Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

En tavs tragedie

Mindreværd fører til mord i filmen »Foxcatcher« om det skæbnesvangre møde mellem to brødre, der begge er OL-brydere, og en paranoid velgører. Berlingske har talt med holdet bag det prisbelønnede drama, der bygger på virkelige begivenheder

Steve Carell som John du Pont i »Foxcatcher«.
Steve Carell som John du Pont i »Foxcatcher«.

Som vinterhimlen, der luder over Pennsylvanias marker, hænger en tyst aura af tragisk uafvendelighed over filmen »Foxcatcher« og dens persongalleri. Tre år før handlingens start høstede bryderen Mark Schultz guld ved OL i 1984. Det samme gjorde hans storebror, Dave Schultz, hvis skygge den forknytte Mark kæmper for at træde ud af.

Lillebror øjner sit livs chance, da den excentriske milliardarving og filantrop John Eleuthère du Pont tager ham under sine vinger. Du Pont tilbyder at træne Mark op til OL i 1988, og det unge brydetalent ser op til sin nye mentor og faderfigur. Men da John du Pont installerer Dave Schultz som hjælpetræner for Team Foxcatcher, går det galt.

En kold vinterdag i januar 1996 ender én af disse mænd med at myrde én af de andre.

Du Pont-Schultz-sagen ramte kortvarigt avisforsiderne i USA, før den gik i glemmebogen. Nu danner det aparte trekantsdrama baggrund for den spillefilm, der får dansk biografpremiere på torsdag med en guirlande af priser og nomineringer i halen.

Instruktøren Bennett Millers interesse for affæren blev vakt, da en fremmed mand opsøgte ham til en reception for godt ni år siden og stak en kuvert med avisudklip i hånden på ham. Noget tid senere, under en oprydning, fandt Miller kuverten igen. Han tog en artikel ud og læste den. Så var han hooked.

»Der var noget absurd over, at en af Amerikas rigeste mænd besluttede sig for at træne nogle af landets dygtigste brydere uden overhovedet at vide noget om brydning. Det virkede komisk og samtidig uhyggeligt på grund af måden, det endte på,« fortæller Bennett Miller, da han møder Berlingske på filmfestivalen i Toronto i september.

Rollen som den utiltalende særling John du Pont gik noget overraskende til Steve Carell. Den 52-årige komedieskuespiller er ellers bedst kendt som fjoget meteorolog i »Anchorman«-farcerne og uduelig kontorchef i TV-serien »The Office«.

»At Steve ikke var det oplagte valg, gjorde ham til det oplagte valg. Fordi han spejler du Pont,« forklarer Bennett Miller om sin anti-casting.

»Ingen forudså, hvad du Pont ville gøre, for ingen troede, at han rummede det i sig. Derfor ville jeg have en skuespiller, som alle opfatter som godmodig. Komedieskuespillere har det med at være fantastiske i dramatiske roller, og de få komikere, jeg kender personligt, rummer alle en skarphed i deres plagede sind, som de færreste nogensinde får at se«.

Lang kamp for finansiering

Millers sats gav afkast, for Steve Carells præstation har været nævnt som Oscar- og Golden Globe-kandidat, lige siden »Foxcatcher« fik verdenspremiere i Cannes sidste maj. For at skyde sig ind på rollen gennemså skuespilleren en masse videooptagelser med virkelighedens du Pont.

»Han havde bestilt et dokumentarprogram om sig selv. Imellem optagelserne var der uklippet materiale, hvor han taler til kameraholdet og dokumentaristen, og hvor man ser en helt anden side af ham end dén, han ønskede at vise udadtil. Den indsigt hjalp mig til at forstå, hvad der foregik inde i du Ponts hoved,« siger Steve Carell.

Han og Miller er for nylig faldet i unåde hos en af Schultz-brødrene, der i hårde vendinger har anklaget »Foxcatcher« for at fordreje fakta. Allerede i Toronto gør Carell sig umage for at understrege, at filmens version blot udgør én tolkning af flere mulige. Kun efter mange, høfligt undskyldende helgarderinger vover den selvudslettende skuespiller at formulere sit bud på en psykologisk profil:

»John du Pont var nok den slags person, som ikke havde en nær inderkreds. De fleste af de folk, der kendte ham, arbejdede for ham. Jeg tror, at han var motiveret af sit forhold til sin familie og de mindreværdskomplekser, han led under. Han omgav sig med atleter og mestre og sugede næring af dem, fordi han stræbte efter deres storhed. Han følte, at den ville smitte af på ham gennem osmose.«

Steve Carell og Channing Tatum spiller hovedrollerne i »Foxcatcher.
Steve Carell og Channing Tatum spiller hovedrollerne i »Foxcatcher.

Steve Carell anede slet ikke, at hans agent havde sat hans navn i spil, da rollen som John du Pont skulle besættes. Castingen af Channing Tatum som Mark Schultz lå derimod fast, længe før Tatum opnåede sin nuværende stjernestatus gennem film som »21 Jump Street« og »Magic Mike«.

»Jeg tilbød Channing rollen for otte år siden, før der overhovedet fandtes et manuskript til »Foxcatcher«,« fortæller Bennett Miller. Han fik øje på den unge skuespiller i »A Guide to Recognizing Your Saints«, et indie- drama fra 2006 med en »farlig og elektrisk« Tatum som rastløs rod.

