Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Det er kun et billede - men det forestiller et liv

The Photoscope i Rigensgade har besøg af Daniel Samanns for tiden. Den tyske fotograf er specialist i en teknik fra omkring 1850 og ser den gamle portrætkunst som noget spirituelt og frygtelig præcist.

BMINTERN - DanielVitrotypi
BMINTERN - DanielVitrotypi

Han kigger op fra sin brune kasse og sender et blåt blik.

»Er du okay?«, spørger han følsomt.

Joh, det går vel. Lampen brænder godt nok ind i ansigtet. Pinden lige i nakken holder også én fast som en samlers sommerfugl. Og man skal helst huske præcis den aftalte position med hovedet og øjnene.

For selv helt små bevægelser kan gøre de indledende manøvrer og dermed en halv times arbejde klar til skraldespanden.

Men joh, vi fortsætter da.

»Godt,« siger det rolige hoved bag kassen.

Daniel Samanns tager sin hånd op til det lille dæksel foran linsen. Han siger »fire, tre, to, en og ... nu!« og tager dækslet af med håndkraft.

Man tør kun lige trække vejret de næste 15 sekunder og samler så meget energi som muligt i blikket. Lokalets indisk inspirerede musik og duften fra de brune flasker med kemi må bølge videre uden ens medvirken.

Man skal helst ikke blinke i den tid, helst ikke kommunikere på nogen måde, helst ikke have for mange tics eller overspringshandlinger. Man kan måske ligefrem føle sig en smule alene i de endeløse sekunder - alene med blodet rullende gennem de små kar ved ørerne og hele den gamle bagage af barndom og levet liv i tankerne.

Daniel Samanns arbejder i hyggelige The Photoscope på Rigensgade i indre København for tiden.

Stedet er et kombineret galleri og værksted og ledes af cand.scient. Lene Grinde – en af landets få konservatorer med speciale i gamle fotos.

Man kan se et udvalg af Daniels værker og få en snak med enten den tyske kunstner eller galleriets indehaver om alt fra arsenik til gamle knipserier.

Og sæt endelig en time eller tre af til formålet! At blive portrætteret af Daniel er en relativt langsommelig proces med intensitet fra først til sidst.

»Fotograf og model skal arbejde tæt sammen,« siger han. »Man skal være langsom det ene øjeblik og lynhurtig det næste. Det er faktisk meget lærerigt og mellemmenneskeligt alt sammen – næsten spirituelt.«

Kameraer fra gamle dage er hans halve tilværelse. Især genren ved navn vitrotypi eller »vådpladefotografi« fascinerer ham. Teknikken blev opfundet af amerikanske Frederick Scott Archer omkring 1850 og måtte hurtigt se sig overhalet af fiksere fremgangsmåder – så man er nede i noget meget oprindeligt, næsten arkæologisk.

Den anden halvdel af Daniel Samanns liv er modellerne, selve de forskellige mænd og kvinder foran hans primitive udstyr, alle de spændende individer med deres forskellige baggrund og psykologi.

Plus selvfølgelig hele det langsommelige arbejde med mere eller mindre livstruende kemikalier som skydebomuld i en sprængfarlig opløsning af æter og 99 procent alkohol.

Han kommer fra en karriere i tysk presse med dens pulserende liv og hektiske hverdage. Nogle af tidens mest ikoniske billeder af stjerner i alt fra tabloidbladet Bild til ugebladet Focus gennem årene er taget af ham.

Men hans succes gav stadig flere timer ved det triste skrivebord eller bag rattet på vej til endnu en opgave - og stadig mindre arbejde med mennesker og det egentlige.

En begivenhed i 2011 gjorde forskellen. Daniel købte et gammeldags kamera og var solgt. Han flyttede til et lille atelier på en stille gade i Kreuzberg midt i Berlin og ville lære sig den gamle teknik. Alt det kostbare udstyr med zoom og spejlreflekser blev stillet væk og byttet ud med ormede trækasser og kemi i brune flasker.

Væk betyder helt væk. Daniel Samanns lagde sit liv om fra dag ét. Man kan ikke stå med en glasplade i den ene hånd og etanol i den anden og tage telefonen.

Helt som han for resten beder folk lægge deres egen mobiltelefon væk under hans fotosessions i The Photoscope. Altså med mindre man ligefrem vil stå tilbage med et nærbillede af sig selv i en stresset og panisk flimrende udgave bagefter.

Men altså: En af Tysklands travleste og mest professionelle fotografer var med ét tilbage på skolebænken. Det blev en langsom læring. Han fik ikke kreeret ét eneste fotografi de første fem måneder.

»Når du falder af hesten, er der kun ét svar,« siger han. »Du skal op på den igen. Hurtigst muligt.«

Portrættet af en kvinde blev resultatet af fem måneders arbejde og pryder endnu i dag kataloget til flere af hans udstillinger. Billedet viser kun lige hendes øjne, hendes profil og lidt af hendes hårpragt og minder en smule om Torinos berømte ligklæde af en vis frelser.

Han var stadig kun begyndt. Kendere af klodens første fotografier vil huske de karakteristiske pletter her og der. Daniel kalder dem »procesmærker«. For minutterne både før og efter selve optagelsen er fulde af arbejdsgange med uforudsigelig kemi og talløse fejlkilder.

»Jeg løb især ind i én bestemt mur igen og igen,« siger han. »Det var så frustrende. Mine tidlige forsøg havde konsekvent en, to, tre, fire, i alt fem pletter.«

En prås gik op for ham. Fem pletter kunne jo være... hans egne fingerspidser! Den Lille Kemiker kaster sig ud i en lang forklaring om varmens uheldige indflydelse på kollodium og de mange salte og det lysfølsomme sølv.

Han er i dag en af verdens førende på feltet og holder store foredrag og workshops over alt. Og nej, han ser ikke noget »dogme« i sit valg. Den gamle teknik giver på ingen måde enklere eller mindre præcise portrætter.

Ikke mindst fordi eksponeringstiden på de 15 sekunder jo samler alle indtryk i de 15 sekunder. Vitrotypiet er i praksis en lille film af modellen og koger så hændelserne i de mange sekunder ned til ét billede.

Hvor et moderne kamera fanger dig i et splitsekund, samler de gamle kameraer dig over tusinder af splitsekunder – komplet med alle dine følelser og mere eller mindre hensigtsmæssige tanker undervejs.

Folk i gamle dage kunne af samme grund frygte for deres sjæl! Da billedhuggeren Bertel Thorvaldsen blev foreviget, holdt han Dyrets tegn med to fingre op foran kameraet. Han efterlod jo et lille stykke af sin sjæl i fotografens døde kasse og skulle jo helst ende i de bedste hænder.

At blive portrætteret af Daniel Samanns kan kort sagt både være en oplevelse for livet og om livet. Og bare rolig: Hvis man vil have sig selv eller familien portrætteret af gæsten fra tyske, vender han tilbage senere på sommeren.

Tag ind på The Photoscope, bliv foreviget med et apparatur fra Den Amerikanske Borgerkrigs tid og kom samtidig lidt tættere på både historien og måske endda dig selv. Hvis du tør!

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.