Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Det kan du forvente af Springsteen i Parken

Når Bruce Springsteen onsdag spiller i Parken, kan publikum regne med over tre timers intens spilleglæde, et tight E Street Band og en setliste med masser af plads til overraskelser.

Bedømt på Bruce Springsteen-koncerten i Glasgow, som Berlingske overværede, kan Parkens publikum se frem til rutineret showmandship og 33-34 sange. Foto fra Haag i Holland: Paul Bergen
Bedømt på Bruce Springsteen-koncerten i Glasgow, som Berlingske overværede, kan Parkens publikum se frem til rutineret showmandship og 33-34 sange. Foto fra Haag i Holland: Paul Bergen

GLASGOW: Det har ikke regnet i en uge. Det er i sig selv usædvanligt i skotske Glasgow, hvor de lokale påstår, at det regner 300 af årets dage. Når solen så tilmed har banket ned fra oven, og temperaturen har ligget over de 20 grader, er vi nærmest ovre i det historiske. Det har aftenens hovedperson luret, og da Bruce Springsteen og hans E Street Band træder op på scenen, konstaterer han med et bredt smil, at det er en smuk aften og sætter så gang i den klassiske sing-a-long »Waitin’ on a Sunny Day.« En sang om, hvordan den eneste ene kan bære dig gennem hårde tider.

Efter introen og første vers kaster Spring-steen sin akustiske guitar bagover gennem luften til en roadie og griber i stedet mikrofonen for at bevæge sig ud blandt de forreste rækker af publikum.

På tredje række, på skuldrene af sin far, sidder 9-årige Anna Paton med Stars and Stripes-kasket på hovedet. Springsteen hiver pigen op på scenen, stikker hende mikrofonen og lader hende acapella skråle omkvædet »Im waitin’, waitin’ on a sunny day, gonna’ chase the clouds away« igen og igen. Det klarer hun i skinger bravour og slutter af med at råbe »Come on E Street Band« og hæve armene i triumf. 55.000 mennesker på stadion kvitterer med vild jubel. Så er vi ligesom i gang.

I gang med det 45. show på Spring- steens gigantiske »The River«-turné, der blev indledt i januar i USA, og bevæger sig gennem Europa hen over sommeren for siden at vende retur til en stribe koncerter i det amerikanske. Turnéen baserer sig på genudgivelsen af Springsteens album »The River« fra 1980, suppleret med en række out-takes, det vil sige numre, som blev indspillet, men siet fra til den endelige plade.

Vi snakker altså om et 36 år gammelt album, hvilket ikke har forhindret den amerikanske musiker i at sælge alle pladser på de største spillesteder i Europa: Wembley i London, Olympia Stadion i Berlin, Madrids Bernabeu, Barcelonas Camp Nou og Göteborgs Nya Ullevi, hvor han spiller hele tre aftener på turneen.

Onsdag rammer Springsteen så et af de relativt mindre stadions på turnéen: Parken i København. Hvad kan vi så forvente os?

Intens spilleglæde

Bedømt ud fra, hvad Springsteen leverede i Glasgow, kan publikum se frem til over tre timers intens spilleglæde og rutineret showmandship fra hovedpersonen i front, et tight E Street Band som backingband og så en setliste på mellem 33 og 34 numre, der har ændret sig markant fra turnéens meget fastlåste start til nu at være en uforudsigelig rejse gennem Springsteens bagkatalog.

Lad os starte med holdopstillingen på scenen, som er mere beskeden end sidst, Springsteen for tre år siden gæstede Danmark. Da var det faste backingband The E Street Band suppleret af en percussionist, to korsangere og en blæsersektion. Al den ekstra flødeskum er skrabet væk nu, og tilbage er the E Street Band i den form, der indspillede plader og turnerede med Bruce Springsteen fra start-1970erne og frem til slut-1980erne, hvor han gik fra jobs på New Jerseys barer og små spillesteder til at blive et globalt rockikon: Et band bestående af grundelementerne trommer, bas, saxofon, klaver, keys og tre markante guitarer i front.

Det klæder bandet, som i Glasgow trådte i karakter fra start. Med trommeslager Max Weinberg og bassist Gary Tallent er bunden solid som beton. Roy Bittan på klaver og Charles Giordano på keyboards (der trådte ind i bandet i stedet for afdøde Danny Federici) står klart i lydbilledet og leverer signatur-melodier og introer på flere numre. På akustisk guitar, violin og kor Soozie Tyrell.

I frontlinjen står de mest markante skikkelser i bandet. På saxofon Jake Clemons, nevø til en af Bruce Springsteens vigtigste sparringspartnere og musikalske brødre gennem karrieren, Clarence Clemons, der døde i 2011 og efterlod et gigantisk hul i E Street Band. Jake Clemons virkede i Glasgow som en mand, der har formået at tackle den store arv og forventninger, har vænnet sig til de allerstørste scener og nu nyder at optræde på dem.

Til højre for Springsteen – altid til højre – guitaristen Nils Lofgren, der med sine soloer kan løfte numre som »Because the Night« til noget magisk.

