Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Et øjeblik tænker jeg, at jeg ikke tænker på i aften«

Onsdag aften var der gallapremiere på Ole Bornedals nye komedie, »Dræberne fra Nibe«. For skuespilleren Lene Maria Christensen var det første gang, hun så resultatet af måneders arbejde. Vi fulgte hende på en nervepirrende dag fuld af tvivl, tanker og garderobeangst

Fra gallapræmieren på Ole Bornedals nye komedie
Fra gallapræmieren på Ole Bornedals nye komedie

kl 04.30

Vores yngste datter vågner og kommer ind i vores seng. Hun har drømt om nogle ulve. Jeg kæmper med at sove igen. Det lykkes ikke så godt. Der er mange tanker om i aften, hvor vi skal til premiere.

kl 06.20

Vækkeuret ringer. Jeg bliver under dynen i 10 minutter. Så står jeg op og tager et bad. Det hjælper lidt, og jeg føler mig mere vågen bagefter. Jeg vækker mine to døtre og beslutter mig for at tage en eftermiddagslur senere, så jeg har noget energi til om aftenen. Vi spiser morgenmad alle fire og kommer ud ad døren.

kl 08.49

Jeg er i min bil og leder efter en parkeringsplads på Frederiksberg. Der er Robbie Williams i radioen. Det nummer må jeg bare slukke for. Det er ikke noget galt med selve sangen, men det er måden, han hele tiden fremturer med at »I am wonderful« og »I am powerful«. Det er dødirriterende, og jeg er selv superspændt, fordi jeg ved, at jeg skal se mig selv på byens største lærred senere. Jeg prøver hele tiden at få lukket ned for den boks fuld af spændthed og følsomhed.

kl 09.15

Jeg ankommer til Creative Alliance, hvor jeg arbejder i øjeblikket. Jesper Christensen og jeg skriver på et filmmanus sammen. Det er første gang for os begge, men vi har samarbejdet tidligere – bl.a. på »Arvingerne«, hvor Jesper instruerede mig, så det er der, lysten er kommet fra. For mig er det jo fantastisk. Vi er i gang med den helt store research for at få det hele flikket sammen.

kl 11.30.

Det sner. Jesper og jeg sidder i ens blå termojakker og ens blå huer. Vi har nogle computerproblemer og får hjælp af Caroline og et øjeblik tænker jeg, at jeg ikke tænker på i aften.

kl 12:00

Jesper og jeg har en interessant samtale. Aftenen før har jeg hørt et radioprogram om en græsk violinist, der er kommet til Danmark for at spille Beethoven. Han er enormt virtuos og skal spille på en af de allerfineste stradivariuser. I studiet sidder en anmelder fra Berlingske og fortæller, hvordan det er at opleve sådan en kunstner. Violinisten planlægger aldrig, om hans bue skal op eller ned. Han holder selvfølgelig sin aftale med noderne, men han er ikke stiv. For hver gang, man hører ham, er der en ny farve eller en ny stemme i hans spil. Det er enormt inspirerende at høre én, der har haft så stor en oplevelse med noget musik – og ud fra det sidder Jesper og jeg og taler i noget tid. Det er jo næsten idealet om kunst, de taler om i den radioudsendelse. Og lige om lidt skal jeg ind og se en komedie, som er noget af det sværeste i verden, og jeg aner ikke, hvad jeg selv har bidraget med.

kl 12.22

Nej, hvor er jeg sulten.

kl 12.48.

Nej, hvor er det godt med frokost.

kl 13.15

Kører mod Gothersgade. Skal låne nogle smykker hos Line og Jo. Jeg har besluttet mig for en fin nederdel og en skjorte til i aften. Nederdelen har jeg det vældig godt i, og jeg har brug for noget, der ikke er for krævende. Til gengæld vil det være flot at sætte den sammen med noget, der blinker lidt, så jeg har lånt øreringe og et fint armbånd. Pludselig får jeg en voldsom tandpine.

kl 14.30

I sidste øjeblik bliver jeg i tvivl, om mit tøj er for enkelt. Jeg når forbi Stine Goya, hvor jeg køber en sindssygt dyr jakke. Jeg tænker meget over, hvordan jeg skal se ud, når jeg stiller mig på den røde løber. I virkeligheden er det også en slags kunstart. Pludselig sidder ens ansigt så stift. Det er en lidt sårbar oplevelse. Man har jo investeret en hel masse, hver gang man har lavet en film. Man har satset på noget og prøvet på noget, og det hele kulminerer, når man ser filmen med andre mennesker for første gang. Denne her gang har jeg sagt til min mand: Du skal med mig på den røbe løber. Du skal holde om mig. Det vil han gerne.

kl 14.45.

Jeg kan ikke beslutte mig for, hvad vi skal spise til aftensmad, så jeg køber ind til to forskellige ting. Jeg henter børnene og snakker om dagen og snevejret. Min yngste har været ud i sneen, og alt er blevet til vandpytter i gangen. Mine piger skændes lidt om, hvad vi skal spise. De vil have hver sin ret. Jeg ender med at lave begge dele.

kl 16.00

Jeg tager min lur. Men jeg kan simpelthen ikke. Ligger en halv time i adrenalinen, der pumper rundt

kl 16.30.

Jeg står op og laver maden. Vi sætter Amy Winehouse på pladespilleren og danser rundt alle tre. Det hjælper lidt på det hele.

kl 17.45.

Min mand kommer hjem. Han har købt fine blomster til os alle sammen. Jeg tager et bad.

kl 19.15.

Jakke af. Jakke på. Jakke af. Jakke på. Nej - jakke af. Jakke på! Ender med at tage jakken af – og tage den med over armen.

kl 19.50.

Jeg er nervøs for om det holder, det, jeg har forsøgt i »Dræberne fra Nibe«. Det er første gang, jeg skal se en færdig version af filmen, og det skal jeg gøre i Imperial sammen med en masse andre mennesker. Inden vi går hen til biografen, tager min mand og jeg og nogle venner en drink i baren på Hotel Imperial. Der sidder en gruppe mennesker to meter væk og taler om mig. Det er en underlig situation, fordi jeg kan høre det hele, men ikke skal tage del i samtalen.

kl 21.30

Vi går hen til den røde løber. Der er mange mennesker. Der er også et par autograf-jægere og fotografer. Det går fint. Det er altid værre, når man forestiller sig det, end når man reelt står der. Jeg hilser på de andre skuespillere og flere af mine andre kollegaer.

kl 22.00

Vi ser filmen. Halvvejs får jeg simpelthen ondt i maven. Jeg drikker en masse vand og klarer at komme op og stå på scenen. Vi får en fin rose hver især og går ned. Det er det der akavede tidspunkt, hvor hele Imperial skal blive ved med at klappe, mens vi går ned. Og alle de mennesker, der står på scenen, er i tvivl, om de skal bukke eller lade være. Jeg finder mine ting, og så beslutter vi os for at tage hjem med det samme, fordi barnepigen skal afløses. Klokken er over tolv, og dagen efter skal jeg op klokken 06.20 igen.

kl 01.15

Da jeg ligger i min seng, tænker jeg det hele igennem. Komedier er så svære. Nicolas (Bro) og Ulrik (Thomsen) har lavet nogle scener, der er noget af det mest crazy, blandt andet, hvor de er klædt ud som kvinder, det er blevet tosset sjovt. Det var dejligt at se deres præstationer. Og Mias yndige »Grith«. Min favoritscene er der, hvor Søren Malling bliver skudt – hele den panik, han når at spille. Det tænker jeg over, før jeg sover.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.