Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview:

Dizzy Mizz Lizzy: »Vi blev genforelsket i hinanden«

Et af alletiders mest populære danske rockorkestre, trioen Dizzy Mizz Lizzy, genfandt spilleglæden efter mange års separation. Nu udsender de albummet »Forward In Reverse«, som er deres første i 20 år.

Martin Nielsen, Tim Christensen og Søren Friis - også kendt som Dizzy Mizz Lizzy - er atter samlet. Trioens tredje album, »Forward In Reverse«, rummer 12 helt nye numre. Foto: Søren Bidstrup
Martin Nielsen, Tim Christensen og Søren Friis - også kendt som Dizzy Mizz Lizzy - er atter samlet. Trioens tredje album, »Forward In Reverse«, rummer 12 helt nye numre. Foto: Søren Bidstrup

Kongens Have. Tre unge mænd i begyndelsen af 20erne mødes en formiddag i marts 1998. De har kendt hinanden længe. Siden 13-14-års-alderen. Men de har ikke set hinanden i et stykke tid. De går omkring i den københavnske park og småsludrer om løst og fast. Snakken går i en time. Der tages tilløb til en alvorlig samtale.

To af de tre mænd, Tim og Martin, har talt sammen over telefonen inden mødet. De ved noget, som den sidste endnu ikke ved. En beslutning, der gælder trekløverets fælles fremtid, er allerede blevet taget. Nu skal de fortælle tredjemanden, Søren, om den, men de er bange for, hvordan han vil reagere. Bliver han vred? Eller virkelig ked af det?

Da de har spadseret omkring et stykke tid, tager de tyren ved hornene. De indvier ham i beslutningen: »Vi har talt om at opløse bandet,« lyder det.

Reaktionen fra tredjemanden følger straks. Søren er lettet. Meget lettet endda. Og fuldkommen enig i beslutningen. En sten falder fra deres hjerter. Alle tre er lettede. Herefter handler de hurtigt. De går direkte over til deres management, hvor de giver dem besked om beslutningen. Sammen forfatter de en pressemeddelelse, som straks sendes ud til medierne.

Pressemeddelelsen bekræfter, at et af landets mest populære rockorkestre, Dizzy Mizz Lizzy, er gået i opløsning. Trioen – bestående af sanger og guitarist Tim Christensen, bassist Martin Nielsen og trommeslager Søren Friis – har efter udgivelsen af to storsælgende album og tre-fire særdeles begivenhedsrige og travle år besluttet at gå hver til sit. Årsagen lyder, at de er vokset fra hinanden musikalsk. Men de skilles i venskab og uden sure miner.

Et pusterum var ekstremt tiltrængt. Fra hinanden. Og for Martins og Sørens vedkommende også fra musikken. For hvor Tim efterfølgende søsatte en succesfuld solokarriere, hvor han fik mulighed for at afprøve nogle af de musikalske ting, som han ikke følte passede i Dizzy-regi, får Martin job hos postvæsenet, og Søren bliver lastbilchauffør og kører med gas for BP i Albertslund.

Genaktivering

»De første mange år efter opløsningen var der totalt udsolgt. Der var jeg virkelig udkørt. Jeg havde fået nok. Der gik en tre-fire år, hvor jeg bare var træt og skulle af med noget af al det stress, der havde været,« fortæller Martin om tiden umiddelbart efter Dizzy Mizz Lizzys brud.

Det sker, da Berlingske møder de tre bandmedlemmer i køkkenet i deres studie i Københavns Nordvestkvarter. Et studie, de i øvrigt har købt af deres gamle rivaler og venner fra Kashmir, som Dizzy knebent vandt over ved finalen i DM i Rock i april 1993.

Den aften, som for alvor satte skub på deres karriere.

Tiden er nu spolet frem til april 2016. Anledningen til mødet er, at bandet er genaktiveret og udsender sit tredje album, »Forward In Reverse«, som er trioens første studieudgivelse i 20 år. For historien om Dizzy Mizz Lizzy er nemlig også fortællingen om tre smågenerte fyre, som efter års separation genfinder den fælles melodi, bandkemien og glæden ved hinandens selskab.

Genaktiveringen har været længe undervejs. I 2006 blev de tre kortvarigt genforenet ved et støttearrangement på det københavnske spillested VEGA, hvor de spillede fire-fem Dizzy-numre.

»Det var første gang, vi spillede sammen siden opløsningen, og det var udelukkende i den gode sags tjeneste. Det var kun for sjov. Det var vi enige om. Ind og så ud igen. Men det gjorde, at arrangørerne ude på spillestederne begyndte at tænke, at vi måske kunne lokkes til det igen. Så startede efterspørgslen fra festivaler og koncertarrangører rund om i landet. Så vi var selv skyld i det,« griner Tim.

Kunne mærke en særlig gnist

I VEGA mærkede bandet glæden ved at optræde med de gamle sange sammen, så i 2010 stabledes en decideret turné på benene. En turné, som lynhurtigt blev en ganske omfattende affære med over 40 koncerter både herhjemme og i Japan, da efterspørgslen efter Dizzy viste sig at være enorm.

