Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Derfor vækker tegnerne vreden

Selv om tegningen er på tilbagetog i den digitale verden, er det stadig hyppigt denne kunstart, der vækker den største vrede, når det drejer sig om satire. Det hænger sammen med tegnernes evne til at skære en idé ind til benet.

Dan Parks collager og tegninger blev kendt ulovlige Sverige. I Danmark blev de udstillet af Trykkefrihedsselskabet. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Dan Parks collager og tegninger blev kendt ulovlige Sverige. I Danmark blev de udstillet af Trykkefrihedsselskabet. Foto: Sophia Juliane Lydolph

De danske Muhammed-tegninger beviste i 2006, at tegningen kan noget i det offentlige rum, som andre kunstarter sjældent formår med samme effektivitet.

Fire år før de danske tegninger havde muslimernes profet eksempelvis optrådt i en episode af den grænseoverskridende TV-serie »South Park«, uden at det vakte synderlig opmærksomhed. Muhammeds liv var også tidligere blevet skildret på film, uden at det har ført til ambassadeafbrændinger. Så selvom alle kunstneriske fremstillinger af Muhammed kan være problematiske i muslimers øjne, så er det påfaldende, hvor meget vrede der bliver vakt i den islamiske verden, når det netop er tegnerne, der tager profeten under behandling.

Det hænger sammen med kunstartens evne til udtrykke en idé, så at den forstås umiddelbart af de fleste, siger den danske tegner Thomas Thorhauge, der er medlem af Dansk Tegneserieråds bestyrelse.

»En tegning kan i princippet forstås af analfabeter, og det var medvirkende til, at tegninger og tegneserier blev opfundet af aviser for over hundrede år siden. Så kunne man nemlig tiltrække et publikum, der ikke læste særlig godt,« siger Thomas Thorhauge.Det store opbud af tegnede kommentarer til attentatet i Paris er de bedste eksempler. En meget tweetet og internetdelt tegning viser de maskerede gerningsmænd tømme deres maskinpistoler ind gennem døren på Charlie Hebdo. Kuglerne fortsætter gennem bygningen, og rammer og maltrakterer en moské i baggården. Tegningen illustrerer på et sekund det fulde omfang af tragedien. Attentatets ofre tæller også de millioner af uskyldige muslimer, der nu bliver tilsværtet af mordene. Kunstneren Lucille Clerc har kommenteret med et billede, der er blandt de mest bevægende af de aktuelle protester mod den voldelige knægtelse af kunsten: En blyant knækkes i to dele. De brækkede stumper bliver spidset. To nye blyanter ligger klar til et nyt oprør. Man ville selvsagt godt kunne beskrive de ovenstående ideer på film og i litteratur, men det ville være så godt som umuligt at gøre det så effektivt som de pågældende tegninger.

»Film har den svaghed, at den »ligner« virkeligheden i al dens kompleksitet, mens tegningen kan skære ideen ned til sin reneste substans. Samtidig bliver tegningens provokation »hængende« for øjnene af læseren, mens filmen i sin natur er mere tidsmæssig flygtig,« siger Thomas Thorhauge.

Et satirisk medie

I den digitale tidsalder, hvor det rette billede kan spredes globalt med en eksplosiv hastigheds faktor som i en fusionsreaktor, er tegningens hurtige læsbarhed en afgørende faktor, hvilket bidrog til at gøre det umuligt at inddæmme de danske Muhammed-tegninger. Paradoksalt nok har internettets omsiggribende beslaglæggelse af alles fritid været en alvorlig udfordring for både tegneseriebranchen, hvor salget af tegneserieblade af papir skranter, og avisbranchen, hvor satiretegningen traditionelt har boltret sig. I år var det eksempelvis sidste gang, at det mangeårige satireblad »Blæksprutten« udkom, hvilket af bladets sidste redaktør, Ole Knudsen, blev tilskrevet Internettets frembrusen.

