Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Det ensomme kirketårn i det gamle København

Hovedstaden har gennem tiden været udsat for mange voldsomme brænde.

Nikolaj tårn med slagterboder rundt om på den tidligere kirkegård i 1895.
Nikolaj tårn med slagterboder rundt om på den tidligere kirkegård i 1895.

Alting gik galt, da en syvårig dreng en aften i oktober 1728 gik op på loftet for at lede efter noget legetøj. Ved et uheld kom han til at vælte et lys ned i en bunke hø, og kort tid efter havde ilden så godt fat, at det krævede brandvæsenets assistance at få den slukket. Men der havde været sprøjteøvelse den dag, og så var det en tradition, at man slukkede efter på værtshuse rundt om i byen. Også brandmajoren og byens politimester var svært beskænkede, og oven i det hele manglede der vand, for myndighederne havde afbrudt forbindelsen til Peblingesøen.

Fra det brændende hus ved Vestervold sprang ilden over til naboejendommen, og tre dage efter havde flammerne lagt lige ved halvdelen af den gamle middelalderby i aske. 1.670 beboelsesejendomme var brændt ned til grunden, hvortil kommer Rådhuset på Gammeltorv og alle byens kirker på nær Sankt Nikolaj.

Se billederne: Rutschebanen i Tivoli gennem tiderne

Det var den største brandkatastrofe i hovedstadens historie, og i årene der fulgte, bestemte myndighederne, at man med alle midler skulle forhindre en lignende ulykke. Derfor blev der ved foden af Nikolaj Kirke anbragt et kunstigt trykværk, således at brandvæsenet med moderne udstyr kunne slukke en eventuel brand helt oppe i kirkens spir, og det var betryggende. Alligevel gik det galt en sommerdag i juni 1795. Arbejderne havde forladt værftet på Gammelholm, og så fik et bål i noget affald lov til at udvikle sig, før nogen greb ind. Fra værftet sprang ilden hen over vandet i Holmens Kanal, og herfra åd den sig frem mod Sankt Nikolaj.

Mens det skete, var klokkeren i kirken gået ud i byen, og han havde taget sine nøgler med. Det var derfor en aflåst dør, brandmandskabet mødte, da det forsøgte at få adgang til kirkeloftet, og så lykkedes det aldrig at få taget det moderne trykværk i brug. Fra tagkonstruktionen bredte flammerne sig op gennem tårnet, og da spiret efter et par timer styrtede til jorden, sendte det en regn af ild ned over de omkringliggende gader.

Se billederne: Sådan så Hovedbanen ud dengang

Atter blev store dele af den gamle by forvandlet til aske, og af det imponerende bygningsværk, der havde været Nikolaj Kirke, stod kun nogle murrester og tårnet uden spir tilbage. Så var spørgsmålet, hvad man skulle stille op med det. Ved branden havde byen igen mistet sit rådhus på Gammeltorv, og det var alvorligt. Men hvis Nikolaj blev genopført som nyt rådhus, kunne man løse to problemer på en gang, og tårnet kunne man bruge som arrest.

Den idé blev imidlertid hurtigt skudt ned, for også brandvæsenet havde et ord at skulle have sagt, og her spillede tårnet en vigtig rolle. Dels som udkigspost, hvorfra tårnvagten kunne holde øje med hele byen, dels som tørrerum for brandslanger. Det havde man forståelse for, og i 1804 blev menigheden opløst og spredt ud på byens øvrige sognekirker. Meget praktisk, men en trist afslutning på et fornemt kapitel af byens historie.

Siden middelalderen havde der ligget en kirke viet til de søfarendes helgen på dette sted, og da kirken var blevet udvidet betragteligt i begyndelsen af 1500-tallet, var det her, reformationen først slog rod. I Nikolaj stod Hans Tausen på prædikestolen i 1529, og her blev der for første gang sunget salmer på dansk.

På det tidspunkt savnede kirken endnu det karakteristiske tårn. Det blev der først råd til i slutningen af århundredet, og få år senere blev der også rejst et imponerende spir. Meget dristigt strakte det sig mod himlen, men det væltede ved en storm i 1628, og så gik der et halvt hundrede år, før kirken fik et nyt spir. Denne gang knap så højt og mere massivt. En mere sikker konstruktion, mente man, men brænde kunne den altså.

Det gamle København: Negerhytterne på Rådhuspladsen

Det ensomme kirketårn, der nu stod tilbage, var på flere måder indbegrebet af guldalderens København. Ganske vist havde brandvæsenet taget det i brug, men der var noget mystisk og romantisk ved den vældige kolos midt i byen. Omkring 1810 flyttede slagterne på Højbro Plads deres boder til kirkegården, som indtil branden havde ligget rundt om kirken. Det afgav en tung luft i kvarteret, og om sommeren var det ikke uden problemer for de omkringboende. Men nu var de her, og efter lange diskussioner blev der i 1840erne opført slagterboder af støbejern på tre sider omkring tårnet.

»Maven« blev de kaldt, og de forsvandt først i 1917, da departementschef H.P. Renzmann af egen lomme bekostede en slags genopbygning af kirken. Og da havde brygger Jacobsen allerede et på år tidligere anbragt et nyt spir på Nikolaj. Men menigheden kom aldrig tilbage.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.