Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Det er det her han har drømt om

Manden, der ifølge en anmelder er »sin generations bedste mandlige skuespiller«, har brugt mange år af sit liv på at finde sig selv. Mød Lars Mikkelsen - en af hovedrolleindehaverne i DRs nye store søndagsdrama »Forbrydelsen«, Shakespeare-nørd og bror til Mads »Bond« Mikkelsen.

Lars Mikkelsen. Foto: Liselotte Sabroe
Lars Mikkelsen. Foto: Liselotte Sabroe

Mandag morgen - dagen efter premieren på DRs nye store TV-drama »Forbrydelsen« - tøffede Lars Mikkelsen ud af sin lejlighed på Vesterbro og gik ned for at hente aviser. Han får Politiken derhjemme, men ville have »hele lortet«. Han tog aviserne med sig hjem i sengen.

»Han spiller fremragende,« skrev Berlingske Tidende.

Politikens anmelder, Bo Tao Michaëlis, skrev endnu mere begejstret om »sin generations bedste mandlige skuespiller, den formidable Lars Mikkelsen«.

»Jeg har været ude for at blive kaldt sådan noget før. Derfor ved jeg, at det mener de, indtil de mener noget andet. Alligevel vil jeg ikke sige, at det ikke betyder noget. Det betyder helt vildt meget. Og det var helt skønt den morgen,« siger Lars Mikkelsen om de rosende ord.Regnen pisker ned ude på Istedgade denne torsdag morgen, og for et øjeblik siden trådte Lars Mikkelsen ind ad døren til Café Bang & Jensen iført kondisko, sorte joggingbukser, hættetrøje og en fleece. Han er høj og tynd og meget bleg og ligner i sin påklædning i virkeligheden mere narkomanerne i den anden ende af Istedgade end en kongelig skuespiller.

Måske har han glemt fotograferingen - eller måske netop ikke.

Den 41-årige Lars Mikkelsen er født i Gladsaxe, opvokset på Østerbro og Nørrebro. Han bærer gaden i munden, taler ærke-københavnsk og pusher sin helt egen råhed, hjertelighed og frihed, som hæver sig over god smag, friværdier, café latte og et pænt billede i avisen.

Vivaldis »De fire årstider« afbryder flere gange interviewet, det er hans ringetone på mobiltelefonen, og den lyder ad H... til.

Lars Mikkelsen er ligeglad, det betyder ikke noget.

Næst efter de nære ting - kone, børn og familie - er der kun én ting, der betyder noget. Skuespillet. Han har skabt sig et navn både på de små scener i København og Det Kgl. Teater som en af vores bedste Shakespeare-fortolkere.

Det var som den kriminelle og jazzglade bror, der gjorde alting forkert i TV-serien »Edderkoppen«, at Lars Dittmann Mikkelsen i 2000 for alvor slog igennem i den brede offentlighed. Året efter leverede han en gribende præstation i dogmefilmen »En kærlighedshistorie« som nyrig håndværker, der kæmper med en sindssyg kone og sit eget mindreværd. Han havde en birolle i den politiske thriller »Kongekabale«, og for et par uger siden gik han ud af vores stuer som statsminister Jens Otto Krag i »Krøniken«.

Og nu er han der igen. I den bedste sendetid, søndag efter søndag, som politikeren Troels Hartman, en af tre hovedroller i »Forbrydelsen«.Det begyndte med en ung mand, der, sagt på Istedgade-dansk, var på røven. Lars Mikkelsen troede ikke på sig selv og anede ikke, hvad han ville med sit liv. En ting var han dog sikker på. Han kunne ikke noget.

»Jeg var ikke særlig moden og forankret i mig selv. Det har fandme meget at gøre med skolen. Den var så formynderisk og så lidt fremmende for individet. Jeg er vokset op lige på den anden side af lussingen. Den sad stadig løst på nogen af dem.«

»Jeg kan huske en gang, at jeg på svensk TV havde set nogen lave et krybbespil af sølvpapir, som de havde krøllet og lavet figurer af. Næste dag i skolen skulle vi lave noget på nogle plancher, klistre og klippe og sådan noget dér. Så tog jeg sølvpapiret og krøllede det sammen, for det havde jeg set på TV. Jeg fik sådan en på snotten. Hvad fanden bildte jeg mig ind? Nu kunne de andre ikke lave stjerner...

