Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Liv og ord

Eftermæle på hobbyplan

Det bliver mere og mere populært at skrive sine erindringer. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan man gør det. »Fortæl ikke alt det, du kan huske, men det, du ikke kan glemme,« lyder et godt råd fra Marie Østergaard Knudsen, der er aktuel med en guide til emnet.

Marie Østergaard Knudsen afholder kurser i at skrive erindringer ned, og hun har netop udsendt bogen »Fortæl dit liv«, som er en guide til, hvordan man kan skrive sine erindringer ned på en god måde.
Marie Østergaard Knudsen afholder kurser i at skrive erindringer ned, og hun har netop udsendt bogen »Fortæl dit liv«, som er en guide til, hvordan man kan skrive sine erindringer ned på en god måde.

Du husker dem måske. De historier, som dine forældre eller bedsteforældre fortalte dig, da du var barn. Somme tider var det spændende, andre gange var det så dræbende kedeligt, at du ikke kunne koncentrere dig og glemte at høre ordentlig efter.

Journalisten og forfatteren Marie Østergaard Knudsen var én af dem, der havde svært ved at samle sig om sin fars historier, men efter hans død fik hun fingrene i en række små, nedskrevne fortællinger, som han havde fremført som taler til de ugentlige møder i hans lokale Rotary Club.

»Jeg blev enormt glad for at finde dem, fordi han pludselig var til stede igen på en ny måde. Det er ikke lange historier om alt muligt, men nedslag i, hvad der optog ham. Det var det bedste erindringsværk, han kunne give,« siger hun.

Inspireret af faderen begyndte Marie Østergaard Knudsen at interessere sig for kunsten at skrive erindringer. I dag afholder hun kurser i disciplinen, og hun har netop udsendt bogen »Fortæl dit liv«, som er en guide til, hvordan man kan skrive sine erindringer ned på en god måde.

»Folk tror, at de skal skrive det hele, og at de skal starte fra et bestemt sted. Jeg foreslår, at man finder nogle minder frem, som man ikke kan glemme. Fortæl ikke alt det, du kan huske, men det, du ikke kan glemme,« siger Marie Østergaard Knudsen, hvis bøger både er til aktive seniorer og til de af deres voksne børn, der har lyst til at få forældrenes historier foreviget på skrift.

På Gads Forlag findes serien »Fortæl nu«, der er udformet på den måde, at man kan forære dem til bedsteforældre med en kærlig opfordring til at skrive minder ned. Bøgerne findes i versioner til mormor, morfar, farmor og farfar, og siderne er delt op i kapitler som »Skolegang« og »Job og karriere«. Her kan bedsteforældrene svare på spørgsmål som »Var du gode venner med dine søskende, da du var lille?« og lime fotos ind på siderne.

Aftryk i verden

»»Fortæl-nu-serien« har været en overvældende succes. De to største bestsellere i serien, »Mormor, fortæl nu« og »Farmor, fortæl nu«, er udkommet i henholdsvis 10. og 9. oplag,« fortæller forklarer presse- og marketingansvarlig hos Gads Forlag Rebecca Scavenius.

Det at skrive erindringer ned har ellers tidligere været noget mere pragmatisk, noget, som man typisk forholdt sig til i forbindelse med sygdomsforløb eller nært forestående død, altså på lige fod med det at skrive testamente. Men Anne Glad, livsstilsekspert og direktør for reklamebureauet Envision, oplever, at der nu har åbnet sig et helt nyt marked for det at skrive erindringer ned.

»Slægtsforskning har altid været populært, men den massive fortælling med det enkelte menneske i centrum er noget, jeg først har oplevet er kommet til inden for det seneste par år,« siger hun.

Spørgsmålet er, hvad der sker, når vi dør uden, som før i tiden, at efterlade os stabler af støvede fotoalbums og gulnet brevpapir, som vores efterkommere kan gemme og bruge til at mindes? Ifølge Anne Glad betyder det alt sammen, at det er så meget desto vigtigere for os at få styr på vores egen historie og sætte den ind i en sammenhæng:

»Der er opstået en angst for, hvordan vi skal skabe et aftryk i verden. Vores fotos og mails ligger digitalt og fortaber sig på en harddisk et sted. Der opstår et behov for at skabe en fortælling om det enkelte individ og et håndgribeligt eftermæle.

