Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Der gik et stykke tid, før jeg forstod, at jeg faktisk er sjov

En akademisk karriere i statsadministrationen og et grundstødt romanprojekt er bare nogle af de livserfaringer, historiefortælleren Per Helge Sørensen trækker på i sit successhow »Djøf med Løg(n)«, der nu igen kan ses på Nørrebro Teater.

»Historiefortælling behøver ikke være sprogligt lækkert. Til gengæld skal jokesene virke – og jeg må erkende, at jeg nok har et større talent for at skrive noget sjovt end for at skrive på et sprogligt enormt højt niveau,« fortæller komiker og historiefortæller Per Helge Sørensen. Foto: Nikolai Linares
»Historiefortælling behøver ikke være sprogligt lækkert. Til gengæld skal jokesene virke – og jeg må erkende, at jeg nok har et større talent for at skrive noget sjovt end for at skrive på et sprogligt enormt højt niveau,« fortæller komiker og historiefortæller Per Helge Sørensen. Foto: Nikolai Linares

Tingene er gået rigtig hurtigt de seneste par måneder for den 45-årige komiker og historiefortæller Per Helge Sørensen. Nærmere betegnet siden premieren på hans standupshow »Djøf med Løg(n)« på Nørrebro Teaters Frederiksberg-scene. Den fandt sted 24. oktober.

Selv om Per Helge Sørensen med to romaner og flere mesterskaber i Story Slam i bagagen på ingen måde kunne kaldes en nybegynder udi fortællekunsten, havde hverken han eller teaterdirektør Kitte Wagner forudset den stormende modtagelse, forestillingen fik hos både anmeldere og publikum.

»Kitte havde en ledig scene i nogle dage, og så tænkte vi: Vi laver sgu et show! Og pludselig havde vi solgt over 8.000 billetter,« fortæller han om det lidt hovsa-agtige forløb. Forestillingen måtte forlænges flere gange og blev udsolgt lige så hurtigt. Også de 20 nye forestillinger, der er sat på plakaten fra i morgen og måneden ud – heraf 11 på Nørrebro Teaters store scene med plads til 600 tilskuere pr. aften – er tæt på at være udsolgt. Så nu arbejdes der på at få en repremiere klemt ind i programmet til august.

I »Djøf med Løg(n)« spidder Per Helge Sørensen det absurde bureaukrati, der efter hans mening har bredt sig til store dele af ikke bare den offentlige forvaltning, men også mange større private virksomheder. Hvor en løbsk managementkultur får cheferne til at gå amok i trivselsmøder på Nyborg Strand, endeløse omstruktureringer, virkelighedsfjerne strategiplaner og møder uden dagsorden, men til gengæld med et overflødighedshorn af powerpoints.

Erfaring som menig og som chef

Showet bygger i høj grad på hans egne erfaringer som både menig medarbejder og chef i den offentlige administration, først og fremmest de fem år, han i slutningen af 1990erne var ansat i Forskningsministeriet.

»Set i bakspejlet forekommer det jo helt naturligt, at det var sådan et show, jeg skulle lave. Men det har faktisk været lang tid undervejes og med en masse omveje, hvor jeg har beskæftiget mig med mange andre ting,« siger han.

»Derfor er det utroligt heldigt, at det nu ser ud, som om jeg har ramt noget, som jeg selv brænder for, og hvor formen passer godt til mig – og som folk også synes er interessant. Så man ikke bare står dér på scenen og er alene om at synes, det er superfedt.«

Er vi bare i vejen?

At Per Helge Sørensen skulle være standupkomiker har ikke altid ligget i kortene. Som barn var det ikke ham, der var den sjove dreng i klassen med ærmet fuldt af vittigheder. Snarere tværtimod:

»Jeg var nok mere den nørdede type, der sad på forreste række og altid havde orden i tingene,« siger han.

Ganske vist havde han en musikalsk åre og flirtede på et tidspunkt med tanken om at blive jazzmusiker, men det blev i stedet til ingeniørstudiet på DTU, efterfulgt af et job i Forskningsministeriet, hvor han hurtigt avancerede til kontorchef, og hvor han høstede mange af de erfaringer, han nu veloplagt øser af på scenen.

»Det var i Forskningsministeriet, at jeg første gang oplevede den der forskel mellem det, man sagde og gjorde, og det, der skete ude i den rigtige verden. Hele det der absurde metaniveau, hvor man bliver i tvivl om, hvorvidt det, vi laver, overhovedet hænger sammen med noget ude i virkeligheden. Og – hvis der er en sammenhæng – drejer vi så rent faktisk til venstre, når vi drejer på rattet, eller drejer bilen i virkeligheden til højre, selv om vi tror, vi drejer til venstre,« siger han.