Den forståelse - eller mangel på forståelse for det kreative og det individuelle - var der stadig, da jeg gik i skole.«

Lars Mikkelsen brugte lang tid på at blive færdig med skolen.

»Jeg havde ikke lyst til at gå i skole. Men jeg følte mig forpligtet. Jeg gik fem år i gymnasiet. Først... det kan man godt sige i avisen, ik'?... først røg jeg den fede, simpelthen. Jeg blev bedt om at gå om. Man blev ikke smidt ud eller noget, nej, man blev bedt om at gå om. Jeg havde ligesom ikke rigtig været der, og de kunne ligesom ikke rigtig give mig en karakter. Så prøvede jeg at tage mig sammen, men fik mononukleose - det dér kyssesyge, ik'.«

Da han omsider tog sig sammen, fik han et gennemsnit på 9. Så skulle han på session. Han trak frinummer, men en myndig herre på sessionen så ham ind i øjnene og bedyrede, at Den kongelige Livgarde ville være lige noget for ham. Der var aldrig nogen, der før havde sagt, at noget var lige noget for Lars Mikkelsen. Derfor tog han ni måneder i Livgarden, og nej, det var ikke lige noget for ham.

På det tidspunkt var lillebroren Mads i gang som danser.

»Han kom med i nogle forestillinger på Dr. Dante. Jeg var oppe at kigge, men jeg syntes bare, at det var nogle lækre piger, der var med.«Efter militæret ville han gerne bruge sin studentereksamen, det overbeviste han i hvert fald sig selv om. Så han tilmeldte sig biologi på Københavns Universitet.

Han griner højt.

»Jeg havde stadig ikke lyst til at læse. For mig var det bare svært at blive mig selv. Det var sindsygt svært og tog sindsygt lang tid at finde ud af, hvad jeg havde brug for og lyst til.«

Det holdt seks måneder med biologien.

»Jeg nåede at købe alle bøgerne og en regnemaskine. Jeg var slet ikke begavet og moden nok til det. Jeg troede, at det var noget med nogle dyr. Det var det jo ikke. Det var kemi og fysik og matematik og alt det lort dér, jeg ikke gad.«

En dag sad Lars Mikkelsen over en monster af en matematikbog, det var stadig på studiets 1. semester. »Jeg havde på det tidspunkt mødt min kone, og hun startede på gøglerskole. Efter to dage kunne hun jonglere. Så tænkte jeg: Det er eddermame løgn, mand. Jeg går lige med hen og ser, om jeg også kan lære at jonglere.«

Det kunne han.

Lars Mikkelsen stoppede på universitetet og gøglerede og mimede i fire år. Han rejste til Paris og München og Sovjet med Next Stop-kampagnen.

»Det var skideskægt. Det var gadens måde at lære at optræde på.«

Men han følte også, at han havde endnu mere i sig.I 1990 tog Lars Mikkelsen mod til sig. Han tilmeldte sig optagelsprøven på Statens Teaterskole og opsøgte skuespiller Jens Christian Schmidt for at læse hos ham.

»Han var benhård. Jeg var meget i tvivl om, hvad det hele var for noget. Jeg ville gå op i »Erasmus Montanus«. »Hvorfor vil du det?« spurgte han. Jo, jeg havde set Erik Wedersøe på fjernsynet. Jeg syntes virkelig, at han var en superfed spiller. »Nå, prøv at sig noget.« Jeg begyndte at læse noget op. Pludselig ringede han til Erik Wedersøe, som var sådan et ikon for mig. Jeg sagde »nej, nej, nej.« Men han fortalte Wedersøe, at der var en ung mand, der gerne ville gå op til prøven med »Erasmus Montanus«. Så han lavede en aftale for mig. Jeg tog derud - det var på Christianshavn. Jeg satte fingeren på dørklokken - og så turde jeg ikke. Jeg gik igen, jeg turde simpelt hen ikke.«