Genkendeligt selvbillede

»Erindringer handler i høj grad om identitetsskabelse«, forklarer psykolog Lise Jul Houmann, der forsker i emnet på Palliativ medicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital.

»Men det handler ikke kun om at fastholde den identitet eller rolle, man har og har haft, men om, hvordan man vil huskes. Med nedskrevne erindringer kan man være med til at præge sit eget eftermæle. Når vi fortæller vores historie, fremhæver vi det, der er betydningsfuldt for os,« siger Lise Jul Houman, der gennem flere år har været en del af et projekt om livsfortælling og værdighedssamtaler med uhelbredeligt syge.

Hun har som den første i Danmark skrevet en ph.d.-afhandling om emnet, og hun vil gerne understrege, at hendes forskning koncentrerer sig om erindringsskrivning fra sygelejet.

»Det er ikke sandheder, vi skriver, vi skriver ud fra hukommelsen. Og det er vigtigt at huske på, at alle historier kan fortælles på mange forskellige måder. Vi vil stræbe mod at fremhæve de fortællinger, der styrker et værdigt selvbillede, mens et andet, som vi måske ikke vil mindes om, bliver nedtonet. Det væsentlige er at selvbilledet forbliver genkendeligt for både fortæller og læsere.«

»Hvis ikke man har nogen at give sine erindringer videre til, kan det for mange virke formålsløst, og derfor er det afgørende at finde ud af, hvem man skriver til. Modtageren er nemlig samtidig med til at forme, hvilken historie man vælger at fortælle. Typisk vil de erindringer, man ønsker at fortælle sine børn, være anderledes end dem, man vil give videre til en partner eller til offentligheden.«

Det er Marie Østergaard Knudsen enig i. Selv har hun som nævnt haft stor glæde af sin fars efterladte fortællinger fra Rotary Club.

»Jeg har fået en forståelse for ham og det samfund, han voksede op i,« siger hun.

»Min far er stadig med mig i dag.«

Emma er 23 år. Da hun blev 18 skrev hun et brev til sine fremtidige børn om hendes liv. Brevet skal være et øjebliksbillede, som kan give Emmas børn et billede af, hvordan Emma var som ung, da hun var andet end deres mor.
Emma er 23 år. Da hun blev 18 skrev hun et brev til sine fremtidige børn om hendes liv. Brevet skal være et øjebliksbillede, som kan give Emmas børn et billede af, hvordan Emma var som ung, da hun var andet end deres mor.

»Jeg vil give mine børn en anden version af mig«

Tænk, hvis man kunne holde en fest og invitere alle sine familiemedlemmer som 18-årige! Den drøm havde Emma Hensel, og den fik hende til at skrive et brev fra sit eget 18-årige jeg til sine fremtidige børn.

Som 13-årig mistede Emma Hensel sin far. I teenageårene fyldte det i hendes tanker, at der var meget, hun aldrig fik at vide om ham og om, hvordan han var som ung. De nåede aldrig at tale om det.

Op til hendes 18-års fødselsdag begyndte hun at drømme om at holde en fødselsdagsfest, hvor gæsterne skulle bestå af alle hendes familiemedlemmer som 18-årige. »Det kunne være sjovt at opleve, hvordan de var, og om jeg ville have noget tilfælles med dem. Det kan jo ikke lade sig gøre, men jeg fik en idé til, hvordan jeg kunne videregive et øjebliksbillede af, hvordan jeg selv var som 18-årig, til mine fremtidige børn,« siger hun.

Da hun fyldte 18 begyndte hun derfor at skrive sine tanker og oplevelser ned. Hun skrev om, hvad hun lavede og om sine relationer til familie og venner, men også om, hvad der fyldte i samfundet. Da Emma Hensel blev 19 år, forseglede hun de 10 A4-sider i en kuvert.

