Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Designikonet, tårnet og klokkespillet, der aldrig skulle have været der

Klokkespillet i Arne Jacobsens ikoniske rådhus i Aarhus har ikke spillet koncerter de sidste ti år, og i maj blev de flere end 40 rådhusklokker taget ned for at blive restaureret til byens værtsskab som europæisk kulturby i år. Vi tegner et portræt af det 75 år gamle rådhus – og det klokkespil, som slet ikke skulle have været der.

Tårnet på Århus Rådhus, tegnet af Arne Jacobsen 1941.
Tårnet på Århus Rådhus, tegnet af Arne Jacobsen 1941.

I Aarhus er spørgsmålet ikke så meget, hvem klokkerne ringer for, som hvornår de ringer igen.

Klokkerne er i denne sammenhæng klokkespillet i byens rådhus.

I de seneste ti år har man ikke kunnet spille koncerter med klokkerne. Klokkespillet har i det hele taget længe ikke fungeret ordentligt, og i maj blev de flere end 40 rådhusklokker taget ned for at blive restaureret. Næste år, når Aarhus er europæisk kulturby, bliver de sat op igen.

Egentlig skulle rådhuset i Aarhus slet ikke have været udstyret med et tårn. Og dermed heller ikke et klokkespil, der som et af sine standardnumre har Morten Børups cirka 500 år gamle hit, »In vernalis temporis«, som længe efter Børup komponerede melodien, blev fordansket til »Frydeligt med jubelkor«.

Men folkestemningen vandt over den gode arkitektsmag.

Arne Jacobsens og Erik Møllers vinderforslag fra 1937 til et moderne rådhus til Aarhus var helt uden tårn. De to arkitekter havde besvaret konkurrencen med tre sammenføjede, flade bygninger i varierende størrelse. Bygningerne er beklædt med marmor fra et brud i Norge, der har leveret til adskillige markante, danske byggerier.

Statsminister Thorvald Stauning mente ganske vist, at det ville være meget bedre med marmor fra Grønland, og teglindustrien kunne måske nok se ideen med det, men den advokerede indtrængende for en facadebeklædning af… tegl.

Norsk marmor blev det imidlertid, og beklædningen giver de tre bygningskroppe et smukt samlende ydre. Inden for murene blev der heller ikke sparet på detaljerne for dette mødested for folkestyret. Arne Jacobsen havde – lige som ved flere andre af hans bygninger; blandt dem Royal Hotel – en finger med i det meste fra lamper til dørgreb. Men mange af stolene blev dog overladt til Hans Wegner. I dag er bygningen fredet.

1930rne var som bekendt en tid, da totalitære samfundssystemer og stærke førerskikkelser vandt frem, og diktaturer blev bygget på en lydig og disciplineret befolkning, der satte nationen og førerskikkelserne over individet. Men der var også modsatrettede strømninger, og også de kom til udtryk i arkitekturen.

Et moderne rådhus skulle ikke længere være en pompøs bygning, der udstrålede autoritet – men derimod et åbent, lyst og venligt mødested mellem borgeren på den ene side og politikere og embedsfolk på den anden. Ikke et hus for magtudøvelse, men et rum for forvaltning og dialog.

Ikke desto mindre. Byens borgere ville have et tårn på deres nye rådhus, og sådan blev det. Arne Jacobsen var en pragmatisk mand, og han tilføjede et 60 m højt tårn, som han søgte at gøre æstetisk lettere ved at forsyne det med en udvendig skeletstruktur.

