Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Det har sat mærker i mit sind, som vil følge mig resten af livet«

Selv om »Kunsten at græde i kor« var en publikumssucces, blev filmen ikke den vidunderlige og forløsende debut, som Peter Schønau Fog havde drømt om. I dag ser den 36-årige instruktør med undren tilbage på en proces, der næsten kostede ham lysten til at lave film.

»Det er altid lettere at lade være med at lave en film. Det er altid lettere at holde op med at kæmpe for det, man tror på. På den måde endte denne her film mere med at være et kald end et arbejde,« fortæller filminstruktøren Peter Schønau Fog, der tidligere på året debuterede med »Kunsten at græde i kor«.
»Det er altid lettere at lade være med at lave en film. Det er altid lettere at holde op med at kæmpe for det, man tror på. På den måde endte denne her film mere med at være et kald end et arbejde,« fortæller filminstruktøren Peter Schønau Fog, der tidligere på året debuterede med »Kunsten at græde i kor«.

På papiret ser Peter Schønau Fogs historie fantastisk ud.

Kun 34 år gammel får han mulighed for at lave den spillefilm, han har drømt om, siden han instruerede de jævnaldrende rollinger foran faderens udlånte VHS-kamera 20 år tidligere.

Med hjælp med filminstituttet laver den voksne Peter Schønau Fog en anmeldersucces. 233.964 danskere ser filmen, og »Kunsten at græde i kor« bliver udvalgt som Danmarks stolte kandidat til næste års Oscar-uddeling.

Jublen vil ingen ende tage.

Alligevel er det med blandede følelser, at Peter Schønau Fog kigger tilbage på de fem hårde år, der kulminerede, da hans filmatisering af Erling Jepsens roman havde premiere i foråret.

At få lavet en film, han selv kunne stå inde for, har kostet mange kræfter.

Først var der kampen om at få den finansieret.

Derefter var der diskussioner med filmselskabet, der ville markedsføre filmen på deres egen måde. Og til sidst, mens Peter Schønau Fog stod midt i klippeprocessen, måtte han kæmpe med produceren, der ikke mente, at den debuterende instruktør evnede at lave et værk, der ville sælge billetter nok.

Kun med hjælp fra instruktørforbundets jurist fik Peter Schønau Fog lov til at gøre sit arbejde færdigt.

Stridighederne, skuffelserne og sliddet gør det lidt sværere, når han bliver bedt om at tale om sin succes.

»Jeg ved godt, at man siger, at når enden er god, så er alting godt, men passer det? « spørger Peter Schønau Fog retorisk.

Misforstået markedsføring
Peter Schønau Fog var allerede et navn, da han afsluttede Filmskolen med den roste afgangsfilm »Lille Mænsk« i 1999. Bagefter begyndte den nyudklækkede instruktør at lede efter den perfekte historie til sin første spillefilm.

En gammel ven, skuespilleren Anders Hove, præsenterede Peter Schønau Fog for Erling Jepsens »Med dame på og hele lortet«, som producent Thomas Stenderup ville filmatisere.

Ved det første møde med forfatteren handlede samtalen dog mest om »Kunsten at græde i kor«, som Erling Jepsen var i gang med at skrive. Da Peter Schønau Fog fik udkastet til den kommende bog, læste han det på én nat.

Her var historien, han ville tage fat på.

»Jeg føler egentlig, at hver eneste film skal være god nok til at blive min sidste. Det lyder måske lidt prætentiøst, men hvis jeg skal bruge fem år af mit liv på et projekt, så skal det også være det værd. Så skal det ikke bare være et pænt tapet til folks popcorn,« siger Peter Schønau Fog.

Han føler sig forpligtet til at give skatteyderne noget igen, når nu de er med til at betale filmstøtten.

»Jeg talte engang med en biografdirektør, der fortalte, at folk, der gik ind og så sådan nogle »tapetfilm«, ofte talte om det samme, når de forlod biografen, som de havde talt om, da de ankom. De genoptog bare snakken på samme sted, hvor den var stoppet, da filmen begyndte. Sådan er det heldigvis ikke med »Kunsten at græde i kor«. Her får folk forhåbentlig noget at tale om«.

Det kan man vel kun være enig i.

Historien om den 11-årige Allan og hans misbrugte søster er en sjælden blanding af et dyster emne og en lun, underfundig humor. Danskerne har forstået det, men alligevel føler Peter Schønau Fog sig stadig forpligtet til at tage med, når filmen bliver vist på udenlandske festivaler.

Stik imod hans ønske valgte filmselskabet nemlig at lancere »Kunsten at græde i kor« internationalt som en sort komedie om en dreng, der slår folk ihjel for at gøre far glad. Den første udenlandske filmplakat viste et billede af hovedpersonen, der kører et andet menneske rundt i en trillebør.

