Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

En ung mand blev skudt ... og Muren faldt

For 25 år siden blev en østtysk flygtning dræbt i Ungarn. I dokumentarfilmen »1989« kæder Anders Østergaard begivenhederne sammen med Berlinmurens fald.

Anders Østergaard fotograferet i anledning af hans nye film, "1989". Han arbejder med at udfordre dokumentarfilmgrænserne, og bruger i sin nye film nogle anderledes fortællegreb, hvor han sætter skuespillere til at eftersynkronisere arkivbilleder af vigtige politikere fra østblokken i 1989 - lige før Murens fald.
Anders Østergaard fotograferet i anledning af hans nye film, "1989". Han arbejder med at udfordre dokumentarfilmgrænserne, og bruger i sin nye film nogle anderledes fortællegreb, hvor han sætter skuespillere til at eftersynkronisere arkivbilleder af vigtige politikere fra østblokken i 1989 - lige før Murens fald.

I Danmark står vi midt i en guldalder, når det gælder dokumentarfilm. Nysgerrige og fortællelystne filmfolk tager ud til fjerne verdenshjørner og kommer hjem med de mest fantastiske historier.

Anders Østergaard var en af de første, som stak hovedet op over den klassiske, informative og lidt kedelige strøm af dokumentarfilm, der lignede dem vi så som børn fra Statens Filmcentral. Tænk blot på »Tintin og jeg«, der var lavet ud fra arkivinterviews med tegneserieskaberen Hergé, og senere den politisk aktivistiske »Burma VJ« – for slet ikke at nævne dansk dokumentarfilms største biografsucces »Gasolin’«, der solgte mere end 233.000 billetter.

Når der er gået seks år, siden hans seneste film i biograferne, handler det ikke om dovenskab. Først rejste Østergaard rundt med »Burma VJ« helt frem til Oscar-uddelingen i 2010, og siden skulle han jo have tid til at få en ny idé og tilmed have den finansieret.

Men nu – 25 år efter Murens fald – er den her, »1989«, som Anders Østergaards nye film hedder, og ideen opstod i julen 2011, da han så Václav Havels begravelse i TV.

»Jeg blev bevæget, fordi han virkelig var »the thing« og den største gode nyhed, min generation oplevede i den store historie om Østeuropa. Det gav mig en bevidsthed om, at der var et 25 års jubilæum på vej. Jeg begyndte at undersøge forskellige skæbnehistorier i en stribe østeuropæiske lande, og langsomt drejede min research over mod Ungarn. Det her med, hvordan en lillebitte episode i historien måske kan påvirke de store historiske begivenheder, fascinerede mig,« siger Anders Østergaard.

I slutningen af 1988 blev den unge økonom Miklós Németh Ungarns nye premierminister, og det var ikke et let job for en mand, der var helt grøn i politik. Han forsøgte at rydde op i økonomien, men han havde hele tiden det kommunistiske partis formands ånde i nakken. Et af de vigtige led i Némeths nye spareplan blev at spare på grænsekontrollen til Østrig.Idéen skurrede fælt i ørerne på gamle betonkommunister i østblokken, og det førte til, at mange DDR-borgere i 1989 flygtede til Vesten gennem Ungarn, inden Németh indirekte blev presset til at lukke grænsen permanent.

Da en ung mand fra Østtyskland blev skudt tæt ved grænsen, åbnede præsidenten den permanent, og senere på året faldt Berlinmuren. Mordet kan meget vel have været den afgørende begivenhed i rækken af faldende dominobrikker bag en af det moderne Europas største historiske markører. I Østergaards »1989« er vi vidner til en berørt Miklós Németh, der genfortæller historien fra sin synsvinkel, og man ser den afdøde mands tyske kæreste fortælle den fra sin side. Men hvor stor indflydelse havde mordet egentlig på Murens fald?

»Vi kan jo diskutere det spørgsmål til dommedag, men det er uomtvisteligt, at begivenheden havde afgørende indflydelse på det operative niveau. Da der så først var gået hul på badekarret, kunne man ikke forhindre vandet i at løbe ud. Man prøvede jo at få tjekkerne til at lukke deres grænser, men så var Prag pludselig fyldt med flygtninge. At det lykkedes for 80.000 østtyskere at flygte gennem Ungarn, gav naturligvis andre i Østtyskland blod på tanden. Begivenheden viste, at man rent faktisk kunne opnå noget ved et folkeligt pres, og det var psykologisk set meget vigtigt,« siger Anders Østergaard.

Episoden med de 80.000 flygtninge er naturligvis kendt historisk stof. Især i Tyskland og Ungarn hvor det siden er en fejret begivenhed, men det er en journalistisk nyhed at kæde den store flugt sammen med mordet på den unge tysker.

Og selv om »1989« handler om en historisk begivenhed, har den fået en aktuel genklang.

