Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Det gamle København: Velkommen i Tivoli

15. august 1843 kunne Tivoli åbne porten for sine gæster. I haven kunne de lade sig friste af mere end en håndfuld restauranter og forlystelser, Lumbyes orkester diverterede med wienermusik, og når mørket faldt på, blev haven endnu mere fortryllende med lys i alle farver.

Tivolis indgang ved åbningen i 1843. Uden store ændringer stod portalen indtil 1879, da den væltede under en storm. Før og nu, 1. årg. 1915
Tivolis indgang ved åbningen i 1843. Uden store ændringer stod portalen indtil 1879, da den væltede under en storm. Før og nu, 1. årg. 1915

Hvordan de sarte glacéhandsker så ud efter 3.615 håndtryk, melder historien ikke noget om. Og det er for så vidt også ligegyldigt. Løjtnant Carstensen brugte nemlig aldrig et par handsker mere end en enkelt gang.

En verdensmand af Guds og kongens nåde var han, men altså ikke større, end at han personligt stillede sig op ved indgangen og bød hver eneste gæst velkommen i Tivoli, da byens nye forlystelseshave åbnede tirsdag eftermiddag kl. 16 den 15. august 1843.

Københavnerne havde læst om projektet i byens aviser, og spændte var de fleste, for Georg Carstensen havde allerede på det tidspunkt sat sig på tronen som hovedstadens forlystelseskonge.

Efter en afbrudt militærkarriere, et lidt uheldigt møde med Det Kongelige Teater og et delvist gennemført jurastudium havde han bevilget sig selv tre fjumreår for at rejse verden rundt og samle indtryk.

Da han i 1839 var kommet tilbage, begyndte han for sig selv som journalist, redaktør og bladudgiver i den lettere genre. Og for at skaffe opmærksomhed og trække læsere til, begyndte han også at arrangere fester, hvortil abonnenterne havde gratis adgang.

På skift lejede han Rosenborg Have, Classens Have uden for Østerport og Ridehuset ved Christiansborg, og det blev sande tilløbsstykker. Han leverede nemlig prima underholdning for helt almindelige mennesker, og altid blev arrangementerne gennemført med sikker hånd og uden pinlige optrin.

Men så fik han en ny idé, og den greb ham i en sådan grad, at han hverken fik tid til at udgive blade eller arrangere aftenfester.

I september 1841 kunne han i den Berlingske avis læse, at to borgere havde søgt om »tilladelse til i nærheden af København at anlægge et sådant offentligt forlystelsessted, som ved flere af udlandets større stæder findes under navn af Tivoli«.

Borgerrepræsentationen havde været positiv, dog med forbehold, og projektet var faldet til jorden på grund af uenighed mellem ansøgerne og myndighederne om betaling af afgifter og længden af det ønskede privilegium.

Carstensen greb imidlertid ideen, og få dage efter sendte han sin egen anmodning stilet til kongen om »tilladelse til i København eller en af dens forstæder at anlægge et permanent etablissement under benævnelsen: Københavns Tivoli og Vauxhall«.

En detaljeret beskrivelse af hvad der skulle være af forlystelser, forretninger, restauranter m.m. fulgte med ansøgningen sammen med en økonomisk oversigt, og klog af skade nøjedes han med at anmode om et femårigt privilegium.

Det accepterede Borgerrepræsentationen, og ligeledes at den almindelige afgift til fattigvæsenet på ti pct. af entreindtægten blev halveret, hvis Carstensen til gengæld tog borgerskab og betalte en passende næringsskat.

Inden for voldene var det umuligt at finde plads til en forlystelsespark, men uden for Vesterport lå der et stort åbent areal, hvor enken efter en brændevinsbrænder havde køer på græs om sommeren.

Her skulle det være, men det var militært område, og han skulle først have ingeniørkorpsets tilladelse. Den fik han, hvis han kunne komme overens med brændevinsenken, og hvis han lovede kun at opføre lette bygninger i træ, som på forlangende hurtigt kunne nedrives uden nogen som helst godtgørelse.

Finansieringen havde han også tænkt over. For det lå i tiden, at aktier var den sikre vej til rigdom, og følgelig skulle Tivoli være et aktieselskab. Folk med lidt sparepenge kunne sikre sig et glimrende afkast, og ved den stiftende generalforsamling valgte man en bestyrelse, som ud over Carstensen bestod af en håndfuld fremtrædende personligheder i byen.

Det gav imidlertid hurtigt anledning til intern konflikt, at Carstensen fra begyndelsen sikrede sig ret til fem pct. af bruttoindtægten, mens aktionærerne i sagens natur måtte håbe på, at udgifterne ikke gjorde det umuligt at skabe overskud på regnskabet – men det gjorde de. Allerede før åbningen manglede der kapital, og det var ikke sidste gang.

Hen over sommeren arbejdede håndværkerne i lyntempo, for Carstensen insisterede på, at Tivoli skulle åbne til tiden. Det lykkedes, og da dagen endelig kom, var han trukket i sit fineste puds for personligt at tage imod.

Fra Vesterbrogade, som dengang hed Vesterbro Allé, var der på ydersiden af stadsgraven anlagt stier, og når gæsterne bevægede sig rundt i haven, kunne de lade sig friste af mere end en håndfuld restauranter og forlystelser. Lumbyes orkester diverterede med wienermusik, og når mørket faldt på, blev haven endnu mere fortryllende med lys i alle farver.

Den såkaldt »begavede, dannede og formuende« del af borgerskabet rynkede ganske vist på næsen af al denne overfladiske ståhej, men det forhindrede ikke, at Tivoli blev en umådelig publikumssucces.

Alle – høj såvel som lav – måtte ved selvsyn ud af byen for at danne sig et indtryk af Carstensens nyeste påfund. Og det eneste problem, det gav anledning til, var trængslen af mennesker ved Vesterport. For den lukkede ved midnat, og det var blot en halv time senere end Tivoli. Men det kunne vagten ikke tage hensyn til.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.