Arne Jacobsen var ikke selv begejstret for resultatet. Ifølge den snart 20 år gamle bog, »Arne Jacobsen«, skrevet af Carsten Thau og Kjeld Vindu og stadig standardværket om den store arkitekt, skulle Arne Jacobsen mange år senere have sagt i en TV-udsendelse om rådhustårnet, at det står »på den fortvivlende måde og jokker sine ben lige ned gennem taget (…) Det kan jo ikke siges at være den heldigste arkitektoniske løsning.«

En af Arne Jacobsens samtidige kolleger. Johan Pedersen, udtrykte misforholdet mellem funktion og pynt på enkelt dansk:

»Det (rådhuset) er blevet som en mand i et praktisk tweedsæt, men med høj hat på.«

Når det nu skulle være, kunne man måske også have foretrukket en campanile, altså et fritstående tårn lige ved siden af selve rådhusbygningen, der er placeret i et parkanlæg anlagt af havearkitekten Georg Boye med stilfærdige skulpturer af nogle af de billedhuggere, der var fremme omkring bygningens opførelsestidspunkt – Svend Rathsack og Johannes C. Bjerg blandt andre.

Men med tiden er rådhustårnet blevet et ikonagtigt billede på Aarhus båret af den samme optimistiske modernitet som byens meget smukke universitet tegnet af C.F. Møller, Povl Stegmann og Kay Fisker, der blev opført nogle år tidligere i forhold til arkitektkonkurrencen om rådhuset.

2. juni 1941 – altså i sommer for 75 år siden – blev Aarhus Rådhus indviet. Det var ganske vist ikke færdigt og kunne slet ikke på nogen måde tages i brug, men det passede så fint med markeringen af byens 500-års jubilæum.

Berlingske Tidende var naturligvis til stede ved den store begivenhed og rapporterede begejstret fra folketoget gennem Aarhus, for trods den mørke tid under besættelsen var det en festdag:

»Gaderne fyldtes. Gennem hele Strøget sørgede Politi til Fods og til Hest for at holde Kørebanen fri, og det gik for sig paa den hyggeligste og venskabeligste Maade. Hele Aarhus syntes i Dag en stor Familie, og aabenbart også en By i Vækst, for saa mange Barnevogne mindes jeg ikke at have set i saa tæt en Trængsel. Sol og Sommer var det. Blomsterne rankede sig, Varmen lagde sig over det smalle Strøg, og hele Gaden var som eet Blomsterbed af søde Pigers Kjoler blomstrende i alle Kulører. Brune som Sydlændinge er disse Aarhuspiger, og hvis man ikke vil tro, at Solen skinner mere her end andre Steder i Danmark, saa talte alle disse brune Ben og de gyldne bare Arme et tydeligt Sprog herom. Kun Øjnene er blaa, som de er hos Pigerne ved de danske Strande.«

Også indledningen rummer storladen poesi og fortjener at blive citeret:

»Saa ringede Klokkerne fra Sct. Clemens. De bløde, skønne Klokker indledte Festgudstjenesten højtideligt og smukt - og kunde man tænke sig nogen mere værdig Optakt til Dagen end de to Højtideligheder lige efter hinanden, Bekendelsen til vort dejlige Flag og Kirkens alvorlige Hilsen til en gammel By, hvis Historie, som Danmarks egen, har været Glæder og Sorger, trange Tider og glade...«

Ikke nok med, at folket og politikerne krævede et tårn på deres rådhus. I rådhustårnet skulle der selvfølgelig også være et klokkespil.

For at det kunne lykkes, blev der arrangeret en indsamling af metal, fremgår det af Aarhus Kommunes hjemmeside. Omkring 6.000 borgere forærede ti tons kobber, bly, messing og tin til projektet.

Metallet blev opmagasineret i rådhusets kælder, men i en tid med mangel på det meste, et land, der var besat, og en verden i krig, traf politikerne i 1943 en aftale med belysningsvæsnet i Aarhus.

Frem for at få metallet beslaglagt af besættelsesmagten kunne det jo være, at det kunne bruges til et eller andet nyttigt, og til gengæld leverede Aarhus Belysningsvæsen efter krigen både et tilsvarende kvantum tilbage og ydede også et lille tilskud til støbning af klokkerne, der kunne tages i brug i 1948.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.