Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
KLUMME

Én til dem, én til mig

Da jeg arbejdede i Hollywoods filmfabrik, troede jeg aldrig helt på det uudtalte løfte, vi på gulvet blev stillet i udsigt: At vi ved selve det at kunne komme tæt på berømtheder kunne låne lidt af deres stjernestøv og dermed hive os selv et nøk opad mod deres niveau. Men mange af mine jævnaldrende kolleger troede ikke desto mindre på det uden at sige det højt. Og vi var endda kun kontormus i dyrt tøj.

Blandt kunstnerne, vi skulle holde styr på, kunne jeg se direktionens løfte om avancement gennem forhandlingsvillighed komme endnu tydeligere til udtryk.

Jeg så, hvordan forfattere og instruktører, der netop blev ansat af mit filmselskab på grund af deres særpræg, i løbet af kort tid lod sig smigre til at opbløde og til sidst opgive de særlige mærkværdigheder, der gjorde dem til kunstnere. Hvorefter de holdt i et par films tid, før de blev smidt ud igen, og ofte derefter havde mistet det skarpe øje, de havde haft før ankomsten til vores parfumerede have.

Kunst, tænkte jeg tit. Er det kunsten, vi vil købe, så vi kan uskadeliggøre den? Mistror vi den så meget, at den skal druknes, før den svømmer bort med vores ideer og bliver elitær og tabsgivende frem for folkelig og profitabel? Nej, nåede jeg frem til, det var ikke helt sådan fat. Men jeg begyndte at føle mig medskyldig i min egenskab af kreativ barnepige og professionel sladrehank.

En af mine mentorer, den irske filminstruktør Neil Jordan, havde skrevet flere storslåede bøger, inden han begyndte at lave film, så som novellesamlingen »Nætter i Tunesien« og mange romaner. Hans smag er stadig litterær. Ikke spor folkelig. Under et af vores lange møder på en irsk pløjemark slog det mig, hvad han stod og gjorde:

Det var det gamle Hollywood-princip, der stadig går på, at man kan udnytte systemet til at lave én folkelig, bred film, som studiet bliver glad for, så man derved får lov til at lave en smal, kunstnerisk film, de ikke taber så meget på: Én til dem, én til mig. Neil havde lavet Tom Cruise-braget »Interview with the Vampire«, og stod nu med mig på slæb og indspillede en lillebitte film om en irsk dreng, der mister sine forældre og sin forstand. Ingen af mine chefer skænkede den en tanke, og Neil havde fuld frihed.

I mit nuværende liv kender jeg forfatterkolleger, som søger så langt bort fra et publikum som muligt, fordi mammon gør dem køresyge, mens andre er så bange for at kede læserne, at de sørger for konstant at være underholdende. Begge lægger den anden halvdel for had. Det er en kløft, hvis kulturelle vagtposter er lige så gamle som en Monty Python-joke.

Når jeg møder den ene eller den anden variant, kan jeg ikke lade være med at se Neil for mit indre øje: Hér sidder han på vores luftafkølede Hollywoodkontorer og siger ja til at lave en actionfilm. Og dér står han ved roret på sit eget mesterværk og udsteder ordrer.

Gør dén indsigt ham til en dårligere kunstner? Gør den andre til kunstforrædere for at overveje det samme?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.