Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

»Det er fint, hvis børn skal anstrenge sig lidt«

I 35 år har Hanne Trolle rejst landet tyndt med sit enmands børneteater. Nu stopper hun, mens legen er god, men frygter, at vi er ved at tabe en generation af teaterpublikummere på gulvet.

Hanne Trolles sidste forestilling med Teater Månegøgl, »Fra mig til dig« vises indtil 14. april på Folketeatret. Foto: Ida Marie Odgaard
Hanne Trolles sidste forestilling med Teater Månegøgl, »Fra mig til dig« vises indtil 14. april på Folketeatret. Foto: Ida Marie Odgaard

Når Hanne Trolle 14. april klokken 11.30 klapper de tre gammeldags kufferter sammen på Folketeatret i København, lukker hun samtidig sit banebrydende børneteater, Teater Månegøgl.

Det sker efter 35 år og tusindvis af forestillinger i hele Danmark, for Hanne Trolle har været en pioner inden for teater til børn under tre år.

I mange år var den fremherskende holdning blandt børneteatrene, at de mindste ikke havde behov for teater. De kunne alligevel ikke forstå det. Det provokerede Hanne Trolle til at bevise det modsatte.

»I begyndelsen famlede jeg mig frem, fordi der ikke var nogen at lære af. Min første forestilling var ikke ret kompleks, Lis Sørensen skrev noget meget enkel musik til den. Jeg var afsindigt bange for at skræmme børnene,« fortæller hun.

»Men børn har godt af at stå på tæer. Det er fint, hvis de skal anstrenge sig lidt. Og jeg fik hurtigt modbevist, at små børn ikke kan koncentrere sig i mere end ti minutter ad gangen.«

Forestillingen kunne være i et par kufferter, og med dem rejste Hanne Trolle landet tyndt med toget. Forældre og vuggestuer strømmede til, når hun pakkede ud et nyt sted, og snart sagde hun sit deltidsjob som dramapædagog i en børnehave op og blev teaterchef på fuld tid.

Teaterturen spares væk

De børn, der bliver publikum til Teater Månegøgls sidste forestilling, er ikke meget anderledes end dem, der sad med deres mødre i Kvindehuset i København 8. marts 1980 og så Teater Månegøgls første rigtige forestilling.

Det, der har forandret sig, er vilkårene for at give børnene en teateroplevelse, mener Hanne Trolle.

»I begyndelsen havde jeg ventelister på forestillinger, der kunne være på flere år. I dag er det anderledes. De institutioner eller biblioteker, der dengang købte måske 20 forestillinger, køber nu to. De har ikke penge til det mere. De har ikke luft i budgettet til en teatertur, og de har ikke råd til at betale en vikar, hvis de skal ud af huset.«

Hun talte for nylig med en leder af en institution, der mangler 500.000 kroner i næste års budget.

»Prioriterer man så en teatertur? Nej.«

Da Hanne Trolle var nyetableret, var det et veldefineret politisk mål, at alle børn – uanset økonomisk og kulturel baggrund – skulle i teatret i hvert fald én gang om året. Gratis.

»Sådan er det ikke mere. Forleden sad her et barn på fire år, der var kommet med sin bedstemor, Det var første gang, han var i teatret. Det havde han aldrig været med sin institution. For ti år siden ville det være utænkeligt. Jeg frygter, at vi er ved at tabe en generation af kommende teatergængere på gulvet.«

At drengen kom sammen med sin bedstemor, er typisk i dag, hvor det i høj grad er bedsteforældrene, der giver teatertraditionen videre til deres børnebørn, ligesom de også tog deres børn med i teatret. Daginstitutionerne som kulturbærere er derimod ved at være historie.

»En stor forskel på dengang, jeg etablerede teatret, og nu er kravet om dokumentation. I dag oplever jeg, hvordan pædagogerne filmer og tager billeder med deres iPads, når de er i teatret. For de skal hjem og dokumentere, hvad de har lavet. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der må gå meget tid fra børnene på grund af de høje krav om dokumentation.«

Pengene behøver ikke at være bremseklods

Det er Hanne Trolles erfaring, at teater er en meget stærk oplevelse for små børn.

»De bliver taget ind i et koncentreret rum. Der er ingen afledninger, og foran dem står et levende menneske, som er der 110 procent for dem. Der er nærvær og dialog mellem dem og skuespilleren.«

Og børnene reagerer på teatret, udtrykker følelser eller erfaringer, som de ellers ikke ville have gjort.

Hanne Trolle har oplevet, hvordan små børn begyndte at danse, når de hørte noget musik, andre begyndte at græde på tidspunkter i forestillingen, som, ingen havde forventet, ville berøre dem.

»Det er noget af det, jeg skal ud og undervise i fremover. Hvordan kan institutionerne bruge kulturen? Hvad kan de gøre inden teaterturen, og hvordan kan de arbejde videre med det bagefter,« forklarer Hanne Trolle.

Hun har taget en coachuddannelse, har oprettet et firma og vil fremover arbejde som konsulent i sprog, krop og kreativitet. Tre elementer, som hun har arbejdet med hele sit liv og anser for at være uadskillelige.

»Pædagogerne er så vant til at bremse sig selv, fordi de ikke har nogen penge. Der er ikke råd til at tage på skovtur for eksempel. »Nå, men hvad kan I så i stedet?« spørger jeg. »Jamen, så kan vi måske lave skovtur herhjemme?« Det er vigtigt for mig at gå ud med et budskab om, at de skal turde. De skal ikke lade sig binde så meget af en opskrift, at de ikke tør gå ud over den og gøre tingene på deres egen måde i stedet.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.