I dag er hun 23 år og læser sociologi. Brevet ligger nu gemt væk i en skuffe og venter på, at hendes fremtidige børn selv fylder 18 år. Hun vil forære dem brevet i fødselsdagsgave, og hendes håb er, at de også får lyst til at skrive et brev til deres børn på de samme præmisser. Hendes børnebørn vil på den måde modtage et brev fra både deres forældre og deres mormor.

»Jeg håber, at mine børn vil kunne få en fornemmelse af en anden version af mig, hvor jeg ikke bare er en mor, der laver regler og siger, at de skal læse lektier,« siger hun.

Emma Hensels projekt tvang hende til at reflektere over sine tanker og oplevelser. Eftersom hun håber på, at idéen kan leve videre i flere generationer, har hun også gerne villet forsøge at give et billede af tiden og den periode, hun har levet i.

Om hendes børn så kommer til at være med på ideen, må tiden vise. Måske synes de, at det er skørt, men Emma Hensel håber, at de vil kunne få lidt af dét ud af det, som hun aldrig selv nåede at få fra sin egen far.

»Når folk dør, kan andre folks historier om dem godt gøre dem til noget, som de måske ikke var,« siger hun.

»Derfor ville det have været interessant at have haft noget, som min far selv havde skrevet - og som kunne have givet et indblik i hans verden.«

Anni er 80 år gammel og skriver om erindringer fra sin egen barndom til sine børnebørn.
Anni er 80 år gammel og skriver om erindringer fra sin egen barndom til sine børnebørn.

»Når ingen husker én længere, dør man«

Det er 73 år siden, Anni Kimby var syv år gammel, men hun husker tydeligt sin barndom, som hun skriver om til sine ældste børnebørn. Det er hendes pligt, mener hun, for tiden dengang var en helt anden.

Under Anden Verdenskrig fik Anni Kimby tuberkulose. Som syvårig var hun indlagt på et hospital i et halvt år, hvor hun kun så sin familie en enkelt gang.

»Det var så barskt, at det er svært at tro på i dag. Min barndom var ikke nødvendigvis dårligere end den, børn oplever i dag, men den var helt utroligt anderledes,« siger Anni Kimby og tilføjer: »Det var mig faktisk magtpåliggende, at det skulle nedfældes.«

Anni Kimby er i dag 80 år gammel, og hendes to ældste børnebørn, der er syv år gamle, nyder at høre historierne fra deres mormors barndom. De episoder, Anni Kimby skriver ned, er oftest korte og nøje udvalgt blandt et helt livs minder.

Det er vigtigt for hende, at de er værd at læse for andre, og så synes hun, at det er mere overskueligt at skrive enkelte episoder ned end at skrive et langt kronologisk værk. Rådene har hun fra et erindringskursus hos journalisten og forfatteren Marie Øster­gaard Knudsen.

»Jeg gør det for min egen skyld, fordi jeg kan lide at skrive, men jeg håber også, at mine børn og børnebørn bliver glade for det. Jeg kan se dem for mig sidde og læse det,« siger hun.

Anni Kimby er det, man kalder en aktiv senior. Hun ror mindst 20 kilometer om ugen i kajak, hun bruger meget tid sammen med sine børn og børnebørn, og hun har mange interesser.

Én af dem er altså at skrive. Hun har skrevet dagbog i mange år, og hun planlægger at gå dagbøgerne igennem og smide noget væk, så hun selv kan styre, hvad der skal gå videre. Hun ved, at hendes ældste børnebørn kommer til at kunne huske hende, men det er ikke sikkert, at de yngste vil gøre det. Derfor kan hun godt lide tanken om, at hun har skrevet noget, som de kan læse.

»Det er faktisk lidt egoistisk, at man gerne vil huskes,« siger hun:

»Jeg har altid tænkt, at man ikke rigtig er død, så længe man bliver husket. Min mormor døde, da jeg var 10 år, og hende husker jeg tydeligt, så derfor føler jeg også, at hun lever lidt. Men når ingen husker én længere, dør man«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.