»Man kan godt sidde oppe i toppen af sådan en virksomhed og tro, at man styrer det hele – »det er os, der prøver at gøre virksomheden mere innovativ, det er os, der prøver at skubbe i den rigtige retning« – indtil det en dag måske går op for én, at det, vi i virkeligheden laver, er at forstyrre de mennesker, der forsøger at passe deres arbejde, med noget, som ikke nødvendigvis hjælper særlig meget. Hvor man må spørge sig selv: Ændrer det, vi foretager os, overhovedet noget? Eller er vi bare i vejen?«

I 1999 sagde Per Helge Sørensen at jobbet i ministeriet op. Men at se det som en protest mod systemet, vil nok være at tage munden for fuld, erkender han.

»Hvis jeg påstod det, ville jeg nok gøre mig bedre, end jeg er,« siger han.

»Jeg holdt op, fordi jeg altid havde ønsket at lave sådan noget som det, jeg gør nu. Skrive romaner, lave en film eller selv stå på en scene og fortælle historier. Det giver mig en enorm tilfredsstillelse. Så det var nok mere et spørgsmål om, at jeg er bedre til at fortælle historier om systemet end til selv at deltage i spillet.«

I første omgang rejste han et halvt år til Cuba og Mexico, hvor han skrev hovedparten af sin første roman, »Mailstorm«, en krimi, som udkom i 2000 og tre år senere blev fulgt op af den satiriske »Spin«. Og så var banen kridtet op til, hvad Per Helge Sørensen forventede skulle være hans »store danske roman«. Sådan gik det bare ikke.

»Ambitionerne var blevet alt for store. Det hele skulle være så perfekt – og meget, meget seriøst. Det var måske især det sidste, der var problemet. Min søde forlægger blev ved med at sige, at den gerne måtte være sjov, men det var slet ikke min plan. Min roman skulle ikke være sjov, den skulle være dyb,« siger han.

Efter to års arbejde var værket nået op på 13 sider – »til gengæld de bedste 13 sider, jeg nogensinde har skrevet« – og det var med en blanding af lettelse og sorg, han omsider besluttede at lægge »den store roman« i skuffen.

»Jeg tænkte, at jeg kunne skrive videre senere, men nu har den ligget der i ti år, så det kommer nok aldrig til at ske,« siger han.

Succes som fortæller

I stedet nærmest snublede Per Helge Sørensen ind i den fortælletradition, han siden har dyrket med stigende succes.

»Det virkede mere overskueligt at udleve drømmen om at være kunstner ved en gang imellem at stå et kvarter på scenen i en kælder på Vesterbro end at skulle leve af havregrød i fem år for at skrive den store roman.«

Mange af sine historier udvikler Per Helge Sørensen i et nært samarbejde med sin gode ven, historiefortælleren Kasper Sørensen.

»Vi har en deal om, at historierne nærmest SKAL være dårlige første gang. På den måde kommer man ud over det farlige sted, jeg hele tiden stødte imod, mens jeg skrev på min roman. Det eksisterer simpelthen ikke,« siger han.

»Historiefortælling behøver ikke være sprogligt lækkert. Til gengæld skal jokesene virke – og jeg må erkende, at jeg nok har et større talent for at skrive noget sjovt end for at skrive på et sprogligt enormt højt niveau. Det kan man selvfølgelig være en smule ærgerlig over, men lige nu synes jeg, det er superfint. Det kom bare lidt som en overraskelse for mig. Der gik et stykke tid, før jeg forstod, at jeg er sjov.«

Det er jo bare for sjov

Siden premieren i oktober har Per Helge Sørensen fået mange positive reaktioner på sit show.

»Folk synes, det er sjovt og rammer lige præcis sådan, som det er på deres arbejdsplads. Rigtig mange siger til mig: Man skulle tro, du arbejdede hos os. Og det er ikke bare folk fra den offentlige sektor, som jeg jo kender bedst, men også store private virksomheder, hvor folk kommer og siger: Det er ligesom vores chefer, man skulle tro, du kendte dem og bare har ændret navnene.«

Faktisk begynder det at skræmme ham en lille smule, hvor godt han har ramt plet, og hvor seriøst folk tager hans budskab.

»Der er folk, der kommer op til mig efter showet og siger: Jeg har et strategimøde i morgen, og nu bliver jeg jo nødt til at ændre min dagsorden. Eller: Jeg havde planlagt et medarbejderseminar – nu er jeg nødt til at lave det hele om. På den ene side bliver jeg naturligvis stolt over, at det, jeg laver på scenen, har en eller anden virkning ude i en virksomhed et sted. Men jeg bliver også en smule bange. Det er jo bare for sjov, jeg peger jo ikke på nogen løsninger. De skal ikke bruge mig som sådan en management-konsulent.«

Han understreger også, at han aldrig har haft en revolutionær bagtanke om, at nu skal hele det offentlige managementsystem brydes ned.

»Jeg har mere tænkt, at det her er simpelthen så sjovt, at vi er nødt til at bruge det til noget,« siger han.

»Materialet er så fantastisk, at man nærmest kan undre sig over, at der ikke er nogen, der har taget fat i det før. På den anden side, var jeg selv lidt spændt på, om folk gad gå i teatret og høre om deres arbejde. Men det gider de altså godt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.