Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Portræt

Efter 411 film er 90-årig stadig kongen af dårlig smag

Amerikansk films mest produktive mand fylder 90 år. Roger Corman har ikke kun produceret 411 film på mere end 60 år. Han har også givet debut til berømtheder som Francis Ford Coppola, James Cameron og Jack Nicholson.

De stakkels indsatte i  kvindefængslet udsættes i Roger Cormans »Caged Heat« fra 1974 for lidt af hvert af sadistiske fangevogtere.
De stakkels indsatte i  kvindefængslet udsættes i Roger Cormans »Caged Heat« fra 1974 for lidt af hvert af sadistiske fangevogtere.

Da der for fem år siden blev lavet en dokumentarfilm om Roger Corman, blev den vist på filmfestivalen i Cannes, hvor B-film-mesteren blev behørigt hyldet. I filmen er der en rørende scene, hvor Roger Cormans gamle ven, Jack Nicholson, giver sit besyv med. Han siger:

»Roger Corman hjalp alle i Hollywood. Han var en del af hjerteblodet på min vej mod, hvad jeg gerne ville. Jeg håber, han ved, at det ikke bare er tom snak. Folk elsker ham.«

Man kan se, at Jack Nicholson bliver bevæget og fælder en tåre med tanke på de vigtige unge år, hvor det er altafgørende, at nogen giver dig en chance. Om Corman har han også med humor sagt:

»Corman gav mig arbejde, da ingen andre ville, og uden ham havde jeg ikke overlevet i branchen. For det er jeg ham evigt taknemmelig. Han underbetalte mig også. Og for det vil han være os evigt taknemmelig.«

Næsten altid overskud på bundlinjen

Roger Corman har, siden han begyndte at producere og instruere film, haft et skarpt øje på udgifter og indtægter. På et tidspunkt regnede han ud, at 78 af hans første 80 film havde givet overskud, og det er uhørt i en branche, hvor det betragtes som rigtig godt, hvis man kan få overskud på hver tredje film. I dag siges det, at kun 12 af hans 411 film har røde tal på bundlinjen.

Filmene er af den slags, der er flikket sammen på to-tre uger. Ultrabillige B-film, der primært var lavet med henblik pådrive-in-biografer i USA i 1950erne, 1960erne og 1970erne, da den slags var højeste mode. Siden har det været på video og nu om dage ofte direkte via internettet.

Roger Corman var i færd med at uddanne sig til ingeniør, da han sadlede om og gik ind i filmindustrien. Først hos 20th Century Fox, men ret hurtigt som sig selv. Hans produktion bærer da også præg af en ingeniørs tankegang med hensyn til, eksempelvis hvor få meter råfilm man måtte bruge og planlægningen af indspilningerne i det hele taget. På den ene side er Corman en benhård planlægger og på den anden side en mand, der får mange kreative indfald, og som er god til at se en trend, før den er der – for eksempel med film om bikere og LSD i slutningen af 1960erne. Når Corman selv har instrueret 56 af de 411 film, han har produceret, handler det mest om, at han gerne ville spare på udgifterne frem for et overskud af kunstneriske ambitioner.

Det siges, at Corman i begyndelsen af sin karriere var så forhippet på, at skuespillerne blot sagde den skrevne dialog til punkt og prikke, at han aldrig kiggede i kamerasøgeren. Det betød, at skuespillernes præstationer blev noget stive i det. Corman blev anbefalet at tage timer i skuespil for at lære faget at kende, og det gav ham samtidig god mulighed for at rekruttere billig arbejdskraft.

Hurtigt videre

I en af skuespilklasserne sad Jack Nicholson, og Roger Corman var hans første fan og arbejdsgiver. De har arbejdet sammen adskillige gange, men mest markant i »The Little Shop of Horrors« (»Gys i blomsterbutikken«) fra 1960. En bizar blanding af humor og gys, der bestemt har sine charmerende øjeblikke. Den handler om en mand, der kommer i en kødædende plantes vold. Den skal fodres med menneskekød, og det må han så skaffe.

Den skøre historie blev skrevet på rekordtid af Corman og en af hans kolleger, fordi Corman havde fået en idé om at udnytte nogle kulisser, han havde til overs fra en anden film. Det betød, at filmen skulle indspilles på kun to dage og en aften. Man skulle spare så meget, at skuespillerne kun fik udleveret de sider i manuskriptet, hvor de havde deres replikker.

På den baggrund fik Jack Nicholson kunseks og en halv side af manuskriptet. Midt i den ene scene, han er med i, skal han slås med filmens hovedperson, men under optagelserne kom de til at vælte en tandlægestol og det lånte udstyr. Da Corman fik at vide, at det ville tage to timer at reparere det, før man kunne prøve at indspille scenen igen, opgav han og ilede videre til næste scene. Han er rastløs og indrømmer da også, at filmen er lidt flad, fordi det gik så hurtigt.

Den er alligevel senere blevet kult på grund af visninger ved midnatstid i amerikansk TV, hvor især replikken »Feed me!« slog an. Senere blev filmen til en musical, og der kom også en remake i 1986 med Bill Murray og Steve Martin. Corman tjente en halv mio. dollar på rettighederne, og mange af hans gamle film er genindspillet, eller titlerne er blevet købt af Hollywood-producenter, fordi de klinger godt. For eksempel var »The Fast and the Furious« oprindeligt en Corman-film, hvor kun titlen er genbrugt.

»Hollywood har indhentet mig«

I Cannes fik jeg også mulighed for at interviewe Roger Corman. Han mødte op i jakkesæt og lignede mere en revisor end en filminstruktør.

