Derfor elsker bøsser Grand Prix

Engang var Eurovision en begivenhed, som bøsser over hele Europa dyrkede som subkulturelt fænomen. I dag er showet en politisk slagmark, der er gennemsyret af ideen om seksuel ligeberettigelse.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Ding-a-dong every hour / when you pick a flower / even when your lover is gone, gone, gone«.

Sangerindens perfekt satte krøller og smittende smil dansede på skærmen. Hendes bluse mindede om et fint frisørslag med lyserøde roser. Mændene i hendes orkester havde skæg som så mange andre i årtiet, men også sparkedragter i sølvlamé eller en nedknappet turkis. Det var lørdag den 22. marts 1975, og om ti dage havde jeg otte års fødselsdag. Det var lidt som at få gaven i forskud. For jeg havde næsten aldrig oplevet noget så underdejligt, som jeg sad der i mormors stue i Vindeby på Tåsinge, hvor hele familien var samlet foran farvefjernsynet.

»Hvorfor er Danmark ikke med?« ville jeg vide. Meget mere husker jeg sådan set ikke fra den aften, andet end at værtinden hed Karin Falck, at hun var enke, og at Det Internationale Melodi Grand Prix blev sendt fra Stockholm. Men det betyder heller ikke så meget: Det, jeg mindes, var fascinationen af farverne, lyset, musikken og showet. En verden, der åbnede sig og bød sig til. En verden, der var smukkere, festligere og langt mere spændende end min egen. Jeg elskede Grand Prixet og det blev jeg ved med.

Også på et tidspunkt, da jeg godt var klar over, at jeg skulle gå stille med det. Naturligvis var det vedtaget, at den europæiske sangdyst var dårlig smag. Men der var også noget langt farligere ved Grand Prixet, som opfordrede til, at jeg dyrkede det i smug. Det var vidunderligt, men på en måde, så jeg godt intuitivt anede, at det var en lille smule forkert. Jeg havde en instinktiv fornemmelse, som handlede om det, jeg vidste, uden at vide, at jeg ikke var så meget dreng som de andre. En fornemmelse, der var på linje med det at klæde sig ud som fin dame eller lege med dukker. Så meget måtte man ikke kunne lide det.

Særlig homoappel

Især siden 1980erne har Eurovisions mest inkarnerede fans været bøsser, der gerne ofrer ferier og sparepenge på at rejse rundt efter multishowet, hvor det end måtte udspille sig på kontinentet. Hvert år holder homobarer over hele Europa Grand Prix-aftener med storskærm. Den rituelle fejring bliver ofte omtalt som »Bøssernes juleaften« eller »Bøssernes World Cup« – et valg af udtryk, der peger på en opposition til den højtid, der er centreret om heteroseksuelle familieværdier, og den fodboldkonkurrence, der hylder heteroseksuel maskulinitet. Men hvorfor elsker nogle bøsser denne konkurrence med udenlandske mennesker, der laver dårlig musik?

Jo, det er da rigtigt nok, at enhver subkultur har sine normer, sine regler, sine ikoner og helte, som man »lærer« at dyrke, når man tilslutter sig den. Træd ind på hvilken som helst bøssebar, og der går næppe fem minutter, før Abba synger »Waterloo« et eller andet sted i baggrunden. Men det forklarer jo ikke, hvorfor mit otte-årige, ubevidste jeg faldt pladask for konkurrencen. Eller hvorfor mange andre bøsser har lignende historier at fortælle – hvorfor de elskede Birthe Kjær, længe inden de vidste, at de elskede mænd.

Noget entydigt svar er der næppe. Men bøsser har det med at dyrke det overdrevne, det ekstravagante i populærkulturen. Lad os bare se det i øjnene: Eurovisionens store sangkonkurrence er såkaldt camp – kitschet populærkultur, som allerede den amerikanske forfatter Susan Sontag lancerede en stor definition af i begyndelsen af 1960erne. Og som har en særlig appel til bøsser, for er der noget, bøsser intuitivt lærer fra barnsben, så er det at have et dobbelt blik på tilværelsen.

Det, at den overfladiske, guldglimtende sangkonkurrence med de store armbevægelser, de fjollede kostumer og de følelsessvulmende sange om ofte ulykkelig kærlighed giver sig ud for at være noget, der ikke holder, rammer noget i bøsseblikket. Det er det ufrivilligt komiske, gennemskuelige ved Grand Prixet, der giver det en særlig homoappel. Det oppustede og det forlorne ved det hele. Den fornemmelse af fiasko, der er over foretagendet. Bevidstheden om at alt kan gå galt – og ofte gør det. Med bøssebrillen på er det muligt at læse en hel masse hemmelige koder – kald det bare en skjult modstandskraft – ind i hele foretagendet. Melodi Grand Prix var queer, længe inden termen var opfundet.

Spredte ben i lakbuksen

Men i takt med, at homoseksuelle fra slutningen af 1980erne har fået flere rettigheder mange steder i Europa – noget, både enkelte landes regeringer og Europa-Parlamentet har hjulpet til med – er den homoseksuelle tilknytning til den evigt svulmende sangdyst også gået fra at være dulgt, subkulturel fanatisme til noget, der foregår i fuld offentlighed og er inkorporeret i selve showet.

