Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Distortion-chefen giver sig: Her er fremtidens Distortion

Pres fra flere sider får nu Distortions chef, Thomas Fleurquin, til at lægge op til et mere professionelt og kontrolleret Distortion. De store menneskemængder skal flyttes fra de åbne gader til en række små festivaler, hvor det koster penge at komme ind.

Distortion på Vesterbro, torsdag den 1. juni 2017. Distortion 2017 bliver afholdt fra onsdag den 31. maj til søndag den 4. juni.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix 2017)
Distortion på Vesterbro, torsdag den 1. juni 2017. Distortion 2017 bliver afholdt fra onsdag den 31. maj til søndag den 4. juni.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix 2017)

Det kan snart være slut med Distortion, som du kender det.

Efter pres fra flere forskellige sider lægger chef og grundlægger for Distortion, Thomas Fleurquin, op til en mere professionelt kontrolleret fest.

Over for Berlingske udlægger han, hvordan han ser fremtidens Distortion.

»Vi kommer til at have flere øer, ligesom vi har haft på Rådhuspladsen i år. Det bliver områder, hvor man skal have et gadearmbånd eller en anden form for adgang for at kunne komme ind. Det ville give os mulighed for at kontrollere nogle større områder – en produktion lidt ligesom Grøn Koncert. En reel, professionel produktion med plads til 5-6000 mennesker inde i byen,« siger han.

Altså som flere små festivaler?

»Ja. Fire-fem små festivaler som måske har nogle større scener, end der er nu. Lige nu mangler der styring.«

Vil de små festivaler erstatte den åbne, frie gadefest, der er nu?

»Der vil stadig være gadefest, men scenerne på gaden vil blive begrænset til at være lidt mindre. Lige nu er der problemer med antallet af toiletter og for store menneskemængder uden at have et reelt budget til at kunne håndtere det professionelt. Der er løsningen nogle flere indhegnede lommer. Fordi lige så snart vi har flere penge, kan vi have flere toiletter, mere tissepatrulje og alt andet, der kan løse problemerne,« siger han.

Torsdag skrev grundlæggeren af Distortien i et debatindlæg i Politiken, at han føler sig presset af kritikken.

»Distortion er ikke enig i parcelismens råb om ensretningen af Københavns gader, men vi er ikke upåvirkelige. Der råbes højt, og kravet om ensretning rammer også Distortion,« skrev han blandt andet.

Som jeg læser debatindlægget, lægger du op til, at noget af festen bliver flyttet væk fra den åbne gade og ind i små lommer. Er det rigtigt?

»Ja. Men det er stadig tanken, at der vil være små gadefester rundt omkring i brokvartererne. Vi tænker ikke at flytte menneskemængden væk fra brokvarternerne, men vi tænker at finde rum i byrummet, som man kan lukke af, hvor de store mængder så skal samles.«

Så størstedelen af Distortion vil i fremtiden foregå i kontrollerede områder og ikke på åben gade?

»Det vil stadig være på åben gade, men med indhegning og professionalisme. Der er allerede nu en kæmpe forskel på Rådhuspladsen og Sønder Boulevard. Forholdene er langt bedre på Rådhuspladsen; på Sønder Boulevard manglede der toiletter, der er ingen hegn og ikke styr på forholdende.«

Men er det ikke den helt åbne gadefest med rigtige mange mennesker, der kan gå frit og gratis på gaden, som man forbinder med Distortion?

»Jo. Det er det. Men problemet er, at vi ikke kan følge med logistisk. Det handler om at rejse økonomi, så vi kan gøre det bedre. Hvis alle købte gadearmbånd til 100 kroner, så ville der kunne være toiletter på hvert eneste gadehjørne på Vesterbro og Nørrebro,« siger han.

»Den stemning der er, og det publikum, der er, er fantastisk. Men så længe folk tisser på folks døre, så kan vi ikke være helt tilfredse. Vi skal sikre, at der er nul tis på folks opgange. Ingen tis i folks kældre, eller i deres baggårde. Det er det, vi skal kæmpe imod. Det kræver flere millioner kroner.«

Hvis de store scener bliver hegnet ind, og man skal købe arbånd, hvad adskiller så Distortion fra alle andre musikfestivaler?

»At det foregår i brokvartererne. Det er midt i byen. Hvis det går, som vi vil, så vil armbåndet ikke føles som en billet, men som en donation. Hvis vi sælger nok vil vi på sigt kunne styre publikums flow og toiletforhold på hele Nørrebro og Vesterbro. Det er drømmen: Ordnede forhold, og nok toiletter til at vi professionelt kan styre det på hele området. Vi mangler nogle millioner.«

Jeg tror, de fleste forbinder Distortion med den vild, fri gadefest. Er det ikke et brud med Distortions identitet at hegne festen ind?

»Jo, men problemet er, at vi er nødt til at professionalisere. Vi kan ikke blive ved. Jeg er helt enig med dig, og der kommer stadig til at være nogle gratis gadefester. Men alle de store fester, som folk vil have, vil nok skulle være i nogle indhegnede zoner. Vi kan ikke blive ved med at lade det være fuldstændig kaotisk.«

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.