Hvordan har han det med, at mainstream-Hollywood i dag laver sciencefiction og horrorfilm, som han oprindeligt dyrkede først?

»Det har jeg det fint med. Når nogen køber titlen »The Fast and the Furious« af mig, så beundrer jeg dem da. Men for at være mere alvorlig, så jo, til en vis grad er sådan noget som horror og sciencefiction blevet mainstream, siden jeg begyndte, og nu bliver den slags film ofte lavet på store budgetter. Jeg ved ikke, om historierne er bedre end vores, men effekterne er meget bedre. James Cameron begyndte jo hos mig, og hans »Titanic« og »Avatar« har nyskabende effekter. Af og til kan filminstruktørerne dog godt blive så involverede i effekterne, at de glemmer historierne. Det sker ofte,« siger Roger Corman.

Hvad følte du, da du første gang så Jack Nicholson fælde en tåre over dig?

»Jamen, jeg blev temmelig berørt, da jeg så det. Jack og jeg har kendt hinanden i mere end 50 år. Vi har arbejdet sammen, og vi er venner. Hans reaktion overraskede og gjorde indtryk på mig, og jeg følte det samme som han.«

Findes den »guerillamåde«, du lavede film på, stadig?

»Ja. På en måde gør den. I dag kan du optage en film med lettere kameraer og redigere den på computer, men på den anden side er det blevet sværere at distribuere filmene. Da jeg begyndte med at lave film, kom de alle ud i fuld biografdistribution, og det gør film sjældnere i dag. Biografejerne ville dengang blot vide, om filmen kunne indtjene penge. Typisk lod vi filmen få premiere i en mellemstor by, så vi kunne vise, at det var en god forretning, og ud fra de resultater kunne vi sælge den til alle byer.«

Dansker hjalp Corman

»Death Race 2000« (»Dødsrace 2000«) fra 1975 er delvist skrevet af danske Ib Melchior. Vil du fortælle, hvordan den blev til?

»Ib Melchior var en god forfatter, der skrev mange sciencefiction-historier, og han havde skrevet et filmmanuskript, der hed »The Racer«. Det handlede om et bilvæddeløb, hvor kørerne fik point for at køre hinanden af banen. Det, syntes jeg, var en fremragende idé, så jeg fik skrevet et manuskript færdigt. Jeg tænkte så lidt over det og syntes, der manglede noget og overvejede forskellige muligheder. Nøglen til filmens succes var, da jeg tilføjede, at man kunne få point for at køre fodgængere ihjel. Det gav lige den dosis sort humor, der skulle til. Faktisk har filmen vundet en afstemning, hvor den blev kåret til den bedste B-film nogensinde.«

Du er kendt for at arbejde hurtigt. Er det, fordi du tænker hurtigt, eller fordi du keder dig – eller på grund af pengene?

»Det er nok en blanding af alle tre ting. Nogle løber lange distancer, og andre sprinter – og jeg er en sprinter. Selvfølgelig har mangel på penge betydet, at jeg har forsøgt at begrænse det antal dage, jeg brugte på hver enkel film. Der er nogle af mine film, hvor jeg ville ændre en del, hvis jeg kunne.«

Men hvordan kan man – med eller uden penge – lave så mange film?

»Da jeg var ung, havde jeg meget energi. I begyndelsen af 1960erne skød jeg en film om dagen, castede til den næste i frokostpausen og klippede den forrige om aftenen. Og en dag tog jeg mig selv i at tænke, at jeg skulle sove hurtigt om natten for at nå det hele. Dér kom jeg til at tænke over, at jeg nok burde slappe lidt af.«

Næsten syv film hvert år

Det forhindrede dog ikke Roger Corman i stadig at arbejde så hurtigt, at han gennem 61 år har produceret næsten syv film hvert år.

Det højeste tempo havde han muligvis på »The Terror« (1963), der var en gyserfilm med Jack Nicholson og Boris Karloff, som havde lagt krop til Frankensteins monster. Med fem forskellige instruktører bag kameraet og tydelige skift i stemning er filmen svær at forstå.

»Filmen var ikke blevet til noget, hvis ikke det havde regnet en søndag, hvor jeg inviterede en ven over for at skrive en historie, som vi kunne indspille på de to dage, vi stadig havde Boris Karloff på kontrakt, fordi en anden film var blevet hurtigere færdig end beregnet. Vi optog vores 35 siders manuskript med Boris Karloff og Jack Nicholson i første omgang, men først nogle måneder senere havde jeg råd til at indspille mere. Langsomt kom vi videre med både Monte Hellmann og Francis Ford Coppola som instruktør. Det gav lidt forskellige stilarter, må jeg indrømme. Til sidst fik jeg lov til at låne en kulisse af et slot, som vi havde i en time, så jeg skyndte mig at finde på en scene, hvor Jack Nicholsons karakter ankommer til slottet og klager over, at han føler sig taget ved næsen og løjet for. På den led blev filmens uforståe-lighed forklaret en smule. Det var samme dag, hvor Jack Nicholson selv instruerede nogle scener, fordi han mente, at »nu havde enhver anden idiot i byen været instruktør på den film, og så kunne han også ligeså godt«.«

Det var dog ikke noget imod det chok, Jack Nicholson fik, da han var på Filippinerne et par år efter for at lave en anden film. Han inviterede en prostitueret op på sit hotel, hvilket ikke var usædvanligt for ham, og da han var lige ved at nå klimaks, råbte kvinden »The Terror Strikes!« så højt, at han ikke kunne gennemføre, og det var ellers ikke hverdagskost for den virile mand.

Hvor mange flere film, Roger Corman når at lave, er et godt spørgsmål. Han fylder snart 90 år, og »Death Race 2050« er allerede så småt på vej.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.