Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Et diskotek er vist interesseret i at overtage lejemålet«

Atheneum har været et mekka for bogelskere årti efter årti. Men nu, efter 141 år, lukker den legendariske boghandel. Berlingske tilbragte en eftermiddag mellem reolerne.

Atheneum er som mange andre boghandlere blevet udkonkurreret af internethandlen. Foto: Liselotte Sabroe
Atheneum er som mange andre boghandlere blevet udkonkurreret af internethandlen. Foto: Liselotte Sabroe

Det er, som om solen kun står et par meter over København, og kviksølvet i termometeret er oppe på den gale side af 30. Det er en af de første dage i juli, og varmen føles kun endnu mere voldelig på hjørnet af Frue Plads, hvor luften står stille, og hvor jeg som så mange gange før træder op ad de to trin og ind gennem døren under det store ur.

Fra den adresse er der blevet solgt bøger siden 1874. Her var Jeppe Aakjær stamkunde, her kom Inger Christensen og Poul Borum hånd i hånd, her har den irske Nobelpristager i litteratur Seamus Heaney kigget i den velassorterede engelske sektion.

Men med forfatternes kommen og gåen har tiderne også forandret sig. Engang var boghandlerne det eneste sted, man kunne købe bøger, og bogen det eneste medie, der kunne bringes hjem og nydes i sofaen eller sengen. Sådan er det ikke længere. Så langtfra. Teknologierne og internettet har rystet boghandlernes fundament, og i dag kan enhver købe bøgerne hjemmefra. Alt det kræver er en computer og et kreditkort.

Boghandlerdøden har hærget i årevis, og nu er turen også kommet til den legendariske Atheneum i Nørregade 6, hvor jeg træder ind fra heden og op i et anderledes svalt klima. Døren går i bag mig, og bilstøjen forsvinder. Urets visere, der udefra går sine lydløse runder, slår højt i det store rum.

»Ja, folk siger, at det tikker ret højt, men når man arbejder her, hører man det slet ikke,« siger Morten Isager, som står bag kassen. På hans ene side står en polstret lædersofa og på den anden er reolerne, der også breder sig ned i kælderen.

»Lyrik«, »Filosofi« og »Videnskabsteori«,« står der under bogrækkerne på små farvede skilte, men selvom de er laminerede, og bøgernes rygge ikke længere er beklædt med skind, ja, så er boghandlen i sin kerne den samme som ved åbningen for 141 år siden.

Måske er det også en del af problemet. At Atheneum og alle de andre hæderkronede boghandlere er de samme, mens verden udenfor er gået videre. Eller måske er det netop det, der gør dem til noget særligt. At de ikke render efter tidsånden.

Jagten på en haikudigter

Ved reolerne med »Skønlitteratur – Generelt« møder jeg Rasmus Aarslev, 26. Han læser assyriologi, studiet af oldtidens Mesopotamien, og har også læst japansk.

»Når jeg skal købe bøger til mit studie, gør jeg det på nettet,« fortæller han. »Det er ofte billigere at købe bøgerne dér, men altså også farligere. Jeg kan huske, at jeg skulle købe en bog af Matsuo Basho, den største japanske haikudigter, og den købte jeg på nettet. Men da den kom, viste den sig at være på japansk, som jeg ikke kunne læse. Den slags sker aldrig i en boghandel som Atheneum, som jeg bruger med et par måneders mellemrum. Her har jeg tidligere været på udkig efter en anden japansk forfatter, hvor det viste sig, at boghandleren kendte ham og kunne hjælpe mig. På den måde fik jeg den rigtige bog, og når Atheneum lukker, går den slags hjælp jo tabt. I dag er jeg her for eksempel for at købe en skønlitterær bog til min svoger. Jeg ved, de har den slags sofistikerede bøger, han kan lide, og at jeg også kan få hjælp til at finde den rigtige.«

Lidt længere nede i lokalet står Anita Bringsberg. Hun er en af Atheneums fire boghandlere og siger »Et øjeblik.« Hun taler med en kunde fra Norge, der leder efter bøger om seksualterapi. Der går 25 minutter, før hun har hjulpet hende frem til de rette hylder og titler. Kvinden siger »Tusind tak,« og Anita Bringsberg fortæller mig, at hun begyndte i Atheneum i 1984. I 1989 søgte hun væk for ikke, som hun siger, »at vokse fast herinde«. Men i 2005 vendte hun tilbage og har været her lige siden.