»Det er ikke tilsigtet, at filmen på sin vis indirekte kommenterer på Ukraine-krisen og de nye problemer, de vestlige lande har med Rusland og præsident Putin. I 2012 var stemningen omkring Putin en helt anden, og ingen havde gættet på den aktuelle udvikling, så det har været interessant at iagttage, hvordan min film blot er blevet endnu mere relevant på den baggrund«, siger Øster­gaard.

Som instruktør af dokumentarfilm har Anders Østergaard for hver ny film begivet sig ud i anderledes måder at fortælle sine historier på. I »1989« lægger han nye replikker i munden på filmstrimler fra arkivet med for eksempel Erich Honecker, der ledede DDR, og Ruslands daværende præsident, Mikhail Gorbachev.

»I nogle af tilfældene med eftersynkronisering af gamle optagelser har vi brugt noget, vi ved, der helt præcist er blevet sagt. I andre tilfælde har vi forfattet noget, der kunne være sagt, og brugt vores intuition til at finde frem til ordene, men de er altid forsøgt tilnærmet virkeligheden meget tæt,« siger Anders Østergaard.

Med sine medarbejdere har han forsøgt at nærme sig mundbevægelserne så tæt som muligt, men da de måtte erkende, at det var svært at ramme 100 procent, blev de glade for de små glimt af asynkrone bevægelser, fordi det minder tilskueren om, at der er tale om en konstruktion.

Hvor meget tillader du dig selv at træde i karakter som fortæller?

»Jeg må godt anvende min intuition til at foretage de sidste konklusioner, som ikke kan dokumenteres, men kun så længe jeg gør det på det mest muligt oplyste grundlag. Man skal jo altid bruge sin intuition for at kunne fortælle noget som helst. Selv om hver eneste replik mellem Miklós Németh og Michail Gorbatjov er dokumenteret, er det stadig min beslutning, hvordan de forskellige replikker siges, og hvilke ansigtsudtryk de ledsages af.«

Når man bruger sin intuition som fortæller, vover man hele tiden troværdigheden, erkender Anders Østergaard.

»Man løber hele tiden en risiko, men vi har garderet os ved allerede fra manuskriptfasen at have en syv-otte politiske rådgivere med i processen. Flere gange undervejs har vi ladet stoffet hudflette af eksperter i både Tyskland og Ungarn. Jeg bliver ofte konfronteret med en forståelse af dokumentarfilm som en vurdering af, hvad der er sandt, og hvad der ikke er sandt. Det er en forenklet måde at forstå processen på, for det er ofte sådan, at der i stoffet er en lyst til sandheden forstået på den måde, at det mest interessante som regel er den rigtige rækkefølge af begivenhederne,« siger Anders Østergaard.

Men i »1989« eksperimenterer du jo også med scener med rigtige skuespillere?

»Ja, det var vanvittigt spændende og gav da blod på tanden. Det handler om et ønske om at fortælle med største mulige styrke. Jeg vil ikke udelukke, at jeg laver en fiktionsfilm, men den vil nok være fyldt med dokumentarisk stof, fordi det er mere spændende, end det man finder på.

Faktisk er »1989« fyldt med mange andre fortællegreb end dokumentarbidderne?

»Jeg tænker sådan på det, at hvis jeg har et dokumentarisk element, så har de dramatiserede elementer en tendens til, at det dokumentariske smitter af på sig. Dokumentardelen er som bagepulver, som det styrende element, der får det andet til at fungere omkring sig«.

Som dreng samlede Anders Østergaard på Matchbox-biler ligesom andre raske drenge på hans alder, men han satte altid mest pris på Morris Mascot og en Simca-varevogn, mens de fleste andre syntes, at farverige og idealiserede racerbiler med vilde striber nedad siden var mest spændende. Som voksen er instruktøren også mest interesseret i den enkle proces at blive klogere på virkeligheden.

»Erkendelse siges jo at udløse stoffet dopamin i hjernen, og for mig er det bare mere stimulerende at se sagens rette sammenhæng i virkeligheden end at digte noget. I min optik er virkelighedens karakterer ofte mere komplekse end dramatiske figurer,« siger Anders Østergaard.

Han har haft rundt regnet de samme budgetter – cirka én mio. euro – på alle sine dokumentarfilm, men pengene er blevet sværere at skaffe.

»De strukturelle ændringer inden for TV har gjort finansieringen sværere, og der er generelt mindre tillid til mulighederne for at distribuere dokumentarfilm. Mange af nutidens dokumentarfilm opstår, fordi der kommer en eller anden med noget materiale fra deres eget liv, som professionelle så støtter op om, og laver til en film. Det er billigere end de klassiske instruktørdrevne dokumentarfilm. På den led kan man frygte en YouTube-ificering, hvor det at være på rette sted til rette tid er godt nok,« siger Anders Østergaard.

»1989« åbner dokumentarfilmfestivalen CPH: Dox onsdag 5. november, hvor den også vises i 27 danske biografer. Derefter kører den i biograferne i landets største byer.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.