Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Dobbeltmoral i dansk film

Per Flys politiske thriller »Dobbeltspil« fortæller fermt den sandfærdige historie om FN-korruption i kølvandet på Golfkrigen, men mangler en hovedskurk med tilstrækkelig karisma.

Spillet fra Theo James (i midten) og Ben Kingsleys (th.) side er ikke den største kvalitet i Per Flys »Dobbeltspil«. Foto: PR
Spillet fra Theo James (i midten) og Ben Kingsleys (th.) side er ikke den største kvalitet i Per Flys »Dobbeltspil«. Foto: PR

Per Flys politiske thriller »Dobbeltspil« er en af de første større spillefilm fra Creative Alliance, der har som ambition at give danske instruktører mulighed for at lave produktioner med international spændvidde.

Med stjerner som Ben Kingsley og Theo James på rollelisten er det i hvert fald et mål, som Per Fly nu kan krydse af på sin tjekliste.

»Dobbeltspil« bygger på den virkelige historie om den unge dansk-amerikaner Michael Soussan, der i starten af nullerne fik ansættelse i FNs hovedkvarter i New York og endte med at blive whistleblower på en korruptionssag af enormt omfang.

Baggrunden for sagen rulles fermt op i filmen af Per Fly, der her viser samme evne for at udfolde komplicerede sammenhænge, uden at spændingen går fløjten, som han demonstrerede i DRs finansthriller »Bedrag«.

Irak, som Saddam Hussein stadig styrede med jernhånd efter den første golfkrig, var i 1990 pålagt sanktioner af Sikkerhedsrådet. Hjælpe­programmet »Oil for Food«, hvor FN solgte irakisk olie for til gengæld at bruge indtjeningen på fødevarer og medicin til den irakiske befolkning, skulle afbøde sanktionernes værste virkninger, men fik i stedet åbnet for et morads af bestikkelse, hvor milliarder af dollar gik til at smøre korrupte mellemmænd, Saddams regime, aktører i aftagerlandene og til FNs egne folk.

Mens historien fænger i sig selv, kniber det til gengæld med skuespillerne. Theo James, der mest har gjort sig bemærket i brogede fantasyfilm som »Underworld« og »Divergent«, er småkedelig, men adækvat som den idealistiske Michael, omend det strejfer éns tanke, hvorfor hans karakter ikke satser på en karriere som male supermodel snarere end papirskubber i et FN-kontor.

Ben Kingsley er den knap så idealistiske kontorchef, Pasha, der får rollen som Michaels spegede mentor i spillet om milliarderne. Den legendariske skuespiller synes ikke at have betragtet den danske film som en synderligt vigtig opgave, og man bliver temmelig træt af Pashas (Kingsleys) patroniserende tiltaleform til Michael: »Hey, kid« og Kingsleys eksotiske udtale af ordet »fack«.

I Irak møder Michael tolken Nashim (den tyrkiske skuespiller Belçim Bilgin), der afslører, hvor stor en korruptionskage der bliver delt i Irak, og da Michael begynder at sætte spørgsmålstegn ved foretagendet og sin egen rolle deri, synes det umuligt at trevle korruptionen op uden samtidig at rive hele FN ned.

»Dobbeltspil« fungerer bedst som en beskrivelse af korruptionens væsen, hvor al moral er sat ud af kraft, fordi der ikke findes en eneste retfærdig sjæl tilbage, ej heller hos Michael selv, der modvilligt må gå på kompromis med sine idealer om at hjælpe de nødstedte.

»Sandheden består ikke af facts, men af det, der kan opnås enighed om,« siger den pragmatiske Pasha, og filmen demonstrerer til fulde, hvorfor det er lettere sagt end gjort at komme bestikkelse til livs i den tredje verden.

Per Fly har til Berlingske fortalt, at der hverken findes helte eller skurke i »Dobbeltspil«, og det er beundringsværdigt, at han trods filmens internationale ambitioner ikke er forfaldet til Hollywoods dogme om mindst én tydelig helt.

I nutidens kommercielle filmverden føles den tilgang nærmest ubestikkelig.

Instruktør: Per Fly.

Medvirkende: Ben Kingsley, Theo James og Belçim Bilgin.

I biografer over hele landet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.