Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Der kommer meget mere musik i Tivoli

Med en ny friluftsscene i det nybyggede Orangeriet har Tivoli fået mulighed for at spille næsten dobbelt så meget musik i selve haven, fortæller kulturdirektør Nikolaj Koppel.

Portræt af Nikolaj Koppel i Orangeriet i Tivoli
Portræt af Nikolaj Koppel i Orangeriet i Tivoli

Det er tirsdag den 4. april, og her to dage før, Tivoli slår portene op til den nye sæson, er haven næsten lige så myldrende fuld som på en søndag i højsæsonen. Blot ikke af forventningsfulde børn og bedsteforældre, men af travle håndværkere, smede, tømrere og elektrikere og ikke mindst en hærskare af anlægsgartnere, der bakser rundt med meterhøje træer, blomstrende buske og titusindvis af løgplanter. Et lettere kaotisk sceneri.

»Men de skal nok nå det. Det gør de hvert år,« lyder det fortrøstningsfuldt fra Nikolaj Koppel, underdirektør for kultur, mens vi træder til side for en bobcat, der forsigtigt manøvrerer sig ud fra Tivolis nye bygningsværk, Orangeriet, der afløser den langt mindre og efterhånden noget bedagede Harmonipavillon.

Bygningen er bl.a. inspireret af Tivolis egen Glassalen og Palmehuset i Botanisk Have og skal være en kombination af væksthus med eksotiske planter og TV-studie for TV2s Go Morgen Danmark samt rumme Tivolis blomsterværksted.

Dertil kommer en udendørsscene vendt mod Tivolisøen med plads til ca. 120 siddende og op til 600 stående publikummer. Og den nye scene bliver et bærende element i sommerens musikprogram, fortæller Nikolaj Koppel.

»Det fine ved scenen i forhold til den gamle pavillon er, at vi her i højere grad kan gøre musikken til en attraktion i sig selv, som folk bliver og lytter til i længere tid,« siger han.

Orangeri-scenen bliver bl.a hjemsted for Tivolis nye musikalske torsdags-satsning, ”Lillefredag”, hvor nye upcoming danske bands giver koncert 23 gange i sommerens løb. Scenen indvies 20. april med folk-pop gruppen The Rumour Said Fire.

Også andre genrer får fast plads på den nye scene, bl.a. verdensmusik- og folkaften hver mandag, TirsdagsToner, OnsdagsJazz med Tivoli Ensemblet og dinner-jazz om lørdagen.

Men sæsonen byder også på andre nyskabelser. I pinsen således en kammermusikfestival med 11 koncerter over to dage med gratis adgang for alle Havens gæster.

»Nogle finder de klassiske formater for lange og krævende. Her laver vi en række relativt korte koncerter på ca. tre kvarter, som man kan gå til og fra som en del af sit Tivoli-besøg,« siger Nikolaj Koppel.

Festivalen er en del af programmet Sommerklassisk med i alt 66 koncerter – heraf 27 betalingskoncerter med store internationale navne.

»Det er lidt af et scoop, at vi får besøg af et af verdens bedste orkestre, London Symphony Orchestra, men vi har også nogle virkeligt spændende pianister på vej,« siger Nikolaj Koppel. Som noget nyt satser Tivoli i år hårdt på abonnementssalg med serier, der bl.a. tæller koncerter og opera, hvilket foreløbig har mere end fordoblet abonnementssalget. Løssalget til koncerterne starter 6. april.

Nyt er også familiekoncerterne Nattens Tivoli 18. og 19. juni, hvor iscenesætteren Kirsten Dehlholm har fået frie hænder til at lege med symfoniorkestret Copenhagen Phil. Det er blevet en visuel og musisk fortælling om, hvad der sker, når Tivoli lukker, som både bliver hyggelig – og lidt uhyggelig, lover Nikolaj Koppel.

Han glæder sig over, at Tivoli ud over de mange koncerter i salene i år kan byde på over 12 timers musik om ugen i selve haven.

»Før var vi nede på 6-7 timer, der er altså næsten sket en fordobling,« siger han og understreger, at gamle kendinge som Fredagsrock og Lørdagsdans på Plænen med Tivolis Big Band naturligvis fortsætter.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.