Lars Mikkelsen spillede i stedet amatørteater, han søgte ind på teaterskolen og blev optaget året efter.»Da jeg kom ind på skolen, sagde Mads: »Det kan jeg kraftedme også så.« Han læste hos mig, og det gik helt galt. Det kan man jo ikke. Jeg var total arrogant som 1. års elev, det er man jo. Man kan jo det hele. Han blev simpelt hen så hidsig, hvis bare jeg sagde »Ku' du ikke...«, »Hvad? Hvad? Hvad?« sagde han. Det endte med, at Dejan Cukic trådte til. Han kunne bedre, og så kørte det.«

Mads Mikkelsen blev en af de skuespillere, der blev synlige i 1990ernes optur for dansk film. Og synligheden er ikke blevet mindre efter skurkerollen i den seneste James Bond film.

Lars Mikkelsen derimod tog atter en omvej efter skolen.

»I stedet for at gøre det oplagte for min generation af skuespillere, tog jeg på Det Kgl. Teater for at lære at være dér - for at kunne tale fra en scene, for at kunne nogle ganske bestemte ting. Jeg gjorde det besværligt i forhold til, hvad jeg kunne have gjort. Til gengæld blev der en sandhed i tingene.«

Det var et stykke uddannelsesarbejde, jeg var med i en masse ikke specielt gode forestillinger, og det var frustrerende ikke at kunne sit håndværk i et stykke tid. Så begyndte det at komme efter et par år. Det har betydet sindsygt meget. Det har betydet, at jeg kan spille på en stor scene, at jeg kan bære en stor hovedrolle, at jeg kan spille Shakespeare. Det er jo også noget af det mest besværlige at vælge - at spille Shakespeare i den her tid, hvor mange mennesker løber skrigende væk, hvis du siger navnet Shakespeare. For mig er det derfor, jeg er her overhovedet. For mig er det, Gud, det er sådan noget, jeg altid gerne har villet kunne. Hvis du kan formidle noget, der er 400 år gammelt, så folk, der aldrig er gået på den før, siger: Hold kæft, mand. Det var da helt vildt.«

Konkurrerer du med din bror?

»Det kan man ikke sige, at vi ikke gør. Faget er et konkurrencefag - der er jo ikke nogen, man ikke konkurrerer med. Og hvis Mads og jeg spiller en fodboldkamp, er der ingen af os, der vil tabe. Men vi konkurrerer ikke satans meget. Vi bliver jo tilbudt forskellige ting. Især som tiden går, er der så meget andet i verden, der trykker på en. Det er vigtigere, at man har en tryg base. Vi er søde ved hinanden og hjælper, hvis man står midt i en proces og siger: »Hvad fanden er det her for noget. Ka' du ikke hjælpe mig?« Når han laver det dér Bond-halløj, bliver jeg pissestolt.«Lars Mikkelsens dybeste frygt som skuespiller er ikke at slå til. Frygten bliver sådan set ikke mindre med årene. Han kan stadig vågne i drømme, badet i sved.

»Det er sådan en fuldstænding urimelig angst, som dukker op engang imellem, hvor man tænker: Jeg er jo helt hul, der er jo ingenting. Jeg kan godt ræsonnere og sige, at nu er jeg den og den. Men alligevel står jeg pludselig dér og føler mig bare som en skal, som der ikke er noget i. Jeg er tom som en østers.«

Men som vi møder ham i Istedgade, er han mere end okay. Han tøver et sekund på spørgmålet, hvad hans store drøm er.

»Det her. Jeg drømmer bare om det her. Det er ret skønt. Men faktisk har jeg en lidt underlig drøm - jeg vil gerne blive bedre til at læse op. Det er helt åndsvagt, ikke. Men det er stadig det. At formidle tingene så godt og sandt som muligt. Det optager mig hele tiden, kan jeg mærke.

Det er ikke sådan store film og berømmelse, der blinker i mit univers. Det er måske mere at sidde 70 år gammel og være ham, der modtager en elev, der vil gå op i Erasmus Montanus og så sige: Hvorfor vil du det? Øjeblik, så ringer jeg til Mads. Ka' du ikke tage ham?«

Til maj spiller Lars Mikkelsen Erasmus Montanus på Grønnegårdens Teater.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.