Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Det glemte kæmpeværk

Næsten 70 år efter, at den danske komponist Paul von Klenau skrev sin mægtige 9. symfoni, opfører DR SymfoniOrkestret og dirigent Michael Schønwandt nu værket for første gang. Forskningsprofessor Niels Krabbe fra Det Kongelige Bibliotek fandt værket i en lejlighed i Østrig hos Klenaus barnebarn.

Paul von Klenau blev født i København i 1883, men levede størstedelen af sit liv i Tyskland og Østrig. Først i 1939 vendte han tilbage til Danmark. Her er et af de mange ark, der udgør hans 9. symfoni. 
Paul von Klenau blev født i København i 1883, men levede størstedelen af sit liv i Tyskland og Østrig. Først i 1939 vendte han tilbage til Danmark. Her er et af de mange ark, der udgør hans 9. symfoni. 

Der er noget helt særligt på spil, når DR SymfoniOrkestret og dirigent Michael Schønwandt torsdag den 20. marts uropfører den danske komponist Paul von Klenaus 9. symfoni. Ikke bare er det ét af de største symfoniske værker, der nogensinde er skrevet i Danmark. Symfonien har også ligget gemt for omverdenen i næsten 70 år, kun få har set den, og ingen har endnu hørt den spillet med det store orkester, kor og fire solister, den er komponeret for.

Det var forskningsprofessor Niels Krabbe på Dansk Center for Musikudgivelse ved Det Kongelige Bibliotek, der i 2001 kom på sporet af Klenaus 9. Han havde fået et tip om, at komponistens barnebarn, østrigske Corinna Boskovsky, havde »noget Klenau« liggende. Og han blev ikke skuffet.

»Da jeg kom til lejligheden i Mühlgasse 30 i Wien, lå der noder over alt i poser og kasser, nogle under flyglet, andre under sofaen. Hun havde også en del gemt af vejen i sit sommerhus i Tyrol,« fortæller han. »Der var tæt på 100 værker, heraf mindst 25, der aldrig var nogen, der havde hørt om før, bl.a. tre symfonier, en klaverkoncert, en violinkoncert, to strygekvartetter og en masse sange. Desuden mængder af breve og foredrag, herunder ikke mindst et 100 sider langt erindringsmanuskript. Klenau havde været en utroligt flittig mand.«

Paul von Klenau er den glemte – eller måske snarere oversete – danske komponist. Han blev født i 1883 i København og begyndte at studere violin og komposition på Musikkonservatoriet i 1900. Allerede to år efter, som bare 19-årig, flyttede han imidlertid til Berlin og tilbragte de næste mange år i Tyskland og Østrig. Først i 1939 vendte han – bortset fra få kortere besøg – tilbage til hjemlandet.

»Det gjorde, at han i sin samtid stort set blev betragtet som en tysk komponist,« siger Niels Krabbe. »Han var også en smule ugleset herhjemme, dels fordi han skrev i en stil og et tonesprog, som var meget lidt gængs i Danmark på den tid, dels fordi mange fandt, at han var lovlig sen til at forlade det nazistiske Tyskland og flytte tilbage til Danmark.«

Trods sygdom og en tiltagende døvhed blev Paul von Klenaus sidste år i Danmark indtil hans død i 1946 overordentlig produktive. Han komponerede fire store symfonier, inklusive den mægtige 9. symfoni, foruden flere andre orkesterværker. Efter hans død rejste hans østrigste hustru, Margarethe Klimt, tilbage til Wien med alt hans efterladte materiale.

»Hvordan det lykkedes hende at få alle de mange, mange kasser til Østrig lige efter krigen, ved jeg ikke. Men det gjorde hun altså,« siger Niels Krabbe. »Og hun påtog sig, næsten som en livsopgave, at registrere alt hans materiale. Hun vidste dybest set ikke, hvorfor hun gjorde det, for på det tidspunkt var der ingen, der interesserede sig for Paul von Klenaus musik. Men hun håbede vel, at nogen en dag ville fatte interesse for det. I hvert fald registrerede hun omhyggeligt i to små stilehæfter alt, hvad hun vidste om de forskellige værker, lagde dem i fine papiromslag og skrev numre på, hvad der var i de forskellige mapper.«

Og sådan fandt Niels Krabbe det hele, pænt ordnet og pakket i kasser og poser, da han i 2001 kom til lejligheden i Mühlgasse, hvor Margaretha Klimts barnebarn, Corinna Boskovsky, der var regissør for et omrejsende operakompagni, boede. Herefter fulgte flere års forhandlinger om at købe den store samling, og endelig i 2005 lykkedes det at skaffe tilstrækkelige midler, både private og offentlige, til at erhverve hele samlingen.

I de forløbne år har Niels Krabbe og hans kolleger i Dansk Center for Musikudgivelse arbejdet sig igennem det store materiale.

