Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fem arrangementer på Kvindernes Kampdag

Det er ikke til at komme uden om Kvindernes Internationale Kampdag. Uanset om du er ung, vred, gammel eller festlig, er der et arrangement, der passer. Berlingske har udvalgt et par stykker i København

Koncertformatet HUN SOLO sætter fokus på talentfulde kvindelige musikere på Hotel Cecil. (Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix 2017)
Koncertformatet HUN SOLO sætter fokus på talentfulde kvindelige musikere på Hotel Cecil. (Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix 2017)

Til den blå feminist, der vil have flere medsøstre på chefgangen og flere mænd bag kødgryderne.

Hvis du vil synge socialistiske fællessange eller demonstrere med Enhedslisten, er Kampdagen en lang dans på røde roser. Men det er lidt sværere at finde arrangementer, der tiltaler den borgerlige feminist. Danish Women Business Leaders og CBS afholder godt nok en større konference, der sætter fokus på kvinder, ledelse og diversitet.

Blandt talerne er EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager, Mandag Morgens chefredaktør Lisbeth Knudsen og Malou Aamund, der er administrerende direktør i Google Danmark, men arrangementet er udsolgt. Alle andre kan til gengæld tage på Toga Vinstue, hvor den borgerlige duo, Steffen Larsen og Nicolai Svejgaard Poulsen, der står bag Facebooksiden »Bredside«, vil sørger for testosteronpumpet betjening til »de hårdt kæmpende kvinder og deres tørmundede mænd«.

Så kan man sidde der i baren og tænke på at lancere næste års feministiske arrangement for feminister af borgerlig observans.
Konferencen:

Tid: 14.30 - 18.00
Sted: Porcelænshaven 20, 24A/B, 26, 2000 Frederiksberg
Bemærk: Arrangementet er kun for studerende, ansatte og alumner.

Bredside bag baren
Tid: 21.00 til 00.00
Sted: Toga Vinstue, Store Kirkestræde, 1073 København K

Til den festlige feminist, der sætter patriarkatet på plads med dans og drinks.

Hvis man mener, at kampdagen skal fejres med twerk, musik og drinks, er der ingen vej uden om Vega.

Gennem de seneste fire år har spillestedet fået opbygget en solid festtradition omkring Kampdagen, og hvert år står folk forgæves i kø udenfor. Intet tyder på, at det bliver anderledes i aften. Blandt gæsterne er Helle Thorning-Smith, Danmarks første og eneste kvindelige statsminister, og Kalthoum Kennou, den eneste kvinde, der stillede op til det nylige præsidentvalg i Tunesien.

Musikken bliver blandt andet leveret af Lucy Love og rockbandet Baby in Vain. Hvis man keder sig, kan man altid teste sin feministiske street credit ved at spotte mindst fem dagsordenssættende meningsdannere i baren.

Tid: 19.00 - 22.30
Sted: VEGA, Enghavevej 40, København V
Der er p.t. udsolgt, men der sælges muligvis flere billetter via Ticketmaster.

Til den aggressive feminist, der giver utryghed og uligestilling en lige højre.

Forskelsbehandling, lønforskelle og skæv fordeling af barsel. Der er vel nok at hidse sig op over, og hvis man tilhører den vrede del af det feministiske miljø, kan man få afløb for nogle af sine aggressioner, når Dansk Kvindesamfund inviterer til kursus i »feministisk selvforsvar«. I korte træk er det en praksis, der tager udgangspunkt i feministisk analyse. Ud over konkrete redskaber til at forsvare sig selv handler det også om, hvad man forsvarer sig imod. Nemlig vold rettet mod kvinder.

Kurset afslutter kampagnen »Tryghed i nattelivet«, der stiller skarpt på kvinders oplevelser med at færdes i det offentlige rum i aften- og nattetimerne.

Tid: 16.30 til 18.30
Sted: Kvindernes Bygning, Niels Hemmingsens Gade 10, 1153 København K.

Til den musikalske feminist, der ikke kun klapper på to og fire.

Gennem de seneste to år har koncertformatet HUN SOLO sat fokus på talentfulde kvindelige musikere. I anledning af kampdagen præsenterer byens nye spillested Hotel Cecil fem solokoncerter med fem forskellige kvindelige artister, Pernille Rosendahl, Ellis May, CÉCI, Nana Jacobi og Kirstine Stubbe Teglbjærg. Forinden er der talk, som det hedder på nydansk, med Ihan Haydar (trommer, L.I.G.A.), Bene (Baby In Vain), Annika Aakjær og Elisabeth Gjerluff Nielsen.

Sted: Hotel Cecil, Niels Hemmingsens Gade 10, 1153 København K
Tid: HUN SOLO - TALK @Hotel Cecil kl 16.30, Fri entré
HUN SOLO - LIVE @Hotel Cecil kl 20.00. Kræver billet

Til den nysgerrige feminist, der spiser lidt af hvert fra ligestillingsbuffetten

Både begynder-feminister og de mere erfarne af slagsen kan finde noget hos Frederiksberg Bibliotek, der markerer kampdagen med en række stærke fortællinger om at være dansk kvinde i 2018. Dagens første indslag fortæller om kvindekampens udvikling fra ligestilling til #MeToo. Senere er der samtalesalon om Margaret Atwood’s bestseller »Tjenerindens fortælling«, der blev revitaliseret af HBO-serien »A Handmaid’s Tale«. Endelig er der nydansk kvindekamp med Natasha Al-Hariri, Geeti Amiri, Khaterah Parwani og Halime Oguz, der bruger deres personlige erfaringer til at tale om de emner, der også præger brune feminister. Se mere på fkb.dk/8marts

Tid: 07.30- 17.30.
Sted: Biblioteket Frederiksberg, Falkoner Plads 3, 2000 Frederiksberg

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.