Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

En virkelig frygtelig - og helt uimodståelig - kvinde

Få kvinder er beskrevet så forførende, så altdominerende og manipulerende, som Michael Frank beskriver sin tante, manuskriptforfatteren Harriett Frank Jr, i sin memoir.

Et billede af Harriett Frank Jr. Hun har beholdt den frisure hele livet.
Et billede af Harriett Frank Jr. Hun har beholdt den frisure hele livet.

Alle familier har det vel, intriger, tabuer, magtkampe og en masse andet snavs spundet ind i relationerne. Men få steder er nettet så komplekst og klaustrofobisk som hos amerikanske Michael Frank.

Det har han nu skrevet memoirer om. »Den fabelagtige familien Frank« hedder bogen, som er hans debut, men som forhåbentlig er første bog i et stort forfatterskab. For lad det være sagt med det samme: Michael Frank skriver skarpt, kærligt, elegant, men med vreden ulmende lige under overfladen, så fortællingen aldrig går i stå, men konstant truer med at eksplodere som en gryde under tryk.

I midten af »Den fabelagtige familien Frank« står Michael Franks tante, Harriett Frank Jr, normalt bare kaldt Hank eller Tante Hankie. Hun er søster til Michaels far, men samtidig gift med Michaels morbror. Kompliceret, ja, og det bliver værre (eller bedre hvis man er læser og fascineret af familiedramaer a la Ingmar Bergman) for de to bedstemødre bor samtidig sammen i en lille lejlighed, og alle tre hjem er placeret tæt på hinanden i Los Angeles.

Tante Hankie er familiens omdrejningspunkt. Hun er forførende, idérig, smuk og flamboyant. Sammen med sin mand skriver hun manuskripter, primært omskrivninger af bøger, men hun nøjes ikke med at iscenesætte bøger. Hele hendes liv synes iscenesat, og hele omgangskredsen bliver karakterer i et stort drama, sat op af hendes forskellige humørskift.

Michael Frank skriver om sin onkel og tante: »De samtalede i noget, der mindede om dialoger (især når de var opflammet af noget, eller hun var vred, så derfor ofte), eller iscenesatte begivenheder, der passede sig bedre for et opdigtet end et reelt liv.«

Denne kvinde har kastet hele sin kærlighed på Michael. Den otte-årige dreng har - ifølge sin tante - et stort kunstnerisk talent, som langt overstiger hans »kedelige« forældres og egentlig gør ham mere egnet til at være hendes barn. Noget hun ikke holder sig tilbage fra at fortælle hverken Michael eller hans forældre.

Tante Hankie er fantastisk selskab, både for Michael og for os som læsere. En kvinde, som er langt fra klichétunge beskrivelser af »en frygtelig kvinde« og meget mere nuanceret i sin dragende, narcissistiske, på samme tid elskelige og krævende personlighed. En kvinde som sender tankerne hen på Thorkild Bjørnvigs beskrivelser af Karen Blixen i »Pagten - Mit venskab med Karen Blixen«. Harriett Frank er den forførende lærer, der kan åbne døre ind til verdener, som er så fantastiske, at Michael Frank føler sig velsignet ved at opleve dem. Litteratur, arkitektur, kunst og selvfølgelig film. Men hun er også heksen, der konstant forsøger at kile en afstand ind mellem barnet Michael Frank og hans forældre. Langsomt trækker hun sin nevø ind i sit spil om kærlighed og fjendskab, kunstneriske ambitioner og troskab.

Ligesom Thorkild Bjørnvig formår Michael Frank at beskrive dette spil med et vist klarsyn, selv om han selv er en vigtig brik - måske den vigtigste - i det. Resultatet er frydefuldt gruopvækkende læsning og et monument over en families forskruede kærlighed. Der er en ironi i, at den kvinde, der hele hans liv har fortalt Michael Frank, at han var en stor forfatter, bliver afklædt i hans første bog. Som om bogen selv er det sidste ord mellem de to, på samme tid en overgivelse og et opgør, et »ja, jeg er forfatter – og jeg har ikke brug for dig mere.«

Titel: Den fabelagtige familien Frank. Forfatter: Michael Frank. Oversætter: Karsten Nielsen. Sider: 368. Pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.

Bogomslag »Den fabelagtige familien Frank«
Bogomslag »Den fabelagtige familien Frank«

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.