Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Du skal være kendt for at få roller

Kendisfaktoren er afgørende, når teatre og filmselskaber skal finde skuespillere til den næste produktion. Publikum er konservative og vil se kendte ansigter, lyder en af forklaringerne.

"Jeg har været så mange år i faget, at jeg kan huske dengang, hvor det var projektet, der var interessant. I dag har hele mediebilledet flyttet sig over på individet i stedet for indholdet," siger Charlotte Fich. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh.
"Jeg har været så mange år i faget, at jeg kan huske dengang, hvor det var projektet, der var interessant. I dag har hele mediebilledet flyttet sig over på individet i stedet for indholdet," siger Charlotte Fich. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh.

Du kan være nok så dygtig en skuespiller, der bliver rost af kolleger og undervisere, men det er ingen garanti for fast arbejde og store roller på film og teater. Publikum nede i salen vil se velkendte ansigter.

Det oplevede skuespiller Charlotte Fich efter sit gennembrud i TV-serien »Rejseholdet«. Hver søndag aften opklarede hun mordgåder som Ingrid Dahl i bedste sendetid. Cirka to millioner seere fulgte serien, der tilmed modtog en Emmy i kategorien Bedste Internationale Dramaserie som den første danske TV-serie.

Pludselig rullede tilbuddene om større roller ind over Charlotte Fich, som ud over sit arbejde på teatret kun havde været med i et par spillefilm og en julekalender inden »Rejseholdet«. Tilbuddene om roller ændrede karakter. I stedet for opgaver på små teatre fik hun nu tilbudt at være med i større TV-produktioner. Hun fik også muligheden for at spille Ingrid Dahl for en dag ved forskellige former for kommercielle arrangementer.

Arbejde genererer arbejde i skuespilbranchen, og får en skuespiller endelig fat og bliver et kendt ansigt, går der ikke længe, før telefonen ringer hyppigere med nyt arbejde. Hele kendisfaktoren er ifølge Charlotte Fich taget til over de seneste år.

»Jeg har været så mange år i faget, at jeg kan huske dengang, hvor det var projektet, der var interessant. I dag har hele mediebilledet flyttet sig over på individet i stedet for indholdet,« siger Charlotte Fich.

Nysgerrigheden er forsvundet

Kasper Wilton, Folketeatret, er en af de teaterchefer, der bestemmer, hvilke skuespillere der får roller på scenen. Han giver publikum skylden for, at en skuespiller nærmest skal være kendt i forvejen for at kunne få en større rolle på et københavnsk teater.

»Det er et problem, at vores publikum er så enormt konservative. Nysgerrigheden er forsvundet fra den danske folkeånd. Det betyder, at man altid skal satse på det sikre og på dem, man kender fra de her ulidelige TV-kanaler,« siger han og uddyber:

»Vi store teatre har i modsætning til de små teatre store indtjeningskrav, og vi bliver nødt til at til at se på den del, når vi caster. Benhårdt. Og det er brandærgerligt«.

Ifølge Kasper Wilton kan teatrene ikke direkte regne ud i solgte billetter, hvad et kendt navn på plakaten betyder.

»Men forskellen fra ét kendt til to kendte medvirkende navne er helt klart aflæselig i tilskuerinteressen. Derudover skal det stykke, man spiller, naturligvis også være godt. Hvis man vil sikre sig de råvarer i form af de skuespillere og den instruktør, som har betydning for omsætningen, så spiller kendisfaktoren en betydelig rolle. Det er ikke nok, at skuespillerne er gode. Det er så deprimerende. Der er så mange virkelig gode skuespillere, som af en eller anden grund ikke er kendte nok,« siger han.

Hvis en skuespiller skal gøre sig nogen som helst forhåbninger om for alvor at slå igennem, skal man gennem massemedierne, film eller TV. Men i en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Berlingske Research svarer kun otte procent af de medlemmer af Dansk Skuespillerforbund, som har medvirket i undersøgelsen, at de bruger det meste af deres tid på film, mens endnu færre, fire procent, bruger den på TV. Hele 72 procent svarer derimod, at de primært arbejder på teaterscenen.