»Vi ville gerne fejre det sammen med de fans, der havde efterspurgt det, og så gik vi all in på det, men 100 procent i nostalgiens tegn. Det var skidesjovt, men vi havde en fast aftale om, at når sidste koncert var slut, så var det også slut med bandet igen. Det, vi ikke havde regnet med, var, at vi undervejs blev genforelsket i hinanden musikalsk. Vi genopdagende den styrke, vi har sammen, som vi måske lidt havde glemt. En ting er den musik, som er på vores plader, den er der jo altid, men selve interaktionen, den havde vi ikke mærket i 20 år. Pludselig stod vi så der og kunne mærke hinanden og den specielle gnist, musikken får, når det er os tre sammen. Det var der bare ikke nogen, der sagde højt i løbet af 2010, men jeg tror, vi alle mærkede det. Så vi holdt os til aftalen om at lukke og slukke, når det var slut, og så bare gå tilbage til vores respektive ting,« siger Tim.

Det var først i 2013, at en egentlig genaktivering kom på tale. Her startede trioen i al hemmelighed med at spille sammen igen i et øvelokale. Men nu var præmissen anderledes. Skulle de tre gøre det igen, skulle det ikke kun være for nostalgitrippets skyld. Der skulle bringes noget friskt til bordet, så de begyndte med at arbejde på nyt materiale. Stille og roligt for at se, hvor det førte hen. Og da trioen atter drog på turné i 2015, var det med et par nye sange på sætlisten og med udsigt til et helt nyt album.

Resultatet foreligger nu i form af de 12 nye numre, som udgør »Forward In Reverse«, der er lavet i samarbejde med Dizzys gamle producer, Nick Foss, og Volbeat-produceren Jacob Hansen i dennes studier i Ribe.

»Vi ville gerne høre for os selv, hvordan vi ville lyde i dag. Opleve, hvordan ville det være at lave en plade så mange år senere. Ville det blive fedt? Det synes vi bestemt selv, det er blevet,« siger Søren.

Mere end nostalgi

Men når man blandt andet har udgivet danmarkshistoriens bedst sælgende debutplade, er der naturligvis høje forventninger, ikke mindst fra både publikum, pladeselskabsfolk og kritikere. Ifølge bandet selv har de dog holdt det voldsomme pres, som i sin tid var en af årsagerne til, at orkesteret krakelerede, ude af øvelokalet, studiet og tankerne.

»Vi har gjort det her for vores egen skyld og har formået at holde alle tanker om, hvad verden måtte synes om det, uden for døren imens,« fortæller Tim, og Søren fortsætter:

»Det har været vigtigt for os at lave det lige præcis sådan, som vi gerne vil. Uden tanke på, hvordan det vil klare sig salgsmæssigt.«

Det er ikke udsigten til penge, men derimod trangen til at komme ud og vise, at Dizzy Mizz Lizzy fortsat har en musikalsk berettigelse på den danske rockscene anno 2016, som tydeligvis ligger alle tre medlemmer meget på sinde.

»Vi har virkelig genopdaget vores smag for gedigen rock igen. Den hører man jo ikke så meget af i Danmark mere. I hvert fald ikke i mainstreamradioen. Og så siger de i medierne, at rocken er død, men samtidig er der udsolgt sådan her, når for eksempel Iron Maiden spiller på Copenhell,« siger Martin.

Tim fortsætter: »Der er ingen tvivl om, at den helt store test for os nu er, at vi skal ud og bevise, vi er mere end et nostalgi-act. Der er 20 års afstand til de gamle sange, så mit forhold til dem er i dag udelukkende af nostalgisk karakter. Der er nogle udtryk, som ikke stemmer overens med det, jeg har behov for at udtrykke i dag. Så det, jeg er gladest for ved den nye plade, er, at der er noget materiale nu, en hel plade med tolv nye sange, som alle sammen er lige nu og her. Sange, som vi kan relatere til nu og identificere os med i dag. Det er ikke kasserede ting fra gamle dage, som så har fået et ansigtsløft. Det er spritnye sange. Jeg havde lyst til at vaske den fucking tavle ren og starte helt fra scratch. Hvordan ville vi lyde i dag? Sådan her! Derfor er det Dizzy anno 2016. Den mest ærlige udgave du overhovedet kan få af os,« siger han.

Da interviewet efter en times tid er slut, går Dizzy Mizz Lizzy inde i studiet ved siden af køkkenet og samler instrumenterne op. Nu skal der tages billeder. De begynder at jamme over et tungt riff, som Tim shredder på guitaren. Han går hen til mikrofonen og begynder at synge omkvædet fra Major Lazors og Møs kæmpehit: »Blow a kiss/fire a gun/all we need is somebody to lean on.«

Treenigheden er modnet, den har fundet ind til den gamle rock-kerne igen, og nu har de tre atter hinanden at læne sig op ad, når det går løs på koncertscenerne og festivalerne hen over sommeren. Retningen for Dizzy Mizz Lizzy er klar: Fremad uden at se sig i bakspejlet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.