Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Familiefotos fra 1950erne forvandles til kunst

Torsdag skydes Copenhagen Photo Festival i gang. En af udstillingerne, som kan opleves i forbindelse med festivalen, er »Retrospective Family«, hvor gamle feriebilleder omsættes til moderne kunst og giver os indblik i en svunden tid.

I slutningen af 50erne købte familien en lille motorbåd. Med den tog de på sejltur på Vänern, der er Sveriges største og Europas tredje-største sø. Foto: Ole Jeppesen
I slutningen af 50erne købte familien en lille motorbåd. Med den tog de på sejltur på Vänern, der er Sveriges største og Europas tredje-største sø. Foto: Ole Jeppesen

I 1956 fik Ole Jeppesen et kamera af sin far, fordi han blev færdiguddannet som læge.

Kameraet, et Kodak Retina, skulle forevige familien Jeppesens liv gennem 1950erne og 1960erne. Når Ole Jeppesen og hustruen Anne Marie Jeppesen var på ferie i Europa med deres tre sønner, var kameraet trofast med. Frankrig, Spanien, Italien, Sverige og Norge var stop på deres vej, og alt blev dokumenteret i lysbilleder.

»Vi havde ikke nogen speciel lærdom om fotografi. Dengang var det nyt, at man kunne få så gode apparater, at billederne kunne tåle en stor forstørrelse. I 50erne blev det mere almindeligt, at man kunne købe et teknisk godt fotografiapparat inden for en overkommelig økonomisk ramme,« siger Anne Marie Jeppesen, der selv blev uddannet læge i 1959.

I dag har 84-årige Anne Marie Jeppesen overdraget kameraet og de mange lysbilleder til barnebarnet Liv Høybye Jeppesen, der er fotojournalist. I samarbejde med sine to kusiner Maria og Rikke Jeppesen udstiller Liv Høybye Jeppesen nu feriebillederne under Copenhagen Photo Festival. Fotoudstillingen »Retrospective Family« åbner torsdag og kan ses gratis indtil 30. juni på Biblioteket Rentemestervej på Nørrebro.

»Jeg fik lysbillederne i 2010, da min farfar døde. Kort tid efter hans død flyttede min farmor til København og ryddede ud i sine ting. Jeg var begyndt på fotojournalist-uddannelsen et halvt år før, og min farmor mente, at det kunne være sjovt for mig at få billederne,« siger Liv Høybye Jeppesen, der kuraterer udstillingen sammen med Mads Greve, der er professor i fotojournalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Liv Høybye Jeppesen viste lysbillederne til Mads Greve, allerede dengang han var hendes lærer. Og han var imponeret af billedernes fortælling og kvalitet. Flere år senere, da »Retrospective Family« skulle realiseres, udvalgte Liv Høybye Jeppesen og Mads Greve i fællesskab 24 lysbilleder, der skulle digitaliseres og forstørres.

Vidnesbyrd fra en langsommere tid

Selv finder Anne Marie Jeppesen det lettere morsomt, at familiens feriebilleder skal udstilles, men det glæder hende også, at andre mennesker kan finde nytte i dem.

»Før i tiden var det en mere alvorlig og sjælden sag, at man fotograferede. For at få billederne fremkaldt afleverede man filmen, når man havde brugt den færdig, og så betalte man for fremkaldelse og aftryk. Det blev vel omkring en hundredkroneseddel for sådan en filmrulle dengang, så det var relativ bekosteligt,« siger Anne Marie Jeppesen.

Både Anne Marie Jeppesen og Liv Høybye Jeppesen håber, at de gamle lysbilleder kan lære os om fotografering dengang og nu.

»Jeg tænker, at udstillingen kan give et perspektiv på, hvordan vi fotograferer os selv og vores familie i dag kontra dengang. I dag tager vi tyve forskellige billeder af det samme motiv, og så vælger vi ét ud. Dengang havde man ikke mulighed for at se billederne, før de blev fremkaldt,« siger Liv Høybye Jeppesen og fortsætter.

»Det er et fint tilbageblik på en langsom tid, inden det begyndte at gå stærkt i 70erne, og den teknologiske udvikling gik amok. Det var også en tid, hvor der så småt kom en udlandslængsel og i virkeligheden også en begyndende globalisering,« siger hun.

Liv Høybye Jeppesen er yderst begejstret for billedernes nostalgiske kvalitet, og hun tror på, at billederne også vil få andre til at længes efter en anden tid.

»Det var en meget fotogen tid. Det sjove er, at vi bliver ved med at vende tilbage til den her særlige 50er- og 60er-æstetik. Retrobølgen har ramt os, og vi spejler os ret meget i den tid,« siger Liv Høybye Jeppesen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.