»Jeg kom fra Færøerne og fra en familie af boghandlere. Så da jeg fik en kæreste i København, slog jeg op under »Boghandlere« i telefonbogen og søgte under »A«. Og dér stod Atheneum. Jeg talte med Sidsel Brun, der var leder dengang, og hun måtte have kunnet lide mig, for hun gav mig en praktikplads. Jeg begyndte i afdelingen for engelsk litteratur og kendte ikke bøgerne på hylderne, jeg er jo ikke litterat, men fandt ud af, hvad de handlede om. Sådan rykkede jeg rundt mellem emnerne i boghandlen og fik opbygget den viden, der er nyttig i forhold til kunderne.«

Stilhed og nyt blod

I 1989 ville Anita Bringsberg som nævnt prøve noget andet, så hun rejste rundt i Indien, Pakistan og Iran, og da hun kom hjem igen, arbejdede hun i forskellige boghandlere:

»Men så døde Per Saugman. Han var Sidsel Bruns mand,« forklarer hun, »og jeg spurgte hende, om hun havde brug for hjælp i den svære tid. Jeg ville hjælpe i boghandlen en måned eller to, men blev tilbudt et job. Jeg sagde ja med det samme, og det var som om intet var sket. De brugte stadig skrivemaskiner, ordrepapir med tre gennemslag og kartotekskort – som på bibliotekerne i gamle dage. Da jeg begyndte igen, spurgte jeg, om ikke vi skulle få sådan et IT-system. Det var trods alt i 2005.«

Anita Bringsberg griner og fortæller om den særlige »ånd« eller »sjæl« i Atheneum:

»Noget af det helt specielle er roen. Nogle gange har jeg ikke engang opdaget, at kunderne er kommet ind ad døren. Jeg kan ikke høre dem i deres fordybelse nede mellem reolerne, og jeg bliver forbløffet, når de så pludselig står foran mig ved kassen med en, to eller ti bøger. Nogle bor lige i nærheden, andre er kommet ind med Oslo-båden og fylder en hel kuffert. De fortæller, at de ikke har sådan en boghandel i Norge, og at vores udvalg er kendt langt ud over landets grænser. Vi er kendt som stedet, hvor det meste kan fås eller anskaffes. Og det, der går tabt, når vi lukker, er den særlige fornemmelse af fordybelse og så vores bogsamling, der hele tiden udskiftes. Vi har aftaler med forlagene om altid at kunne sende bøgerne retur. Det betyder, at vi hele tiden kan bestille de nyeste titler hjem, både inden for skønlitteratur og faglitteratur, uden at drukne i bøger. Vi får hele tiden nyt blod, kan man sige, og beholder kun de bøger, der er interesse for. Så selv om her er stille, er bogsamlingen meget levende. Men jo ikke meget længere, desværre. Huslejen er så høj her, og vi sælger ikke nok til at være rentable.«

Anita Bringsberg mener nu ikke kun, at udvalget og stemningen er unik, men også at kundehjælpen er det:

»En kunde kom en dag ind og spurgte efter noget om emnet »arousal«, der betyder noget i retning af ophidselse. Søger du på ordet på nettet, dukker der sikkert en masse porno-noget op. Men jeg kunne hjælpe hende i de rigtige faglitterære retninger, hun ønskede. Den type hjælp er en åbenlys fordel for kunderne, men alligevel lukker vi. Jeg tror, det er, fordi folk køber stadig mere på nettet, samtidig med at bøgerne, særligt de udenlandske, er blevet billigere. Så folk satser og køber flere bøger på nettet på én gang og håber så på den måde at finde den rigtige. Det kan desværre også skabe en lede ved bøger. Dét, at man bare køber dem i bunker. Ingen omhu, ingen nøje udvælgelse. Vi arbejder mod den udvikling, kan man sige, men det giver selvfølgelig ikke mening at bekrige internettet. Men jeg må bare sige, at når Atheneum lukker, så er den væk, og med den forsvinder lidt af den omhyggelige og respektfulde tilgang til litteraturen.«

