Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Det gamle København

Det lille hus på det store torv

En perlerække af rigt udstyrede borgerhuse og palæer kom på den måde til at omkranse den vældige plads, og Kongen Nye Torv bar nu med rette sit navn, men ude i det ene hjørne var det, som om tiden havde stået stille. Og det lille hus ligger der stadig.

Det historiske hus på Kongens Nytorv mellem Bredgade til venstre og Store Strandstræde til højre. Foto fra omkring 1915, Før og Nu, 2. årg.
Det historiske hus på Kongens Nytorv mellem Bredgade til venstre og Store Strandstræde til højre. Foto fra omkring 1915, Før og Nu, 2. årg.

Som bekendt har Kongens Nytorv i umindelige tider været forvandlet til et hul i jorden, og et plankeværk gør det umuligt at færdes frit på byens største, åbne plads. Noget kongeligt er der sandt at sige ikke over stedet, men indtil det igen bliver hverdag, kan københavnerne trøste sig med, at det ikke er første gang i historien, det har trukket ud med anlægsarbejder på dette sted.

Tværtimod. Det er der tradition for.

Det var Christian IV, der som ung fik ideen til at udvide byens areal ved at flytte Østerport fra den gamle plads for enden af Østergade langt ud i det åbne land og dermed inddrage hele det mennesketomme område, som mange år senere blev til Kongens Nytorv og Frederiksstaden og det tæt bebyggede kvarter omkring Borgergade og Adelgade.

I den anledning købte kongen Didrick Rodemesters have, som senere blev de attraktive byggegrunde på torvets nordvendte side mellem Bredgade og Store Kongensgade, men Didricks hus i Store Strandstræde fik lov at blive liggende – og det ligger her stadig, selv om det har været udsat for mangt og meget i tidens løb.

Ny København var et storstilet projekt med lange, lige gader, der krydser hinanden i rette vinkler, men som sagt, det tog sin tid at realisere. Det ene årti gik efter det andet, og problemerne stod i kø med for mange krige og for få penge, som det engang er formuleret.

Det var derfor først kongens barnebarn, Christian V, som året efter sin kroning i 1670 bestemte, at der skulle gøres noget ved det lavtliggende og temmelig øde område uden for den gamle byport, der for længst var revet ned, og hvor voldanlægget i sin tid havde strakt sig.

Stedet havde været benyttet som losseplads, og det folkelige stednavn Hallandsås kan være opstået, fordi det ufremkommelige pløre mindede om forholdene i det regnfulde Halland. 65 år var der gået, siden bedstefaren fik sin idé og gik i gang med at opkøbe jorden, men nu blev pladsen både planeret og brolagt i løbet af en enkelt sommer.

En kanal, kaldet Den Ny Havn, blev på få år gravet fra havneløbet ind til Kongens Nye Torv, hvor majestætens halvbror, Ulrik Frederik Gyldenløve, opførte et adelspalæ – senere navngivet Charlottenborg – og det satte fra begyndelsen standarden for byggeri på den plads, der var tænkt som den fornemste i hovedstaden.

Søhelten fra Køge Bugt, admiral Niels Juel, opførte derefter et palæ på hjørnet af Dronningens Bredegade (senere Norgesgade og nu Bredgade), som i dag er fransk ambassade. Og hvor Magasin og Hotel d’Angleterre nu ligger, flyttede andre af rigets spidser ind i pompøse palæer.

En perlerække af rigt udstyrede borgerhuse og palæer kom på den måde til at omkranse den vældige plads, og som kronen på værket bekostede Christian V i 1688 en rytterstatue af sig selv.

Kongen Nye Torv bar nu med rette sit navn, men ude i det ene hjørne var det, som om tiden havde stået stille. Her lå stadig det lille hus, som Didrick Rodemester havde ejet, da det endnu lå uden for byen. Blot var det nu klemt inde på en trekantet grund mellem det ældgamle Standstræde og den fine nyanlagte Bredgade.

I sagens natur havde huset gennem historien haft en del ejere, men til forskel fra torvets andre beboere var de hverken kongelige eller adelige. Bare jævne handelsmænd, der passede deres gesjæft. Og således fortsatte det i de efterfølgende århundreder.

I 1700-tallet var huset ejet af tre barberer – den ene efter den anden – og det var mere, end ejendommen kunne holde til. Den blev forsømt, og på en efterfølgende auktion kunne den erhverves for en slik.

Jens Bodilsen, der havde næring som tobaksspinder og øltapper, købte huset, men så brændte store dele af byen i 1728, og en snes husvilde familier flyttede ind i de små lave stuer. Heriblandt en afdanket livdragon, som ifølge mandtalslisten »ernærede sig ved at fange muldvarper her på volden«.

De store bybrande nåede aldrig ud i denne del af hovedstaden, men ildens ødelæggelse undgik huset ikke, og det var efter en genopbygning sidst i 1700-tallet, at det fik den form, det stort set har i dag.

I kælderen blev indrettet en populær ølstue kaldet »Sumpen«, og i 1836 blev hele herligheden overtaget af premierløjtnant ved det borgerlige artilleri, uld- og lærredshandler Lars Kanneworf for 8.000 rigsdaler. Det var for dyrt i betragtning af den afsides beliggenhed, lød de velmente advarsler, men nu begyndte en helt ny epoke.

Ved et generationsskifte overtog den yngste søn huset, og han titulerede sig silke- og klædekræmmer.

Skønt forretningen var både kendt og respektabel, undgik ejeren ikke økonomiske trængsler, men så kom krigen i 1864. Og da marinesoldaterne på de danske krigsskibe i den anledning skulle klædes på, foregik det i hast og pr. øjemål i det gamle hus på Kongens Nytorv. Der blev tjent store penge, og siden slog firmaet L. Kanneworff sig på skræddersyet tøj til byens bedre borgerskab.

Men det kan ingen længere leve af, og i dag er huset fyldt op med ravsmykker.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.