I 1997 blev islandske Paul Oskar den første tydeligvist homoseksuelle optrædende i Grand Prix-sammenhæng. Med spredte ben i lakbuksen og lummert sovekammerblik sendte han provokerende homosignaler ud i Europa. Og året efter, hvor seerne for første gang kunne afgøre slaget med telefonerne, vandt den transkønnede, israelske stjerne Dana International hele baduljen på en bølge af publicity og med titlen »Diva«, der indirekte refererede til hendes egen historie.

Til trods for homofobiske angreb på hjemmefronten deltog de tre slovenske stewardessedrags i gruppen Sestre i 2002, og året efter var det de russiske verdensstjerner Tatu, der flirtede med lesbianisme. Ville de to piger kysse hinanden på scenen? Verden holdt vejret, mens kysset udeblev. Danmark kunne også være med: I 2007 sendte vi drag-performeren Drama Queen, alias Peter Andersen i en sky af pink strudsefjer.

Balkan-ballade

På det tidspunkt var Eurovision efterhånden vokset til noget, man næppe kunne have forestillet sig, dengang det hele startede med en sort-hvid transmission i 1956. Med Murens fald var en lang række østlande også pludselig en del af konkurrencen, der nu var blevet en sportsarena-begivenhed med efterhånden flere semifinaler inden det afgørende slag.

Det har ført til øgede politiske spændinger og har knyttet diskussionen om bøssers, lesbiskes og transseksuelles rettigheder til konkurrencen. Det gjaldt, da Serbien i 2008 skulle afholde konkurrencen. Året inden havde den meget kortklippede butch Marilja Šerifović taget sejren hjem med balladen »Molitva«. I sit sorte jakkesæt, omgivet af andre langt mere feminine kvinder, udsendte hun klare lesbiske undertoner, selv om Šerifović først kom ud af skabet i 2013.

I flere år havde det været umuligt for bøsser, lesbiske og transkønnede at afholde Gay Pride i Balkan-landet, hvor alle forsøg var blevet smadret af skinheads. Udenlandsk presse fokuserede i stor stil på minoriteternes forhold i Serbien og i særdeleshed på de mange tilrejsende fans’ sikkerhed.

Lignende diskussioner opstod forud for og under sangfinalerne i henholdsvis Rusland i 2009 og Aserbajdsjan 2012. Homoseksuelles basale menneskerettigheder er under pres i begge lande, og begivenhederne gav navnlig i Vesteuropa anledning til at lægge pres på de to landes respektive regeringer og til at promovere egne standarder – på samme måde, som De Olympiske Vinterlege i russiske Sotji i år i endnu højere grad blev brugt til at sætte fokus på Putins ubehagelige kurs over for seksuelle minoriteter.

Svær at sluge i Minsk

Også selve showet har i de senere år synligt anerkendt fanskarens historisk betingede ejerskab. Noget, der måske hænger sammen med, at den internationale Grand Prix-ledelse i den europæiske sendeforening EBU i de sidste mange år har været domineret af skandinaver.

Da konkurrencen sidste år fandt sted på svensk grund, lod arrangørerne to mænd blive gift og kysse hinanden på scenen under værtinden Petra Medes store nummer, der hyldede svenske ideer og værdier. Under showet havde hun løbende sendt sendt utvetydige hilsener de mange tilrejsende homofans, der stod klar tættest på scenen med viftende flag og uhildet begejstring. Finland sendte i øvrigt samme år sangerinden Krista Sigfrid, hvis nummer endte med, at hun giftede sig på scenen med en kvinde. Den har givetvis været svær at sluge i Minsk, Moskva og Baku.

At grandprixet er blevet et værdipolitisk slagsmål er tydeligere end nogensinde i forbindelse med årets finale i København. I år samler opmærksomheden sig om den østrigske, skæggede dame, drag-kunstneren Conchita Wurst, der har ophidset både russiske politikere og ansporet til underskriftindsamlinger

Og når nu showet endelig er landet på dansk grund, er grandprixets homoseksuelle fanskare i centrum. Showet bliver nu uden blusel brugt til at promovere vestlige værdier og rettigheder på tværs af landegrænser.

Det gælder uden for scenen: Copenhagen Pride har fået penge til en hel homolandsby på den nyudnævnte Regnbuepladsen. Brudepar af alle køn og orienteringer er blevet opfordret til at lade sig smede sammen ved Eurovision-bunkebryllupper som en hilsen til Danmarks frontløber-historie med samkønnede ægteskaber.

Det gælder foran kameraerne. Semifinalen i tirsdags åbnede omtrent med et klip af to kvinder, der kyssede, og de tre værter jokede med homoseksuelle referencer og promoverede skandinavisk mangfoldighed.

Alt det kunne jeg ikke ane noget om dengang i 1975. Jeg anede faktisk ikke noget om noget. Men paradoksalt nok er min egen kærlighed til foretagendet blegnet med årene i takt med, at homoernes ret til showet er trådt frem i fuldt projektørlys. Måske synker jeg i knæ i forhold til det udmattende i hele maraton-showet. Måske er det, fordi det bare var sjovere, dengang det hele var en velbevaret hemmelighed.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.