Da Anita Bringsberg har hjulpet en anden kunde, fortsætter hun:

»Nettet fænger og passer godt til travle mennesker, men vi har altså også brug for noget andet, noget mere roligt og eftertænksomt. Vi boghandlere er måske heller ikke gode nok til at pege på alt det, vi kan tilbyde. Og i kernen – bag oplæsninger, kaffeservering og sofaer – handler det for os om bøgerne. De kan så meget. Som når Nietzsche et sted skriver noget i retning af: »Det betyder ikke noget, at du lige har løjet for mig. Det store problem er, hvordan jeg skal kunne stole på dig fremover.« Det læste jeg for nylig, og netop dén erkendelse har det taget mig et liv at nå frem til. Men han ramte den altså lige der, med ganske få sætninger.«

Højttalere på 10

At litteraturen er et særligt rum for erkendelse og oplevelse, er Nicolai Gjessing, 52, enig i. Han har lige lagt to bøger, en af Italo Calvino og en af Leopold von Sacher-Masoch, ned ved siden af et par sko i en sportstaske.

»Jeg har købt lidt ferielæsning. Jeg har tre fjerdedele af mit loft fyldt med bøger. Men jeg køber stadig flere, specielt inden ferier. Jeg synes, det er meget, meget trist at Atheneum lukker. Boghandlere er stille steder, hvor litteraturen kan få plads, og hvor man – i hvert fald her – kan få rigtig hjælp af folk med rigtig viden om litteratur. Jeg har da også bestilt bøger hjem på nettet, men her kan man gå ind uden at have noget bestemt i tankerne og ud med noget, man ikke anede interesserede én.«

Men nu er det altså slut med Atheneum. En af boghandlerne, Sara Andersen, fortæller, at hun har hørt, at »et diskotek er vist interesseret i at overtage lejemålet«.

Ironien er næsten for grum. Fra stilhed og eftertanke til selvforglemmelse og højttalere på 10. Og nede i kælderen, der sikkert kunne blive et glimrende dansegulv, møder jeg den tweed-klædte Olof Modigh, 69, der er pensioneret bankmand.

»Jeg bor i Malmø og rejser hertil en gang om måneden. Jeg har ikke nogen bestemt interesse, men fordyber mig i mange emner og perioder. Jeg læser efter en plan, og om alt dét, jeg gerne vil forstå. Det er et puslespil af romaner, rejseskildringer, poesi, faglitteratur, alt muligt. Jeg er opvokset i Sverige, men min mor er østrigsk, så jeg er vokset op i to kulturer og læser derfor ikke kun på de skandinaviske sprog, men også meget på tysk. Jeg bor som sagt i Malmø, men den er for lille for mig. Ikke mindst når jeg skal købe bøger. Når Atheneum lukker, går alt tabt for mig. Jeg har ikke en computer og betaler altid kontant, så nettet er ikke en mulighed. Jeg vil heller ikke lære af internettet, men af bøger.«

Olof Modighs kærlighed til litteraturen er tydeligvis stor. Også selv om den giver ham visse problemer:

»Jeg har lejligheden fuld af bøger. Jeg må tale med en professionel om det, én der kan sætte nogle solide reoler op. Det har også vist sig, at der dannes fugt, hvis jeg stiller bøgerne for tæt på væggene. Og jeg kan ikke bare sælge alle bøgerne. Jeg får jo brug for dem igen. Jeg får jo tit læst den samme bog tre-fire gange, fordi jeg læser dem i nye sammenhænge.«

Han har en håndskrevet seddel i hånden. »Robert Stockhammer«, står der med blyant. Han er, finder jeg ud af senere, professor og forsker blandt andet i tysk, engelsk og fransk 1800-talslitteratur.

Olof Modigh folder langsomt sedlen sammen.

»Den her boghandel betyder alt for mig. Og det er vemodigt, at den lukker. Men det er altid vemodigt, når boghandlere lukker, synes du ikke?«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.