Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Lydbøger

En besværlig luksus

Det er blevet populært at indtage sine bøger gennem ørene. Berlingskes Thorkil Jacobsen mødte gadget-bøvl, forvirring, uendelig kedsomhed og store litterære oplevelser i sit forsøg på at være med på noderne.

»Jeg kommer til at høre dem en gang imellem, simple skønne historier, mens jeg jogger. Men ellers tror jeg, jeg holder mig til bogen,« skriver Thorkil Jacobsen om lydbøger.
»Jeg kommer til at høre dem en gang imellem, simple skønne historier, mens jeg jogger. Men ellers tror jeg, jeg holder mig til bogen,« skriver Thorkil Jacobsen om lydbøger.

Jeg ville ønske, jeg læste flere bøger. Men det kniber med tiden, så jeg var lutter øre, da en ven for et halvt år siden gav mig et trick:

»Du skal bare høre dem i stedet for. Jeg fatter ikke, hvorfor alle ikke gør det,« proklamerede han og namedroppede listen over bøger, han havde hørt på det sidste, et utal af russiske klassikere.

Deres lille hus var i mellemtiden blevet renere, sagde hans kæreste glad. For mens Dostojevskijs ord lød ud af hørebøfferne, brugte min ven tiden på at feje og vaske op. Han var endda begyndt at støve af oven på vindueskarmene for at have noget at gøre med hænderne, mens litteraturen – nærmest intravenøst, fornemmede man – strømmede ind i kroppen.

Det lød jo godt, så næste morgen downloadede jeg E-reolen, bibliotekernes digitale service, hvor man indtil for nylig kunne hente 5.000 forskellige lydbøger. I dag kan man hente ca. 4.000.

Min første bog skulle være Philipp Meyers »The Son« – et prisvindende Texas-epos, som jeg flere gange var gået i stå i. Måske fordi jeg havde begået hybris og købt den på engelsk. Nu havde jeg den på den dansk. Og læst op for mig.

Men der viste sig hurtigt at være et par problemer. »The Son« – »Sønnerne« på dansk – springer i tid gennem fire generationer. Bogen indledes derfor med et stamtræ, så man som læser let kan få genopfrisket, hvem der var onkel til hvem i 1952. Det kan man ikke i lydbogen. Jeg var flere gange totalt sat af og måtte finde bogen frem for at få mig et overblik. Efterhånden som jeg lærte karaktererne bedre at kende, forsvandt problemet.

Det andet problem var fortælleren. Han læste rent og neutralt op, men langsomt. »Kom nu videre!« fik jeg lyst til at råbe. Men lydbøger lytter ikke. De taler og taler og stopper kun, når man trykker på pauseknappen.

Ikke desto mindre er »Sønnerne« en medrivende bog. Jeg fangede mig selv i at »snyde« og hente ungerne ti minutter senere fra institution, så jeg efter arbejde kunne slentre lidt gennem byen med historien i ørerne.

En moderne luksus

Mine bedsteforældre arbejdede alle fire stående. Jeg kom til at tænke på, hvordan bog-oplevelsen må have været for dem. Befrielsen når de efter endt arbejdsdag, når ungerne endelig sov, kunne sætte sig og læse.

Men jeg sidder – ligesom mange andre i dag – på min flade, fra jeg møder på arbejde, til jeg går hjem. Hjertet belemrer sig kun med at banke blodet op i hovedet og ud i fingrene. Resten af kroppen er glemt og kommer kun i brug på vej mod kantinen, toilettet og kaffemaskinen. At sidde ned er ikke længere nogen luksus.

Tværtimod elsker jeg den halve time, hvor jeg jogger rundt i Fælledparken. Præcist lige så højt – forestiller jeg mig – som mine bedsteforældre satte pris på at sætte sig i en blød stol.

På den måde giver lydbøger – og de tiltagende populære podcasts – perfekt mening. De giver et afbræk fra hverdagen, hvor jeg helt fysisk laver det modsatte af arbejdsdagen.

Den evige underholdning

Af sted med mig, ned i løbeskoene og bøgerne ind i øret. Stine Pilgaards »Min mor siger« var et højdepunkt. Sproget var så tilpas poetisk, at det var rørende, og så tilpas ligefremt, at jeg kunne følge med, mens jeg luntede af sted. Dog er det svært at løbe særlig hurtigt, mens man smågriner.

Men jeg begyndte at forestille mig et fremtidsscenarie, hvor hvert øjebliks stilhed, alle togture gennem Jylland, alle slentreture gennem byen bliver fyldt ud med en eller anden form for underholdning.

At vi finder medier, der kiler sig ind i alle sprækker i hverdagen, så intet sekund skal gå forbi, hvor vi ikke er underholdt. At mobilen kun er første skridt i udviklingen mod konstant underholdning, og at briller, ure og computerpiller på et tidspunkt vil sørge for, at min hjerne konstant bliver fodret med andre historier end dem, der er foran mine øjne.

Journalist Thorkil Jacobsen hører lydbog, mens han vasker op.
Journalist Thorkil Jacobsen hører lydbog, mens han vasker op.

Et andet sted i hjernen

Jeg slog skrækscenariet ud af hovedet og erstattede det med oplæste historier.

Lydbøgerne giver en oplevelse, der adskiller sig fra den læste. Det er, som om det mundtlige og det skrevne taler til to områder i hjernen, der måske nok overlapper, men også har hver sit område. For eksempel har jeg svært ved at huske navne, jeg hører. Jeg skal helst have dem på skrift, det lagrer sig bedre.

Følelser går tværtimod fint gennem øret, den musikalske dimension af sproget bliver større. Men der er forskel på, hvordan oplæserne klarer opgaven. Hvordan læser du et kolon højt? Et kapitel-skift? Når du selv sidder med bogen, finder du en rytme, din egen fortællestemme, men som lytter er du overladt til en anden persons fortolkning.

Nogle gange fungerer det, andre gange overhovedet ikke. Mit lavpunkt var Josephine Klougarts »En af os sover«. Sproget er simpelthen for tæt pakket til, at mine ører kan følge med.

Smart teknik

Din app kan cracke. Telefonen løbe tør. Abonnementet skal gentegnes. Apps, downloads, streaming, touchs screens og små bip-lyde, når en besked tikker ind ... Lydbogen er en besværlig luksus.

Jeg blev grebet af ideen om at skifte mellem at læse og høre, så jeg om aftenen kunne læse i en bog og næste morgen lytte videre på historien, mens jeg gik på arbejde. Og det er faktisk muligt at kombinere de to, både Mofibo og Amazon tilbyder muligheden. Det lød lækkert, men på Amazon tog det mig lidt over to timer – svarende til en kvart komedie af Nick Hornby – at få både lyd og bogstaver hentet ned og connected.

Det var besværligt og irriterende og egentlig, gik det op for mig, unødvendigt.

Jeg ville ønske, jeg læste mere. Jeg ville også ønske, jeg så flere Cannes-vindere, at jeg var opdateret på de nyeste TV-serier, at jeg havde flere date-nights med min kæreste, mere kvalitetstid med ungerne, så de gamle venner mere, dyrkede mere motion ... Men på et eller andet tidspunkt må det stoppe.

Jeg tror, det er derfor, jeg aldrig helt blev forelsket i lydbøger. Jeg kommer til at høre dem en gang imellem, simple skønne historier, mens jeg jogger. Men ellers tror jeg, jeg holder mig til bogen. Æseløret sidder, hvor det sad i går.

Og så må støvet på vindueskarmene passe sig selv.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.