»Hovedværket er helt klart den 9. symfoni. Af mange grunde,« siger han. »For det første fordi, enhver 9. symfoni siden Beethovens har en særlig aura omkring sig. Mange komponister går helt uden om tallet ni, fordi Beethovens 9. er så mægtig. Men Klenaus 9. er også noget særligt, fordi den er så stor. Otte satser, latinsk tekst, stort orkester, kor og solister. Uden nogensinde at have hørt det, vil jeg tro, at det varer mindst fem kvarter.«

Symfonien er yderligere interessant, mener Niels Krabbe, fordi den er skrevet på et tidspunkt – i 1945 – hvor symfonien som genre var på vej ud herhjemme, ja, af nogle danske komponister nærmest lagt for had.

»Det bekræfter Klenaus outsiderposition, at han på trods af, at symfonien blev betragtet som en altmodisch genre, som det ikke gav mening at dyrke, fortsatte med at skrive kæmpesymfonier, herunder den mægtige 9.,« siger han.

Problemet var imidlertid, at Klenau ikke selv nåede at gøre den 9. symfoni helt klar til opførelse. De håndskrevne nodeark lå hulter til bulter, kun med Klenaus hastigt nedkradsede notater om, hvordan han havde tænkt sig rækkefølgen i de mange satser. Niels Krabbe brændte for at få værket gjort klar og opført, men var materialet godt nok til, at det kunne betale sig at ofre de mange arbejdstimer – og penge – det ville koste at få samtlige stemmer ordnet, skrevet ud til de enkelte instrumentgrupper og trykt? For at få en sagkyndig vurdering inviterede han sin gamle ven, dirigenten Michael Schønwandt, til at besigtige materialet. Og Schønwandt var straks fyr og flamme:

»Det var et manuskript, som skulle klistres sammen af mange dele, men man kunne tydeligt se, at det var et stort værk, både af udstrækning og vægtighed,« siger han. »Musikalsk var det også interessant. Ud over den rent arkæologiske interesse i at finde et så stort værk, der aldrig har været spillet før, er det også interessant at møde en komponist, der skriver i det store tyske, senromantiske udtryk, og samtidig er det den først danske komponist, der bevidst arbejder med 12-tone musik.«

Paul von Klenau var en stor tilhænger af den atonale 12-tone musik, som blev udviklet lige efter første verdenskrig af komponister som Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton Webern. Han havde selv kontakt med Schönberg og var en nær ven af Alban Berg.

»Den 9. symfoni svinger fra atonal 12-tonemusik til i de sidste fire satser at være helt traditionel dur-mol. Man kan nærmest tolke det som en vandring fra mørke til lys,« siger Michael Schønwandt, der mener, at netop ni-tallet gør symfonien til noget særligt.

»Når man skriver en 9. symfoni, skal man trække vejret dybt, og det har Klenau også gjort. Ligesom Beethoven har han taget udgangspunkt i fire sangsolister, stort kor og stort orkester, og ligesom Beethovens 9. slutter også han med en nærmest ekstatisk jubel. Hvad det betyder, er op til den enkelte at tolke. Klenau var døv, da han skrev symfonien – igen ligesom Beethoven. Hele hans forhold til det praktiske musikliv, hvor han havde været både dirigent og violinist, må jo have været væk på det tidspunkt. Han har på alle måder været et isoleret menneske, syg var han også. Både i forhold til omverdenen og sig selv har han været i en eksistentiel krise. Og så skriver han dette værk i 1944-45 – til en latinsk tekst, hvor ordet for fred, Pax, gentages igen og igen. Det kan ikke være noget tilfælde,« siger han.

At Klenaus 9. symfoni er et væsentligt værk, er Michael Schønwandt ikke i tvivl om.

»Alene at det er et af de største symfoniske værker, der er skrevet i Danmark, gør det væsentligt. Men hvor væsentligt, ved vi først, når vi har oplevet det i koncertsalen,« siger han.

For Niels Krabbe bliver torsdagskoncerten i DR Koncerthuset den 20. opfyldelsen af netop den ambition, han har haft som mangeårig leder af – og nu professor emeritus ved – Dansk Center for Musikudgivelser.

»Det her projekt rammer jo lige i kernen af, hvad vi er sat i verden for – at finde ukendt materiale fra samlingerne, gøre det klar til opførelse og få det præsenteret som en væsentlig del af den danske kulturarv,« siger han. »Her er det lykkedes os at servere et stort og betydningsfuldt værk nærmest på et sølvfad. At det så oven i købet præsenteres for offentligheden af den mest prestigefyldte institution i dansk musikliv, torsdagskoncerten, er jo bare fantastisk.«

Paul von Klenaus eftermæle har været præget af mistanken om, at han skulle have haft nazistiske tilbøjeligheder. Dels fordi han ventede så længe med at forlade Tyskland, dels fordi han bevidst distancerede sig fra Schönberg, som var jøde, og understregede, at han havde lært 12-toneteknikken af en anden komponist.

Men efter at have gennemlæst det efterladte materiale, bl.a. de mange breve og foredrag, mener Niels Krabbe ikke, at de påståede nazisympatier har noget på sig.

»Han navigerede i vanskeligt farvand. Der er ikke tvivl om, at der skulle sluges nogle kameler, når man havde sin karriere i Tyskland i 1930erne,« siger han. »Men hele materialet viser efter min bedste overbevisning, at han hverken var værre eller bedre end så mange andre kunstnere og intellektuelle på den tid.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.