Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Erik Brandt: Prins Henriks beslutning er uklog, men han skal forsvares

Prins Henriks nære ven, modeskaberen Erik Brandt, mener, at Prins Henriks beslutning om ikke at ville begraves ved siden af dronning Margrethe er uklog. Men han forstår godt, at prins Henrik har følt sig tilsidesat.

ARKIVFOTO fra 16. oktober 1986: Erik Brandt sammen med prins Henrik ved indvielsen af store kro i Fredensborg.
ARKIVFOTO fra 16. oktober 1986: Erik Brandt sammen med prins Henrik ved indvielsen af store kro i Fredensborg.

Berlingske fanger modeskaberen Erik Brandt over mobiltelefonen under Erik Brandts morgentur på Kastellet med sin hund, der skal luftes. Erik Brandt har i mange år været en nær ven af prins Henrik og kender ham indgående.

Hvad mener du om prins Henriks beslutning om ikke at ville begraves ved siden af dronning Margrethe?

»Jeg synes, at det er en ufornuftig beslutning, og det er synd for dronning Margrethe. Jeg var gift i næsten 50 år med Margit og selvfølgelig vil jeg ligge ved siden af Margit, når jeg dør. Det er da klart. Men han trænger også til at blive forsvaret, for jeg forstår hans bevæggrunde. Jeg er en af dem, der kender ham allerbedst, og vi har spillet tennis sammen næsten hver dag og snakket tæt sammen. Det er gået ham meget på, den behandling han har fået, og det kan jeg godt forstå.«

Hvad er det, der er gået ham på?

»Man bør i virkeligheden kritisere den måde, som hans position blev skabt. Det kunne være blevet lavet anderledes, og han kunne være blevet kaldt majestæt. Det er gået ham meget på, og han kan ikke forstå, at det ikke blev lavet anderledes. Hvis jeg, som han, har arbejdet for Danmark et helt liv, så ville jeg også have følt mig skuffet. Det er så bygget op hos ham som en bitterhed, men selvfølgelig er det ufornuftigt at komme ud med det.«

Føler han sig skuffet som mand?

»Man kan sige, at der også er kvinder på kongeskibet, og det er fint, for det er udtryk for ligestilling, men som prinsen siger til mig, så er han den eneste, der ikke har ligestilling.«

Men kigger vi på Europa, så er der íngen andre mænd, der er gift med dronninger, der har titel af konge eller majestæt. De kaldes ligesom prins Philip i Storbritannien for prins?

»Det er rigtigt, men Danmark er jo et foregangsland, og vi kunne have taget ligestillingen alvorligt. Jeg forstår godt prins Henriks bevæggrund, men jeg er som sagt ikke enig i hans beslutning.«

Ja, for den går jo ud over Margrethe?

»Jo, men det er vigtigt at understrege, at prins Henrik og dronning Margrethe er meget glade for hinanden, og prinsen har støttet dronningen hele vejen igennem. Der er tale om et smukt gensidigt kærlighedsforhold. Og prins Henrik har været Danmark en forrygende god mand og gjort sig umage for at være dansk, så han fortjener velvilje.«

Hvor vil Henrik så begraves?

»Jeg tror, det bliver i Danmark, og jeg tror det bliver i Roskilde, men lad os se, hvad sagen ender med.«

Så sagen er ikke afgjort endeligt?

»Hvis jeg kender ham ret, så ændrer han nok ikke holdning.«

Er der tale om en kulturforskel på fransk og dansk?

»Ja, i den forstand, at han er fransk og en slags patriark. Han vil gerne være sin egen herre og bestemme, så der er også tale om en kulturforskel.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.