Derfor har Ashton Kutcher lavet en TV-serie om rigtige mænd

Teenageidolet Ashton Kutcher er blevet 38 år, og har lavet TV-serien »The Ranch« for Netflix, der tilsyneladende hylder gammeldags kønsroller. Men det er der en særlig grund til, fortæller han Berlingske.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Meget virker så gammeldags i Netflix’ nye egenproducerede show »The Ranch«, der har det tidligere teenageidol og undertøjsmodel Ashton Kutcher i hovedrollen. Det er en sitcom, hvilket betyder at scenerne er optaget live foran en studiepublikum, der velvilligt griner af alle vitser. Altså sådan noget der kendetegnede TV-serier som »The Cosby Show«. Meget af humoren virker også som hentet ud af 80ernes fjernsyn, ikke mindst når den bliver smålummer, hvilket dens mandeunivers giver rig mulighed for.

Ashton Kutcher spiller en falleret fodboldstjerne, der vender hjem til sin fars ranch i Colorado. Faren Beau spilles knarvornt af Sam Elliott, som de fleste kender herhjemme som den filosofiske kommentator med det buskede overskæg i flere af Coen-brødrenes film. Skuespilleren Danny Masterson spiller Ashton Kutchers underkuede bror, Rooster, der aldrig er flyttet hjemmefra.

På trods af bølgerne af dåselatter, er der dog også elementer, der aldrig ville have fundet plads i 80ernes situationskomedier. »The Ranch« handler »virkelige mennesker, der bor virkelige steder«, som en anmelder skrev. Og i modsætning til hovedparten af de amerikanske TV-serier tager serien ikke afstand fra sine karakterers konservative holdninger - også hvad angår kønsrollerne. I »The Ranch« betragter mændene kvinderne skiftevis som irritationsmomenter eller seksualobjekter - i hvert fald i de den første halvdel af de ti afsnit som Netflix har lagt ud til streaming.

Men det er der en særlig grund til, forklarede seriens hovedskuespiller og executive producer Ashton Kutcher, da han mandag gav et eksklusivt interview til Berlingske, efter at have præsenteret serien ved Netflix’ første større presseevent i Europa.

Jeg tror ikke, at jeg har set mænd tale på den her måde om kvinder i en amerikansk TV-komedie siden »Sams Bar«. Hvordan hænger det sammen?

Vi har bevidst skruet tiden tilbage, hvad angår kønsroller. Vi vil gerne i løbet af seriens forløb introducere en ny, mere kompleks mandetype. Men man kan ikke ændre et publikums syn på kønsrollerne, uden at man som udgangspunkt står samme sted som sit publikum. I dette show er der lighedstegn mellem maskulinitet og hårdt arbejde, machismo, og det at skrubbe sine sår med snavs indtil de forsvinder. I den verden er din kvinde din medhjælper, når du er på vej gennem livet, og sådan er vores karakterer. Men de to brødre og deres far lærer noget nyt om kvinderne i løbet af serien. Faren lærer eksempelvis, at hans kone er den eneste, der kan tage noget fra ham, som han ikke selv kan erstatte. Med andre ord, så prøver vi at udfordre de stereotype kønsroller der findes i de her landområder, og det mener jeg er en af seriens styrker. For sådanne attituder findes ikke kun i USA. De findes over hele verden. Du vil finde frisindede byer på alle kontinenter og lige udenfor bygrænsen vil du finde de same konservative tendenser. Og hvis vi ikke skildrer dette ærligt, forråder vi den del af publikummet der identificerer sig med vores karakterer, og som gerne vil tage på seriens rejse sammen med dem.

Så »The Ranch« ender måske med at blive mere som »Girls«?

Nej, jeg tvivler meget på, at vi nogensinde kommer til at ligne »Girls«. Det, jeg prøver at sige er, at man er nødt til at starte samme sted som dit publikum.

Serien er blevet beskrivet so en komedie om »virkelige mennekser, der bor på virkelige steder«. Hvad er så disse karakterers politiske ståsted? Faren er åbenbart ikke så glad for Obama?

Dette er en republikansk familie - en konservativ familie. Det er sådan, de er blevet opdraget. I Midtvesten forholder det sig med politik som med religion. . Du bliver født ind i den og du overtager den fra dine forældre. De ejer en lille landbrugsvirksomhed. De ejer en masse skydevåben og går på jagt. De tror på retten til at bære skydevåben og slipper dem ikke før nogen hiver dem ud af deres kolde, døde hænder. De har konservative værdier hva angår relationer, familie og samfund. De stoler ikke på asiater, og de stoler ikke på dem der advarer mod global opvarmning.

Hvordan har de det med indvandrere?

Indvandrede arbejdere udgør en stor del af landbrugsbefolkningen - de er tæt forbundet med landbruget og kvægavlen i USA. Så det er en af de emner vi faktisk kommer i gang med i den anden sæson. Og jeg tror, at det er et af de emner, der vil få serien til at dele vandene, når folk får set den.

Ville brødrene i serien stemme på Donald Trump?

Ikke nødvendigvis. På den anden side kan det være et spørgsmål om at vælge mellem to onder - hvis vi altså lige ser bort fra, at der er tale om to fiktive figurer.

Hvad tror du, at Trump gør ved amerikanernes holdning til amerikansk politik lige nu?

Jeg tror, der er en frustration i USAs befolkning over, at regeringen bevæger sig så langsomt i forhold til resten af verden. Jeg tror at politik og medier i øjeblikket udvikler en uhellig alliance. Medierne glorificerer politikere og særlig de der har ekstreme holdninger. Og på grund af det, tror jeg, at man lige nu ser at ekstremerne bliver ført frem, som var de normalen. Jeg synes ikke, at de ekstremer er normalen. Jeg tror, at de ekstremer er måder, som mennesker bruger for at skaffe sig luft for frustrationer, fordi de ikke har tålmodighed til at vente på langtidsholdbare løsninger. Demokrati kræver tålmodighed. I et hvert demokratisk samfund vil en del af vælgerne være utilfredse med samtlige beslutninger, der bliver truffet på deres vegne. Og jeg tror, at vi som folk er ved at blive et unfriendene samfund, hvor vi unfriender alt hvad der generer os det mindste, hvor vi burde tage os tid til at gennemtænke vores positioner. Samtidig skal vi vænne os af med at sætte spørgsmålstegn ved det, vi tror er folks intentioner, og i stedet sætte det ved de gerninger, de rent faktisk foretager sig.

Ashton Kutcher kan ses i »The Ranch«, der nu kan streames fra Netflix.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.