Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

»Engang havde svenskere blå øjne og lyst hår, men sådan er det ikke længere«

Jonas Hassen Khemiri er blevet forfatter, fordi romaner, i modsætning til politik, giver rig mulighed at få nuancerne med. I sin nye roman tegner han blandt andet et billede af det multikulturelle Sverige.

»Jeg er romanforfatter og er ikke som sådan interesseret i at gå ud i samfundsdebatten.  Men jeg er med tiden også blevet meget bevidst om, at det skrevne ord har stor sprængkraft og er politisk materiale,« siger Jonas Hassen Khemiri. Foto: Ida Marie Odgaard.
»Jeg er romanforfatter og er ikke som sådan interesseret i at gå ud i samfundsdebatten.  Men jeg er med tiden også blevet meget bevidst om, at det skrevne ord har stor sprængkraft og er politisk materiale,« siger Jonas Hassen Khemiri. Foto: Ida Marie Odgaard.

Opmærksomheden og begejstringen var stor, da Jonas Hassen Khemiri for 13 år siden debuterede som forfatter i Sverige med romanen »Et rødt øje«.

Som fænomenet Yahya Hassan her på dansk jord – og uden sammenligning i øvrigt – var han en ny og anderledes stemme, og »Et rødt øje« blev prist for at være en litterær manifestation af et forandret samfund og et fiktivt indblik i minoritetsmiljøer, som mange mennesker kun har begrænset berøring med. Debutromanen gjorde sig også bemærket ved i vidt omfang at være skrevet i et sprog, som sprogforskere kalder multietnolekt, mens det på gaden her i Danmark ofte bliver omtalt som »perkerdansk«.

Siden da har identitetsspørgsmål i både personlig og samfundsmæssig sammenhæng været et gennemgående tema i Jonas Hassen Khemiris forfatterskab. Det er også tilfældet i hans nye roman »Alt det jeg ikke husker«, der netop er udkommet på dansk.

»På det konkrete plan handler bogen om Samuel, der er kørt galt og er død. I bogen forsøger en forfatter at finde ud af, hvad der egentlig er sket. Begik han selvmord, eller var det et uheld? Der er en masse teorier og rygter, som forfatteren beslutter sig for at skrive ned, så bogen består egentlig af en masse mennesker, der hver især mindes Samuel. Men alle husker en person på sin helt egen måde og oplever ting forskelligt, så fortællingerne om Samuel begynder hurtigt at kollidere, og jo længere man læser, jo bedre forstår man, at forfatteren har sin helt egen dagsorden,« fortæller Jonas Hassen Khemiri.

Åbent brev til justitsministeren

Persongalleriet i romanen er lige så broget som det svenske samfund, og mennesker med minoritetsbaggrund er rigt repræsenteret.

»Jeg har ikke nogen direkte politisk agenda i min roman. Jeg er romanforfatter og er ikke som sådan interesseret i at gå ind i samfundsdebatten. Styrken ved bøger er, at man kan formidle nuancer og kompleksitet. Men jeg er med tiden også blevet meget bevidst om, at det skrevne ord har stor sprængkraft og er politisk materiale,« fortæller Jonas Hassen Khemiri, der én gang har spidset pennen og blandet sig meget direkte i den politiske debat om asylansøgere og svenskere med minoritetsbaggrund.

Det skete for tre år siden, da han skrev et åbent brev til Sveriges daværende justitsminister, Beatrice Ask, i Dagens Nyheter.

Det åbne brev med titlen »Bästa Beatrice« udkom i kølvandet på, at det svenske politi havde sat gang i et nyt initiativ for at finde flere mennesker, der opholder sig illegalt i Sverige, og efter at Beatrice Ask havde forsvaret, at politiet antastede folk på baggrund af deres hudfarve.

»Gammeldags fordomme om, hvem der tilhører vores samfund, var afgørende for, hvem politiet stoppede. Jeg ville have Beatrice Ask og hele vores nation til at forstå, at vores nationale selvbillede trænger til at blive opdateret. Jeg synes, at det er utidssvarende, at man tillader, at politiet agerer på baggrund af folks udseende i stedet for deres handlinger. Engang havde svenskere blå øjne og lyst hår, men sådan er det ikke længere. Vi må som nation forstå, at vi er forandrede, og at vi derfor har brug for at opdatere idéen om, hvem der er en del af vores fællesskab,« siger Jonas Hassen Khemiri, som i »Bästa Beatrice« listede en række episoder med hverdagsdiskrimination og mistænkeliggørelse.

»Det var ting, som jeg ikke ville fortælle om før, fordi jeg følte, at de var for ubetydelige, og at andre mennesker oplever langt værre ting. Men det blev meget tydeligt for mig, at en større historie om struktur gemmer sig i små hverdagsoplevelser,« siger Jonas Hassen Khemiri med henvisning til episoder, hvor han er blevet stoppet af politiet og i paskontrollen, jagtet af skinheads og overvåget nidkært af sikkerhedsvagter.

Har altid været vægelsindet

Det åbne brev spredte sig som en løbeild på de sociale medier, og »Bästa Beatrice« er Dagens Nyheters mest delte artikel til dato.

»Det er selvfølgelig helt fantastisk, men det er også sørgeligt. Jeg ser det som et udtryk for, at der er rigtig mange mennesker, som ikke føler, at de per automatik bliver anset for at være en del af det svenske samfund. Det er et stort demokratisk problem,« siger Jonas Hassen Khemiri, hvis åbne brev også er blevet oversat til en række sprog og bragt i en række internationale medier – heriblandt The New York Times.

»Jeg tror, at det skyldes, at det var en tekst, som ikke kun er relevant i Sverige eller i Skandinavien. Rigtig mange lande står over for spørgsmål som: Hvem er vi? Hvilke personer indgår i vores fællesskab? Hvem har vi plads til? Det er vanskelige spørgsmål, som ikke er nemme at besvare. Tidligere – før globaliseringen – var det meget mere enkelt,« siger Jonas Hassen Khemiri og understreger, at han ikke ligger inde med en løsning.

»Jeg har altid været en vægelsindet person, som vender og drejer tingene og ser dem fra forskellige perspektiver, og det er en glimrende egenskab, når man skal skrive prosa. Hvis man skal være leder af et politisk parti, er det derimod en meget dårlig egenskab. Som politiker skal man kunne sammenfatte sit syn på noget på tyve sekunder,« siger Jonas Hassen Khemiri, som i sin nye roman først og fremmest fortæller en mellemmenneskelig historie og gennem sine romankarakterer tegner et billede af et klassedelt og multietnisk samfund:

»I min bog er der forskellige mennesker, der lever i nutidens Sverige, og de har forskellige baggrunde. Men deres rødder eller udseende er ikke så vigtigt som det, de siger. Der er steder i bogen, hvor man ikke rigtig ved, hvem der taler. Jeg elsker, når det er usikkert, hvem der taler, for så kan man kun forholde sig til det, der rent faktisk bliver sagt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.