Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Det Kongelige skal være både – og

Det Kongelige Teater skal bevare sit folkelige mandat, men samtidig række op efter den øverste hylde med kvalitetsvarer, fastslog teaterchef Morten Hesseldahl ved præsentationen af den kommende sæson.

Sæsonpræsentationen bød også på smagsprøver fra de tre kunstarter. På billedet ses fra venstre teaterchef Morten Hesseldahl, operachef Sven Müller, skuespilchef Emmet Feigenberg og balletmester Nikolaj Hübbe.
Sæsonpræsentationen bød også på smagsprøver fra de tre kunstarter. På billedet ses fra venstre teaterchef Morten Hesseldahl, operachef Sven Müller, skuespilchef Emmet Feigenberg og balletmester Nikolaj Hübbe.

Det Kongelige Teater befinder sig kontinuerligt i en svær balancegang, fastslog teaterchef Morten Hesseldahl, da teatret i går præsenterede repertoiret for den kommende sæsons skuespil, ballet, opera og koncerter. Det skete midt i scenografien til musicalen »Cabaret«, der i øjeblikket spiller for fulde huse på Gamle Scene. Og netop hensynet til alsidighed og muligheden for, at Det Kongelige Teater kan sætte alle genrer på plakaten, er ifølge teaterchefen helt afgørende.

»Vi skal være et teater for alle landets borgere. Er vi ikke det, har vi ikke længere en berettigelse. Hvis vi sætter den kunstneriske barre for højt og siger nej til de bredt appellerende forestillinger, så underminerer vi vores folkelige mandat og lukker den dør, der gør det naturligt for nye publikumsgrupper at træde ind. Og sænker vi overordnet det kunstneriske ambitionsniveau, så mister vi vores berettigelse som nationalscene, som jo er hele tiden at række op efter den øverste hylde af kvalitetsvarer,« sagde han.

Derfor er han heller ikke enig med dem, der mener, at det ikke er en opgave for Det Kongelige Teater at spille musical.

»Vi vil fortsat lave musicals. Lige nu spiller vi »Cabaret«, og for fire år siden var det »My Fair Lady«. Vi synes, at musical kan noget. At skulle afstå fra en bestemt genre inden for scenekunsten ville ikke bare være underligt, det ville slet og ret være dumt,« fastslog han.

Morten Hesseldahl benyttede også lejligheden til på forhånd at imødegå noget af den kritik, der uundgåeligt vil komme: At priserne er for høje, at folk flygter fra operaen, og at Det Kongelige spiller for lidt ny dansk dramatik.

Og nej, mente Hesseldahl, priserne er ikke for høje, så længe man kan komme i teatret for 120 kroner. Og folk flygter ikke fra operaen, tværtimod elsker danskerne opera, og Den Kongelige Operas belægningsprocent er blandt de højeste i Europa, fastslog han.

»Men vi gør ikke nok for dansk dramatik, og det vil vi formentlig aldrig komme til med dramatikernes øjne,« sagde han. »Men vi kommer til at gøre mere, og det er noget, vi kommer til at betragte med alvor fremover,« lovede han.

Tre kunstarter sammen

Det nye sæsonprogram er det første, efter at Morten Hesseldahl i efteråret søsatte sin fireårige strategiplan under overskriften »Ét teater – én organisation«. Et helt bogstaveligt vidnesbyrd om, at den strategi er ved at blive ført ud i livet, kan man opleve, når dramatikeren Catherine Pohers helt nyskrevne forestilling, »Horisonten«, får premiere til september. Her kan man nemlig for første gang i årtier se alle Det Kongelige Teaters kunstarter på scenen i samme stykke. Forestillingen, der er en co-produktion med Aaben Dans i Roskilde, har 22 medvirkende – fra klassisk ballet og moderne dans til cirkus, opera og teater.

»Den slags tværgående forestillinger vil vi gerne lave flere af, og der er allerede flere ting på tegnebrættet,« siger Morten Hesseldahl. »Men det har været svært at få på plads, ikke mindst på grund af en meget lang planlægningshorisont i operaen og balletten. Derfor har vi lavet nogle nye måder at styre planlægningen og forpligte de kunstneriske chefer på, så vi dels kan lave de tværgående produktioner, dels bedre kan arbejde med markedsføring og disponering af vores værksteder bag scenen.«

Den kommende sæson byder også på mere hyppig brug af Operaens lille scene, Takkelloftet. Her kan man bl.a. opleve Thomas Adés kontroversielle opera »Powder Her Face« samt flere operagæstespil, ligesom repremieren på Samuel Becketts skuespil »Den som falder« er henlagt til Takkelloftet. Og netop at udnytte de tre teaterhuse mere effektivt er en vigtig del af Morten Hesseldahls vision.

»Vi vil rigtigt gerne bruge Takkelloftet til det mere eksperimenterende, og vi kigger også på, om vi kan invitere resten af branchen mere ind og skabe en scene på Takkelloftet, som andre ensembler også kan bruge. Jeg ser gerne et større fællesskab med andre skuespilensembler, hvor vi lægger rammer til, som teatrene kan komme ind og udfylde,« siger han. »Vi har også nogle vidunderlige foyerer, ligesom der er tidspunkter på dagen, hvor vi ikke fylder salene ud. Lad os prøve, om vi ikke kan presse udnyttelsesgraden lidt mere.«

En bedre udnyttelse af teatret handler også om de mange aktiviteter, som ikke fremgår af sæsonprogrammet. Nemlig det, der i teatrets nye organisation har fået betegnelsen Kgl +, og som omfatter alt »det andet« - fra børneaktiviteter til rundvisninger, foyerarrangementer og turneer.

»Nu har vi samlet alle de aktiviteter og styrket dem på en helt anden og mere synlig måde end før. Tidligere lå de rundt om i de enkelte huse, men for mig at se er det kerneforretning for os, og derfor har vi løftet dem ved siden af de fire kunstarter,« siger Morten Hesseldahl.

Spørger man teaterchefen, hvad han selv især glæder sig til at se, lyder svaret:

»Wagner! Jeg synes, »Lohengrin« ser fantastisk spændende ud. Og jeg glæder mig til at se, hvad Kasper Holten får ud af sin nye opsætning af »Jægerbruden«. Jeg er også spændt på at se, hvad Corpus leverer i balletten. Og så synes jeg, at »Barselsstuen 2.0« lyder rigtigt interessant.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.