Hvor Lofgren er den teknisk dygtigste af Springsteens guitarister, er Stevie Van Zandt på venstre flanke den mest karismatiske. Med bandana om hovedet, lange øreringe, cottoncoat og adskillige tørklæder flagrende fra krop og guitar ligner han den kombination af en pirat og en mafioso, som landede ham en rolle i TV-serien »The Sopranos«. Med sit store katalog af poseringer med guitaren og en evig flirten med de forreste rækker var Van Zandt i Glasgow humørsprederen, der også leverer signaturkor og duet med Springsteen i flere numre.

Den ubestridte leder

Forrest Bruce Springsteen. Hjernen bag det hele, den ubestridte leder, indpisker og spilfordeler på scenen.

Han er over 40 år inde i sin karriere, har rundet de 66 år og sikkert et par tusinde koncerter. Godt nok er hans gang og bevægelser på scenen blevet mere stive i det, men den grundlæggende energi, udstråling, indlevelse og intensitet på scenen er fortsat ekstrem. Springsteens guitarspil har aldrig været raffineret. Til gengæld hamres akkorder og soloer af sted med en intensitet og indlevelse, få kan matche. Hans stemme er af og til rusten, men har nerve og dybde. Han har i flere interviews sagt, at han får energien fra publikum, og i Glasgow er det tydeligt, at han søger den aktivt.

I de første numre af koncerten er han rundt og give hånd til adskillige fans, se dem i øjnene og smile med dem for ligesom at tanke op til showet. Og i de følgende tre en halv time kører han på stort set uden pauser og driver showet fremad, op og ned i intensitet og fremad mod et ekstremt klimaks. Kun når han skal skifte guitar, holder han pauser. Eller de få gange, hvor han tanker lidt vand på podiet ved trommeslager Max Weinberg.

Det er selvfølgelig ham, publikums øjne primært er rettet mod. Men også ham, bandet konstant har et blik på for at følge, hvornår et nummer skal sættes på pause, skrues op eller ned i intensitet, eller hvornår et nyt skal gribes ud af luften. Og det bliver de i høj grad denne aften, hvor sætlisten virker til delvist at blive improviseret frem ud fra en fornemmelse af, hvilken stemning publikum er i.

Publikum vælger sange

Da bandet indledte turnéen i USA i januar, var det med et stramt »The River«-koncept. Showets første to timer var en genopførelse af albummet fra enden til anden, suppleret af out-takes-numrene. Altså lidt som hvis man satte pladerne fra boks-sættet på derhjemme.

Det koncept blev fulgt tværs over det nordamerikanske kontinent, men skiftede, da turnéens europæiske del i maj blev indledt på Camp Nou i Barcelona. Her åbnede Springsteen med klassikeren »Badlands«, og undervejs fik publikum en lang række af hans allerstørste hits og stadionbaskere. Måske for at bryde ensformigheden, men nok primært i erkendelse af, at der skal den slags til at spille store stadions med op til 80.000 mennesker op og få dem med.

Frem for at kredse om »The River«-pladen indgår numrene derfra nu som et fast sæt byggeklodser på seks-otte numre lagt inde undervejs.

Det vil vi formentligt også se i Parken onsdag aften, og det var også sådan, koncerten i Glasgow formede sig. Efter solskins-åbneren gik Springsteen over i den soulede »Spirit in the Night«, for så at køre fire numre i streg fra »The River«. Dernæst røg Springsteen ud til de forreste række for at samle ønsker ind. Et fast ritual til hans koncerter er, at publikum på de forreste rækker har papskilte med, hvorpå de skriver det nummer fra bagkataloget, de allerhelst vil høre. Det bruger Bruce Springsteen til at sikre en friskhed i showet og udfordre bandet, der lynhurtigt skal omstille sig til numre, de ikke før har spillet på turnéen.

Denne aften fik vi for eksempel »4th of July, Asbury Park (Sandy)«, en absolut klassiker samt den nyere »American Skin (41 Shots)«, aftenens måske stærkeste sang, der kredser om en tragedie, hvor politiet skød og dræbte en ubevæbnet, ung sort mand med 41 skud under en anholdelse.

Det er derfor ikke til med sikkerhed at sige, hvad Bruce Springsteen vil diske op med i Parken. Og hvordan det rammer den enkelte lytter.

Der er skrevet tykke bøger og kilometervis af blogs, der analyser Springsteens tekstunivers og hans kredsen om livets store drømme og deres barske møde med virkeligheden. Det slags skal vi ikke ind på her. Men sikkert er det – som altid ved hans koncerter – at der gennem de første to timer bygges op og lægges i ovnen til en finale, hvor de allerstørste hits følger som perler på en snor, og selv de mest skeptiske i folkemængden rives med.

I Glasgow hed affyringsrampen »Because the Night« – »The Rising« – »Thunder Road« – »Badlands« – »Born in the U.S.A.« – »Born to Run« – »Glory Days« – »Dancing in the Dark« – »Tenth Avenue Freeze-Out« og til slut »Shout« i et vanvittigt festfyrværkeri. Hvorefter Bruce Springsteen sluttede af alene på scenen, med akustisk guitar og den smukke »This Hard Land«:

»Well if you can’t make it stay hard, stay hungry, stay alive if you can/ And meet me in a dream of this hard land,« sang han.

Hvorefter lyset blev tændt, og vi gik ud i en skotsk sommernat. Med lidt højere oktan i blodet. En susen i krop og ører. Og en forstærket tro på, at det er OK at drømme om noget større i sit liv.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.