Interview

»Det er magi. Hvis jeg taler om det, så dør det«

Kristina Stoltz fortæller aldrig, hvad hun arbejder på. Hun er mystikken selv, hvad angår skriveriet, men der skal også være magi i det, som hun siger.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Blandt eksotiske planter, majestætiske søjler og spejlblank marmor sidder forfatteren Kristina Stoltz og skriver i sin notesbog. Dette magiske sted, Glyptoteket, er for tiden hendes andet hjem. Her finder hun inspiration til at skrive sit kommende værk. Hvad Kristina Stoltz arbejder på, og hvordan det hænger sammen med Glyptoteket, vil hun ikke fortælle.

»Det er magi. Hvis jeg taler om det, så dør det,« siger Kristina Stoltz, hvis seneste udgivelse er romanen »Som om«, der udkom her i foråret.

»Jeg har flere gange oplevet, at jeg er kommet til at tale om en idé, fordi jeg har været så begejstret for den, og jeg har været skråsikker på, at der nok skulle komme en bog ud af det, men ved at tale om det har jeg slået den ihjel,« siger hun.

Overtro ligger til familien, erkender den københavnske forfatter. Den lille notesbog forbliver lukket for alle andre end hende.

Selv om Glyptoteket er en fortryllende og forunderlig arbejdsplads, er Kristina Stoltz’ liv grundlæggende er ret normalt.

Dagen starter med at aflevere børnene i skolen. Når hun kommer tilbage til lejligheden på Vesterbro, sidder hun ved spisebordet og i sin skrivestol. Lædersædet er hullet og præget af årenes skriverier. Den japanske kimono ryger på, og så er Kristina Stoltz ellers klar til at skrive.

»Der må gerne være noget magi i det, og det er der i kimonoen. At jeg tager hverdagen af og noget andet på. Det handler om at ritualisere skriveprocessen, så det bliver noget andet end min hverdag. Når jeg tager kimonoen på, har jeg skabt et andet rum,« siger hun.

Skriver i hånden

Ved sig har Kristina Stoltz sin notesbog. Hun åbner computeren og begynder. Fuld koncentration, ingen morgenmad, kun te og vand. Den røde tekande i støbejern er en fast makker om morgenen.

»Det giver mig på en eller anden måde energi at være sulten. Det er ikke, fordi det skal være en gulerod for mig at spise, og det har heller ikke noget at gøre med slankekure. Min krop har det bare på en anden måde, når jeg ikke har spist. Jeg er mere speedet. Andre ville måske bare dø, hvis de gjorde sådan,« siger hun.

Det, som Kristina Stoltz dagen før har skrevet i hånden på Glyptoteket, skriver hun ind på computeren. Her sidder hun og arbejder til omkring klokken 11. Og så er der mad. Kristina Stoltz ved, at sulten på et tidspunkt får det til at gå ned ad bakke.

Efter at have fodret den knurrende mave, tager hun ind på Glyptoteket. Her skriver hun på ny ting ned i sin notesbog.

»Jeg er opvokset uden teknologi. Som barn begyndte jeg at skrive dagbog, og siden da er det bare blevet en vane altid at skrive ned. Der sker et eller andet, når jeg skriver i hånden. Det kommer ud af kroppen på en anden måde,« siger Kristina Stoltz.

Notesbogen er første led, og her er bogen nærmest en skitse, men når hun taster de håndskrevne ord ind på computeren, tager de gradvist mere og mere form.

Kunstnermyter

Efter et par timer eller tre på Glyptoteket med stærk kaffe, tager Kristina Stoltz tilbage til lejligheden, hvor resten af dagen går med at besvare mails og læse bøger. Sådan ser en god dag ud, siger Kristina Stoltz. Andre dage er der interviews, foredrag og andet praktisk, der skal ordnes.

Men når Kristina Stoltz bruger dagene på at skrive, er hun koncentreret om kun dét. Hun kan på en almindelig dag snildt skrive fire timer i stræk.

»Det er vigtig, at jeg er udhvilet, men jeg må ikke være afslappet. Tit tager jeg også makeup på, fordi jeg skal op og skrive. Det må ikke blive en sumpetilstand, og der skal gerne være noget lidt ophøjet over at skrive. Man skal oppe sig over for skriften, ligesom hvis man skulle på date,« siger Kristina Stoltz.

Og så er der overspringshandlingerne. Dem laver vi jo selvfølgelig alle sammen, men også det har Kristina Stoltz taget højde for.

»Jeg har installeret et program på min Macbook, så jeg ikke kan komme ind på bestemte sider, og så sætter jeg en timer på. Det mærkelige er, at det føles som en kæmpe frihed ikke at kunne gå ind på de sider,« siger Kristina Stoltz, der ikke mener, at koncentrationen tager kvælertag på kreativiteten.

»Jeg tror ikke på den der myte om kunstneren, der skal få en guddommelig inspiration, og man ved aldrig, hvornår den kommer, så derfor skal man være klar hele tiden. Jeg var danser som ung, og jeg har altid været i et kreativt fag. Det er ikke svært for mig at tænde og slukke for kreativiteten,« siger hun.

Men egentlig forstår Kristina Stoltz godt den slags kunstnermyter.

»Jeg tror, at mennesket er født til at skabe. Hvis man ikke selv er direkte skabende, som kunstnere er, så er der noget dragende ved deres liv. Mennesker er kreative væsner. Når man ser på børn, er det jo helt tydeligt. Det er et privilegium at kunne få lov til at blive ved med at lege. Det er jo det, jeg gør som forfatter. Jeg leger bare,« siger hun.

Føler ikke ensomhed

Ellers er Kristina Stoltz’ liv ganske ordinært.

»For at kunne skrive en stor roman skal man i virkeligheden leve et meget regelmæssigt liv. Man er nødt til at gå tidligt i seng og stå tidligt op. Et meget kedeligt liv, set ude fra, for det hele foregår herinde,« siger hun, peger på sit bryst og fortsætter: »Og herinde er der jo ikke kedeligt, men det kan andre mennesker jo ikke se.«

Kristina Stoltz har en fest derinde, for hun elsker sit arbejde. Også selv om det er en fest, som hun har med sig selv og ingen andre.

»Jeg føler ikke, at det er ensomt at skrive. Jeg har mødt folk på min vej, som ville være forfattere, men som ikke blev det alligevel. Det var ikke, fordi de ikke havde talentet, men fordi det blev for ensomt,« siger hun.

Ofte viser Kristina Stoltz ikke sin litteratur til nogen, før det er færdigt. Ikke til sin kæreste, til sin redaktør eller nogen anden.

»Jeg er meget følsom over for andres mening om min litteratur. Hvis jeg lytter til det, de siger, kan jeg ikke høre, hvad jeg selv mener. Jeg har derfor brug beskyttelse, indtil jeg selv mener, at jeg er færdig. Når noget udkommer, er det ikke længere følsomt på samme måde. Det er stadig mit barn, men det er ikke længere et foster. Det er blevet et rigtigt menneske, som kan klare sig selv og tage nogle knubs,« siger hun.

Kristina Stoltz kan slet ikke forestille sig at skrive sammen med andre. Flere kollegaer har spurgt hende, om ikke de skulle dele kontor, men det er hun ikke spor interesseret i.

»At sidde ved siden af en anden, som skriver ... Det er jo vanvittigt. Det føles meget privat og nøgent at skrive. Man skal skrælle nogle lag af, og man kan blive konfronteret med nogle ubehagelige ting, og så vil jeg gerne være alene.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.