»Jeg tænkte »Hold da kæft«, for det sker sjældent, at nogen springer ud fra lærredet på dén måde. Han udstrålede en intens, dyrisk energi uden at sige ret meget, præcis som Mark Schultz. Men jeg tænkte, at de sikkert havde castet en fyr fra Queens, som var ligesom rollen i det virkelige liv. Da jeg fandt ud af, at Channing er fra Alabama og hverken taler, går eller tænker sådan, tilbød jeg ham rollen som Mark.«

Siden skulle der gå otte år, før Bennett Miller havde held til at få finansieret sin film. Men Channing Tatum holdt sit løfte og ventede på ham.

Blomkålsører og sprængte trommehinder

Forud for indspilningen kom Tatum, helt bogstaveligt, tæt ind på livet af sin kollega Mark Ruffalo, der spiller storebroren Dave. De to mænd brydetrænede sammen i syv måneder inden optagelsernes start. Tatum hadede det.

»Mine knæ bliver aldrig de samme igen. Min hals vender aldrig tilbage til sin normale størrelse. Og både jeg og Mark har begyndende blomkålsører,« klager Channing Tatum. Den atletiske 34-årige skuespiller, der har medvirket i flere sportsfilm og dyrket football, baseball og mixed martial arts, hævder ellers at være meget modtagelig for masochistiske træningsformer, hvor han bliver »pisket frem« til et resultat.

»Men syv måneder i en træningssal, hvor jeg bogstavelig talt stod og hamrede hovedet ind i en mur hver dag, drev mig til vanvid. Jeg har aldrig lyst til at prøve det igen. Nogensinde. Det var kun, fordi Mark også var der, at jeg holdt ud.«

47-årige Mark Ruffalo kendte personligt til sportsmandens ensomhed og smerte fra sin high school-tid, hvor han var delstatsmester i brydning.

»Jeg levede som bryder fra jeg var 13 til 17. Det var hårdt og intenst. Brydesæsonen varer hele året, og jeg kunne aldrig spise kalkun til Thanksgiving, fordi jeg altid havde en kamp nogle dage efter. Men det gav mig disciplin og lærte mig meget om livet, om at klare modgang og om at være alene,« siger Ruffalo. Han bemærker, at brødrene Schultz »levede sådan hele deres liv«.

Mark Ruffalos erfaring på måtten hjalp ham desværre ikke under træningen til »Foxcatcher«. Til forskel fra Ruffalo var Dave Schultz nemlig venstrehåndet.

»Jeg skulle bogstavelig talt gøre alting modsat i filmen. Det hele måtte genlæres. Dét var frustrerende.«

Channing Tatum og Mark Ruffalo har tilbragt mange timer sammen i forberedelserne til »Foxcatcher«.
Channing Tatum og Mark Ruffalo har tilbragt mange timer sammen i forberedelserne til »Foxcatcher«.

Desuden kom Ruffalo til at sprænge en af Tatums trommehinder under indspilningen af en scene, hvor Dave Schultz giver sin lillebror en lussing for at ruske ham ud af hans tilstand. Efter det første take, hvor Ruffalo holdt igen, bad Tatum ham om at slå ordentlig til.

»I næste optagelse gav Mark den fuld gas og ramte mit øre med hul hånd, og så forsvandt al lyden fra lokalet,« husker Tatum. I de næste tyve minutter kunne han kun høre en meget gennemtrængende hyletone.

Netop det, man ikke hører, dominerer lydsporet i »Foxcatcher«. Slående flader af stilhed underbygger historiens ildevarslende forløb. Også billedsproget er præget af en andægtig, alvorsfuld ro.

Mediterende væsen

»Det er en film, der observerer snarere end fortæller,« forklarer Bennett Miller.

»Dens stil er designet til at gøre tilskueren modtagelig over for understrømmene og det usagte. Scenografien, kamerabevægelserne, valget af optikker, musikken, tavshedens metrik – alt er sat op til at konfrontere publikum med de ting, som man normalt ikke bemærker i film. Fordi det er i disse understrømme, at filmen virker. Den sætter én i søgelyset, under mikroskopet. Og dens blik viger ikke.«

Her finder Mark Ruffalo det på sin plads at indskyde, at filmens iagttagende facon i hans øjne hænger nøje sammen med den meditationsteknik, Vipassana, som Bennett Miller praktiserer.

»Udøveren sidder tavs og mediterer i dagevis – sommetider flere uger. Det er en ekstremt konfrontationssøgende form for meditation, og i mine øjne er den teknik denne films væsen: meget rolig, stille, ærlig og objektiv, men konfrontatorisk. Den disciplin giver Bennett en enestående synsvinkel, som jeg ikke har oplevet hos andre filmskabere,« siger Ruffalo.

Udsagnet tager i dén grad hans voldsomt introverte instruktør på sengen. Senere uddyber Bennett Miller sammenhængen over for Berlingske:

»Det handler om at have sindsro nok til at blive ved med at betragte noget, som kan være vanskeligt at se på. Om at blive i øjeblikket og virkelig se dét, man kigger på, uden at lade sig friste til at drage konklusioner. Uden at ville manipulere en reaktion frem. Uden at søge sensationen og dualismen. Man kan nå meget dybere, hvis man ikke rækker ud efter de lavthængende frugter, men i stedet accepterer kompleksiteten og ængstelsen i det kaos, der er vores virkelighed.«

»Foxcatcher« har dansk biografpremiere på torsdag, samme dag som dette års Oscar-nomineringer offentliggøres. Den kan desuden vinde tre Golden Globe-priser i næste uge. Bennett Miller modtog instruktørprisen for samme film ved den seneste Cannes-festival.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.