Nedenunder står ordene »All it takes is a funeral«.

»Hvis man har set filmen, ved man, at scenen handler om at Allan befrier sin søster. Nu gav billedet i stedet associationer til en dreng, der kører friske lig til begravelser. Det er en stor fejl, fordi det tiltrækker et forkert publikum,« siger Peter Schønau Fog, der møder op ved de internationale visninger og forklarer, at filmen er lavet af en godt hjerte.

»Hvis folk forventer, at »Kunsten at græde i kor« er en grotesk historie om en 11-årig seriemorder, så vil de måske misforstå filmen og tro, at vi vil gøre grin med incest,« siger han.

Mod mit ønske
Peter Schønau Fog er ikke i tvivl om, at hans mange kampe skyldes, at han blev tromlet ned af folk, der følte, at de vidste mere om film end den ukendte debutant.

Det blev særligt tydeligt i samarbejdet med producenten.

En af deres konflikter handlede om musikken, der ligger over filmens slutscener. Produceren mente, at den var for tung og forsøgte at få filminstituttet til at fjerne Peter Schønau Fog fra projektet, da han var uenig. Det lykkedes ikke.

»Musikken er på filmen i dag, og det er der ingen, der har kommenteret siden,« siger Peter Schønau Fog.

Han måtte også acceptere, at man klandrede ham for, at budgettet blev brudt, selvom beslutningen om at indspille filmen i det dyreste format blev truffet hen over hans hoved. Peter Schønau Fog havde ellers forsøgt at forklare, at de mange uerfarne skuespillere krævede mere tid foran linsen end deres professionelle kolleger. Heller ikke dette blev hørt.

»Det har krævet utrolig meget energi at lave »Kunsten at græde i kor«. Da jeg fik produktionsplanen før optagestart, kunne jeg se, at den var urealistisk. Manuskriptet var for omfattende. Alligevel insisterede producenten på at gennemføre filmningen. I sidste ende betød det en ekstra uges optagelser, som i sidste ende blev skåret ud, fordi filmen blev for lang. Derved blev budgettet overskredet, som jeg sagde fra starten, men der er man kun debutant, så der bliver ikke lyttet«.

Det er første gang, at Peter Schønau Fog fortæller om den genstridige proces. Indtil videre har han holdt sin mund og forsøgt at få tingene til at fungere, så filmen ikke led skade.

»Som debutant skal man være taknemmelig. Og jeg har meget at takke for. Jeg er meget glad for at anmelderne og publikum har taget så godt imod filmen, men der er andre ting, jeg ikke forstår,« siger Peter Schønau Fog.

»Alle folk tror jo, at instruktøren har det kunstneriske ansvar. Det troede jeg vel også selv. Men det er åbenbart noget, man skal have sin kontrakt med på arbejde hver dag for at kunne tilkæmpe sig«.

Han er stadig ikke meget for at sætte ord på den dårlige oplevelse. Filmen blev jo god, og det var det vigtigste.

»Nu forsøger jeg at lave en ny spillefilm, men det er lidt vaklende. Jeg er stadig lidt desorienteret efter alt det, jeg skulle igennem. Uanset hvad jeg laver fremover, har denne proces sat mærker i mit sind, som sikkert vil følge mig resten af livet. Og der er i hvert fald mange ting, jeg gerne vil slippe for næste gang,« siger Peter Schønau Fog.

Han kigger ned i sin kaffekop og husker dengang, han sneg sig ind til Jens Jørgen Thorsens Jesus-film.

»Under påskud af at være journalist spurgte jeg ham, om filmen havde været al hans blod, sved og tårer værd? Ja, svarede Thorsen, men det var jo kun teaterblod. Det samme kan jeg desværre ikke sige i mit tilfælde«.

saal@berlingske.dk

De brød også igennem i filmbranchen i løbet af 2007:

Instruktøren Christoffer Dreyer:

Modtog i november måned førsteprisen ved årets dokumentarfilmfestival for »En forening i modvind« om Dansk-Nordkoreansk Venskabsforening.

Skuespillerinden Semra Turan: »Aicha spilles med køn følsomhed og sårbar målbevidsthed af debutanten Semra Turan«, skrev anmelder Ebbe Iversen efter premieren på Natascha Arthys kampsportsfilm »Fighter«.

Skuespillerinden Patricia Schumann:

Teatergæster kender hende fra blandt andet Zangenbergs Teater, CampX og Det Danske Teater, men først med spillefilmen »Erik Nietsche - de unge år« fik skuespillerinden Patricia Schumann sin filmrolle. Skuespilleren Oliver Møller Knauer: I virkeligheden er han i lære som fotograf, men Oliver Møller Knauer fik mange roser for sin rolle som den usikre unge mand i Thomas Vinterbergs »En mand kommer hjem«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.