortælle historien. Er det så også forbudt?« spørger Christina Rosendahl, der endnu ikke har set de første afsnit.

Kritikernes påstande, om at Ole Bornedal skal have sammenblandet fortid og nutid på en politiserende måde, mener hun er helt misforstået.

»Det lyder helt fantastisk. Det er da præcis det, som kunsten kan, nemlig at skabe overraskende sammenstød som kan give os nye erkendelser,« siger Christina Rosendahl.

Casper Tybjerg, filmhistoriker på Københavns Universitet, siger, at historiske film nærmest pr. defintion giver anledning til kritik, og at det som regel skyldes deres fokus på de historiske karakterers følelser:

»Den historiske fiktions eksistensberettigelse ligger i høj grad i, at den kan fortælle os om det, som de historiske kilder er tavse om: Hvordan tingene føltes for fortidens mennesker. Faktisk er fiktionerne nærmest nødt til have denne dimension med, og den må nødvendigvis være noget, som fiktionen lægger til.«

Derudover er der ifølge Casper Tybjerg hensynet til plotskabeloner, der har vist sig at være velfungerende. Filminstruktører udvælger deres helte og skurke, selv om verdenshistorien som regel er mere kompleks.

»Risikoen ved at lave historiske film er betragtelig, og det giver en tilbøjelighed til at ville have et plot, som er genkendeligt og virkningsfuldt, selv om det ikke nødvendigvis matcher de historiske begivenheders forløb,« siger Casper Tybjerg.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.