Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Det skal være vildt og udfordrende«

Professor Rane Willerslev, der sammen med sin tvillingebror, Eske, er hyppige gæster i danske medier, er netop blevet udnævnt til direktør for Nationalmuseet. Rane Willerslev har utraditionelle visioner for Nationalmuseets fremtidige virke. Et museum må ikke blot bekræfte publikum, men skal vække til eftertanke og udfordre, mener han.

Portræt af Rane Willerslev, som er den nye direktør for Nationalmuseet.
Portræt af Rane Willerslev, som er den nye direktør for Nationalmuseet.

Nationalmuseets nye direktør hedder Rane Willerslev. Han er tvillingebror med Eske Willerslev, og sammen med sin bror er han en hyppig gæst i medierne, hvor de fortæller om etnologi, arkæologi, genforskning og meget andet. Rane Willerslev har levet det farlige liv blandt indfødte i Nordsibirien og Uganda for at udforske livet i ødemarken og bushen. Han er en ukonventionel type, og da Berlingske dukker op på den nyudnævnte direktørs kontor, ligger der cykelhjelm og sko på gulvet.

Hvilke visioner har du for Nationalmuseet og dets mange institutioner?

»Jeg skal jo først lære organisationen at kende og besøge de mange afdelinger. Det er vigtigt, at den ild og entusiasme, som medarbejderne har, fortsat brænder og bliver kanaliseret de rigtige steder hen. Så min vision handler også om organisationens energi, som skal føres de rigtige steder hen. Nationalmuseet skal kunne mange ting på mange niveauer, og en af udfordringerne er at få et fælles univers. For at skabe det univers mener jeg, at et udvidet samarbejde med DR er afgørende, hvor en kanal som Ramasjang er velegnet til at få fat i en ung målgruppe.«

Det er jo ikke din mission at redde DR i en tid, hvor politikerne vil skære DR til, så du kunne vel lige så godt få et samarbejde med andre og private medier?

»Jo, jo, men min pointe er, at et moderne museum skal have en digital platform. Det er faktisk helt afgørende og der, mener jeg, at jeg kan trække meget på DR, som har meget erfaring i at udbygge de digitale universer. Det er en af de ting, jeg vil satse på.«

Hvordan skal dette digitale univers så være?

»Det er ikke nødvendigvis et digitalt supplement til udstillinger, som Moesgaard Museum gør det meget i, jeg er ude efter. Jeg tror mere på, at man skal opbygge et digitalt univers, så besøgende kan besøge museet, selv om de ikke er der rent fysisk. Så turister kan gå ind og engagere sig i museet, før de kommer på besøg. Pointen er, at et museum i fremtiden ikke kun er et fysisk sted, men også et digitalt sted. I det univers kan man blive inspireret af de mange historiske TV-serier som f.eks. »Vikings«, der kan placere en fortælling i et digitalt univers på mange planer og også tage eksistentielle spørgsmål op. Udstillinger skal have flere fortællende lag i sig og engagere folk både i fortiden og nutiden.«

Du siger, at Nationalmuseet skal være »vildt og udfordrende«. Hvad vil det sige?

»Der ligger det i formuleringen, at et museum ikke blot skal bekræfte publikum i gængse holdninger, som vi har lært i gymnasie-historiebogen. Museer skal udfordre og flytte mennesker. Selvfølgelig skal vi også formidle danske værdier, men det er også en opgave at få folk til at tænke på, hvad vi som nation vil blive fremadrettet. Historien har mange udviklingslinjer i sig og stiller derfor også nutidsmennesket over for valg og muligheder. Intet er jo naturgivet, for historien har vist, at mennesker har et hav af muligheder. Det skal museet give en fornemmelse af, og vise at historien og fremtiden aldrig er givet på forhånd.«

Det er jo glimrende, men min avis’ læsere vil også have, at de traditionelle værdier skal udstilles og danske værdier understreges. Får mine læsere en direktør, der er for udfordrende og begynder at ryge hash på Nationalmuseet, ligesom du provokerede med det i en udsendelse i DR?

»Nej, sådan er det ikke, og for det første er der jo en forskel på at være crazy videnskabsmand og direktør, og det er to roller, som jeg godt kan adskille. Men jeg tror, at man vil komme til at se noget mere grænsesøgende, og det kan da godt være, at nogen ikke kan lide det. Men min hovedopgave er ikke blot at gentage den kendte historie, men at sætte reflektioner i gang og derved udfordre besøgende.«

Nationalmuseet undlod i 2016 at vise to særudstillinger om dels Dansk Vestindien og dels Carsten Niebuhr. Hvordan har du det med det?

»Jeg synes absolut, at Nationalmuseet skal være forpligtet på nogle national-museale opgaver, men det betyder jo ikke, at man blot gengiver skolebogsfortællingen. Der skal være noget overraskende.«

Skal der være særudstillinger?

»Ja, men de permanente udstillinger og samlinger står og støver til, og vi må give de permanente samlinger mere liv, så de kommer til at indgå i museets nye profil på en frisk måde.«

Har de etnologiske samlinger været noget døde og hensygnende?

»Ja, det må jeg nok sige, at de har. De er temmelig forældede, men det er jo også et ressourcespørgsmål.«

Det vil vel kræve ekstra bevillinger, og det får du vel ikke noget fra staten?

»Nej, og en del af min opgave er at fundraise og skaffe midler fra private fonde.«

Nationalmuseet genindførte entrébetaling i 2015. Skal der stadig være betaling?

»Ja, for det er nødvendigt med den toprocent-besparelse, som rammer alle museer. Hvis vi ikke tog entré, måtte vi fyre personale, og vi får brug for alle hænder til at forny de permanente samlinger.«

Hvad har du holdt allermest af på museet?

»Det er de arktiske samlinger, for det er mit hjerteblod. Jeg glemmer aldrig, at jeg som ung i 1970erne besøgte museet og så en iglo med inuit-mennesker. Det satte fantasien i gang hos mig. Det rørte mig, og det er lige, hvad et museum skal kunne.«

Er den iglo der endnu?

»Nej, den er væk.«

I DRs radioprogram Bagklog var du i 2016 gæst og betegnede da partiet Liberal Alliance som et »ek­stremt liberalistisk« parti. Det lød ikke særligt positivt. Nu er det kulturminister Mette Bock fra samme ekstremt liberalistiske parti, der har udnævnt dig?

»Det er jo i princippet fuldkommen ligegyldigt, hvilket parti der udpeger en leder af National­museet. Museet er uafhængigt af den siddende regering, og mit eget politiske ståsted er irrelevant.«

Men helt ligegyldigt er det vel ikke. Du er den første ikke-arkæolog som leder, og du har markereret dig som en anderledes forsker og brudt grænser, så denne fremgangsmåde må have gjort et godt indtryk på den liberalistiske kulturminister Mette Bock?

»Jo, der er vel noget liberalt eller rettere sagt udogmatisk i den måde, som jeg bryder rammer og faggrænser på.«

bbl@berlingske.dk

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.