En lille eksklusiv skare

Filmmagasinet Ekko fandt i 2013 desuden frem til, at dansk film domineres af blot 12 skuespillere. Det er kendte navne som Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen, der løber med alle hovedrollerne. Så det er svært for nye skuespillere at bryde igennem og selv træde ind på den store scene.

Hos teaterproduktionsselskabet The One And Only Company, der blandt andet står bag opsætningen af »Grease« og næste sæsons »Dirty Dancing«, begge med TV-kendte Silas Holst i hovedrollen, fortæller direktør Jesper Winge Leisner, at selskabet ligefrem er nødt til at ansætte kendte ansigter, hvis det skal overleve rent økonomisk. The One And Only Company producerer nemlig teater helt uden offentlig støtte.

»Det er en brutal, men helt uomgængelig faktor i en verden, hvor man også skal overleve økonomisk på det, man laver, at man er nødt til at have folk med i sine film eller teaterstykker, som publikum holder af og vil se,« siger Jesper Winge Leisner og uddyber:

»Kendisfaktoren er vigtig. Jeg vil ikke sige, den er altafgørende, for det handler også meget om titlerne på forestillingerne, når man skal sælge billetter. Men de kendte er en stor hjælp. Og så er det altså også sådan, at de kendte oftest også er meget, meget dygtige.«

Ikke noget nyt fænomen

Piv Bernth, der er dramachef hos DR, er med til at udvælge netop de skuespillere, som skal medvirke i de næste store eftertragtede TV-produktioner. Hun fortæller, at kendisfascinationen ikke er noget nyt fænomen.

»Sådan var det også, da jeg var barn med Dirch Passer og Jørgen Ryg. Bare se hvor mange film, Dirch Passer lavede, som var mere eller mindre gode, men bare han var med, skulle filmen nok sælge billetter. Det kan være problemet i dag,« siger hun og fortsætter:

»I stedet for at se film eller TV-serier på grund af et interessant tema, gør man det, fordi man gerne vil se den nye med Julia Roberts eller George Clooney. Nogle gange kan kendtheden skygge for historien. Det er ikke så attraktivt, og man slider ansigterne op.«

Sådan er det nu ikke i DR, mener hun:

»Vi synes selv, vi skal give andre skuespillere chancen end de samme 15-20 stykker,« siger hun og understreger, at DR kun vælger ud fra, hvem der er bedst til rollen.

Ifølge dramachefen handler det ikke om, at teaterdirektørerne og filmproducenterne er fantasiforladte, når de hiver kendte ansigter ind på scenen og foran kameraerne.

»Det er ligesom at tage kørekort. Når man er færdig på skuespillerskolen, må man gerne kalde sig skuespiller. Men man er det jo ikke, før man har lavet noget. Man skal ud og øve sig først. De unge skuespillere lærer en masse af at arbejde med et produktionshold flere gange om ugen i to år. Ligesom når de unge tager ud på landsdelsscenerne og prøver og spiller hver eneste dag sammen med et dygtigt ensemble af folk. Det giver rigtig meget,« siger hun.

»Det er en stor gave for en ung skuespiller, der får lov til at spille sammen med nogle af de tunge drenge som Sidse Babett Knudsen, Sofie Gråbøl og Thomas Bo Larsen. At gå op og ned ad de mennesker i to år og lære en hel masse. Men samtidig er det også en god jobansøgning at blive set på TV ti søndage i træk,« siger Piv Bernth.

Ligesom Jesper Winge Leisner peger hun samtidig på, at unge skuespillere, der får mange jobtilbud på baggrund af TV-roller, næppe havde fået det, hvis de ikke samtidig havde været dygtige:

»Tre, der for eksempel har fået gang i karrieren via TV, er Cecilie Stenspil, Birgitte Hjort Sørensen og Pilou Asbæk. Men de var kommet i gang alligevel, fordi de er så dygtige. Det er bare gået lidt hurtigere, fordi de har fået et ordentligt boost,« siger Piv Bernth.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.