Men der kan være en endnu dybere grund til vreden mod tegningen som satirisk medie. De fleste børn begynder at tegne, inden de kan tale, og derfor er tegningen i sin natur forbundet med noget infantilt – eller »laverestående«, hvis man har de briller på. Tegningen behøver nemlig ikke at være lavet af en Leonardo da Vinci for at kunne provokere, og hvis man studerer Charlie Hebdos tegninger, så bider man mærke i, at flere af dem bevidst synes at dyrke det primitive og grovkornede.

»Enhver kan huske, hvilken ballade der kunne laves, når man tegnede sin klasselærer på tavlen. Man behøvede strengt taget ikke at kunne tegne, fordi det snarere er idéen i tegningen end udførelsen, der er sagen,« siger Thomas Thorhauge.

Satire i Mellemøsten

Det er en kraft som aviser over hele verden benytter sig af, ikke mindst i Mellemøsten, der eksempelvis bringer antisemitiske tegninger, der ikke holder sig tilbage i hårdhed. I Iran udskrev avisen Hamshari i 2006 ligefrem en tegnekonkurrence, der skulle sætte spørgsmålstegn ved den jødiske holocaust. Konkurrencen var en tydelig provokatorisk respons på de danske Muhammed-tegninger, og det lykkedes også at skabe en vis publicistisk forvirring i Vesten. I Danmark blev enkelte bidrag fra konkurrencen, i ytringsfrihedens navn, blandt andet bragt i Dagbladet Information og Jyllands-Posten, men først efter længere overvejelser.

Ved en historisk ironi blev trykteknologien i Europa første gang bragt til Mellemøsten i 1798 ved Frankrigs general Napoleon, der medbragte en trykpresse, der blev den spæde start for regionens første aviser. Siden har satiretegninger udviklet sig til at blive en fast del af mellemøstlige og nordafrikanske aviser – ganske vist hyppigt som talerør for de siddende regimer.

June Dahy, der er studielektor på Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle Studier, siger, at mellemøstlige tegnere eksempelvis har angrebet det, man betragter som den vestlige dobbeltmoral i forhold til Israel og Palæstina. I de tilfælde har kunstnerne lagt sig i forlængelse af regimernes holdninger.

I Egypten er der en særlig tradition for satire, der solidariserer sig med »manden på gulvet«, som for eksempel i nogle aktuelle tegninger af egyptere, der fryser i den usædvanligt kolde egyptiske vinter.

»Forleden bragte den egyptiske avis Al Masri et billede af en arbejder, der priser præsidenten for at have styret Egypten uden om det voldskaos, der er opstået i Libyen og Syrien. I næste billede er den samme arbejder imidlertid tvunget til at rejse til Libyen for at skaffe mad på bordet,« siger June Dahy.

Der findes også enkelte modige satirikere i Mellemøsten, der har rettet pennen mod deres landes regimer. I en kort periode efter sin magtovertagelse i 2000 tillod Syriens nuværende præsident Bashar al-Assad en kritisk presse, og dette vindue blev blandt andet benyttet af den rebelske tegner Ali Ferzat, der fik genstartet det ældre satireblad »Al Doumari«. Trods et venskab med præsidenten fik Ali Ferzat dog på skift bladet lukket ned og genåbnet afhængigt af graden af sine tegningers frækhed.

Den oprørske pen blev endegyldigt knækket, da den tegnede et billede af præsident Bashar al-Assad på frygtsom flugt med Libyens diktator Moammar Ghaddafi. I 2011 blev Ali Ferzat overfaldet på gaden i Damuskus af regimets håndlangere, der brækkede hans fingre og håndled.

Tegningens brandfarlige rebelskhed er med andre ord velkendt i Mellemøsten, men June Dahy mener ikke, at Charlie Hebdo-attentatet nødvendigvis skyldes en ægte forargelse hos bødlerne over indholdet.

»Der ligger sandsynligvis en langt mere kynisk kalkule bag. Attentatmændene ved, at tegninger har en særlig evne til at skabe polarisation, hvilket er det primære mål med aktionen. Tegninger kan antænde passionerede følelser. De kan hidse mellemøstlige befolkninger op med deres indhold, mens der i Vesten knytter sig en særlig symbolik til pennens folk som ytringsfrihedens forsvarere,« siger June Dahy.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.