Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Det kan skifte fra dag til dag«

Fra populær pige til desperat mobbeoffer. Sarah Engells ungdomsroman »21 måder at dø« stiller skarpt på unge i den digitale tidsalder.

Sarah Engell. Foto: Simon Skipper
Sarah Engell. Foto: Simon Skipper

Stella stiller op i X Factor sammen med sin bedste veninde, Amalie. Det skal være en fælles oplevelse, et fælles sus. I stedet bliver det begyndelsen på et mareridt, da dommerne kun vil have, at Stella bliver.

Hun vælger i solidaritet med Amalie også at forlade konkurrencen, men skaden er sket. Nu hader og bagtaler Amalie hende. »Amalie har ikke talt til mig siden. Kun om mig,« som hun desperat konstaterer.

Stellas deroute fra populær pige til udsat mobbeoffer er den brutale handlingstråd i Sarah Engells ungdomsroman »21 måder at dø«, der er nomineret til Berlingskes og Danmarks Biblioteksforenings litteraturpris, Læsernes bogpris.

»En overgang var der meget i medierne om unge piger, der havde taget deres eget liv på grund af mobning,« fortæller Engell.

»Jeg blev meget berørt af historierne, fordi det er så meningsløst, at unge mennesker, der ellers er sunde, raske og velfungerede, begår selvmord på grund af noget så midlertidigt. Mobberiet har fyldt alt i dem, og de har ikke kunnet se dét, vi kan se udefra: At det med tiden vil gå over.«

Når Stella i begyndelsen af »21 måder at dø« er en populær pige, er det for at vise, at det ikke kun er de svage børn og unge, der bliver udsat for mobning:

»Jeg ville gerne undgå klicheen om den tykke dreng eller rødhårede pige. I stedet ville jeg vise, at det kan skifte fra dag til dag og ske for alle. På de fora på nettet, hvor jeg har researchet, er det faktisk ofte smukke og talentfulde piger og drenge, der har begået selvmord eller på andre måder er crashet meget voldsomt.«

 

Og i vores digitale tidsalder har mobberne fået endnu flere våben at ramme ofrene med.

»I tiden før de sociale medier kunne man trods alt gå hjem og gemme sig under dynen og få sig en pause fra det hele,« fortæller Engell.

»I dag er der aldrig ro: Aftener, weekender, ferier, man kan hele tiden nås via Facebook og alle de andre steder på nettet, hvor unge har profiler. Og der sker noget, når mobberiet finder sted på en skærm. Mobningens ansigtsløshed gør tonen hårdere, og det er lettere at gå over flere grænser, når man ikke kan se offeret reagere på ordene.«

Den lede SMS

For Engell har det nu ikke så meget med ondskab at gøre:

»Jeg tror mere, der er tale om ureflekteret adfærd. Det starter måske med en enkelt led SMS, og så kører det bare op. Specielt i en gruppe, hvor alle søger accept og anerkendelse. Dét at skrive noget ondt kan give status i nogle omgangskredse. Der er naturligvis ingen undskyldning for mobning, men jeg søger i min bog forklaringer på, hvordan det kan opstå og gå så galt.«

En af Engells store udfordringer i arbejdet med »21 måder at dø« var at sætte sig ind i, hvordan det føles at være et 15-årigt mobbeoffer:

»Jeg er 20 år ældre end Stella. Men jeg har forsøgt at forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis alle mine venner pludselig vendte sig mod mig. Jeg er af den overbevisning, at grundfølelserne er de samme, hvad enten man er ung eller ældre, og derfor har min metode også været indlevelsens. Det med at forsøge at forestille sig »hvordan ville en 15-årig tænke«, det ville for mig blive for udvendigt.«

For Engell er det dog ikke bare indlevelsen, men også sproget, der er afgørende:

Opvækst uden internet

»Jeg oprettede mig anonymt i forskellige chatfora på nettet, blandt andet for at se hvilke ord de bruger, og hvordan de skriver, helt konkret. Og deres sprogbrug er generelt meget hård. Men på den måde er unge jo ikke værre end voksne. Se bare på avisernes debatspor. Det vækker åbenbart noget uhyggeligt i mennesker, når man ikke behøver stå ansigt til ansigt.

Selv voksede jeg op i en anden tid, med kassettebånd og uden internet. Men jeg synes, der er noget fundamentalt spændende ved ungdomsårene. Man skal finde ud af hvem, man er, og hvad man vil. Alle de døre, der senere lukker sig, står stadig åbne.

Samtidig er man så sårbar og uden den erfaring, der kan bruges til at stå imod, når tingene går galt. Man har endnu ikke den stemme indeni, som siger »rolig nu, du har prøvet det før, det går over«. Derfor er unge også lettere ofre for sammenbrud og selvmord, sådan som jeg skildrer det i romanen.«

Engell taler med stort engagement og er også allerede i gang med en ny ungdomsbog. En genre, der ikke altid står lige stærkt i skønlitteraturens hierarki:

»Børne- og ungdomslitteraturen bliver nogle gange beskyldt for ikke at være rigtig litteratur. Forfatterforeningen er af samme grund delt i to, i Dansk Forfatterforening og Danske skønlitterære Forfattere.

Den første er for alle forfattere, den anden kun for dem, der skriver til voksne. De mener, at børne- og ungdomslitteratur har et pædagogisk sigte og derfor ikke kan være kunst. Ser man på litteraturhistorien, synes jeg nu, den er fuld af eksempler på bøger for børn og unge, der er stor kunst.

Min drivkraft er sproget og den gode historie, og jeg gør mig umage for aldrig at tale ned til mine læsere. Jeg stoler i stedet på, at de er i stand til ikke bare at fange det på linjerne, men også alt det, der står mellem dem.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.