Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

»Der er kommet en anden bund med årene«

Efter mange års tavshed på pladefronten er skuespilleren og sangeren Maria Stenz, 74, klar med et nyt album. Det seneste i et langt og omskifteligt liv, hvor tilfældet og nysgerrigheden har været en ledetråd.

Maria Stenz, 74, udgiver en plade.
Maria Stenz, 74, udgiver en plade.

Det er først til sidst i samtalen med skuespilleren og sangeren Maria Stenz, jeg får taget mig sammen til at stille det spørgsmål, jeg har ruget over.

Når man læser interviews med dig, så er du altid blevet omtalt som »den smukke Maria Stenz?« Hvordan har det været at være en smuk kvinde? Har du kunnet bruge det til noget?

Et næsten usynligt smil spiller på Maria Stenz’ læber. Øjnene kan jeg ikke se, for de er gemt bag mørktonede solbriller under den bredskyggede hat. Svaret kommer dæmpet, ja næsten uhørligt, men uden slinger i valsen: »Ikke til en pind. Ikke en pind«.

Hun uddyber med sin let aristokratiske, velkendte stemme: »For ved du hvad? Man siger, at piger med anoreksi ikke ser det magre stavær i spejlet, de ser en tyk pige. Teenagere, der ser sig selv, ser ikke det ansigt, de godt kender, de ser den bums, der får deres verden til at synke i grus. Jeg kender mange mennesker, jeg synes, er vanvittigt smukke, men det handler også om deres sjæl. Det kan da godt være, jeg er meget pæn, måske skal jeg så være taknemmelig for de gener, jeg har fået af min mor og min far. Men i princippet, så ser jeg også kæmpedamen Viola inde i spejlet. Jeg er jo kæmpedamen Viola,« forklarer hun med henblik på noget af det vraggods, hun slæber rundt på fra barndommen.

»Som barn ville jeg gerne være kanonkonge, der kunne flyve helt til månen. Det kunne jeg ikke blive, sagde min far, men når jeg så tudede over det, sagde han, at jeg - hvis han nu ikke længere kunne tage hånd om os - kunne sørge for familiens underhold ved at optræde som kæmpekvinden Viola ude på Bakken. Så vrælede jeg endnu mere, for jeg følte mig alt for stor og grim.«

Vi sidder i den kølige forårssol lige ved siden af Teatret ved Sorte Hest, som Maria Stenz var medstifter af og chef for i mere end 20 år, indtil hun takkede af i 2011. Men anledningen til samtalen har ikke noget med teatret at gøre. I stedet handler det om den anden kunstart, Maria Stenz har beskæftiget sig med i en lang og omskiftelig karriere: musikken.

Stemmen er dybere

74-årige Maria Stenz har netop udsendt albummet »Fly Me to the Moon«. Samlingen af evergreens på dansk og engelsk er den første udgivelse fra Maria Stenz efter mange års pause. Gennem tiden har hun ellers ladet sin klare og luftige stemme med den lette vibrato lyde på et hav af plader - fra dansktop til viser, sange for voksne, sange for børn, men ikke engang hun selv kan huske, hvornår den sidste soloplade kom.

Hvorfor skal du lave en plade nu - du har jo udgivet så mange?

»Ja, en plade, jeg selv har lavet - det er jo så mange år siden, så man tror, det er løgn. Men sidste år tænkte jeg, at hvis jeg ikke gør noget dramatisk, så får jeg en nedtur. Og jeg ville ikke have en depression. Det er ikke kønt for gamle mennesker at få sig en nedtur. Jeg besluttede mig på stedet for at lave en plade.«

Hun ringede resolut til en fond og spurgte, om det kunne give mening at sende en ansøgning. Hun gjorde indhug i pensionsopsparingen og fik alle tilknyttet projektet, til at arbejde for meget få penge.

»Og der skulle selvfølgelig være en LP, for jeg synes, LPer så sindssygt flotte. Nu håber jeg, den når at komme til lanceringen, for nu, hvor alle vil lave LPer, står den i kø nede i Tyskland.«

En stor del af de numre, der er på pladen, er sange, hun aldrig før har indspillet, men som hun har sunget i forskellige sammenhænge, ikke mindst i de musikalske cabareter, hun har beskæftiget sig med gennem en lang karriere i dansk teater.

»Det er numre, jeg har båret rundt med mig i årevis. Det er vigtigt for mig, at en sang har et indhold. Jeg elsker at synge, men for mig har det altid været afgørende, at det, jeg synger, indeholder noget. Selv en i princippet banal vise som »Samarkand«, som er med på pladen, handler jo om, at græsset altid er grønnere et andet sted, men at kærligheden også er at lade den anden søge sin lykke.«

Hun kan godt høre, at stemmen nu er blevet dybere. Men hun kan også fornemme, at hun synger teksterne med en helt anden bevidsthed, end den unge Maria gjorde. Hende den kønne sangerinde, sval og varm, med de mørke øjne og de viltre sigøjnerkrøller. Hende, der pludselig blev et fænomen i begyndelsen af 1970erne og havde hits på Dansktoppen med de nostalgiske slagere »Hvor er alle drømmene du drømte?« og »Goddag og farvel«.

Låst inde i et skab

Hvad tænker hun, når hun lytter til sig selv fra dengang?

»I mange år hørte jeg ikke de der sange. Men så skulle jeg synge »Hvor er alle drømmene du drømte?« i en eller anden forbindelse og lyttede til den for at genopfriske ordene. Jeg var 32, da jeg indspillede den, men jeg lyder jo altså ærligt talt som en på 16. Der er kommet en helt anden bund med årene.«

Dansktopstjerne var ikke umiddelbart det, Maria Stenz selv havde troet, hun skulle være.

Pigen fra det pæne entreprenørhjem var ganske vist opdraget med sang og musik. Mor spillede klaver, mens de syv søskende sang pænt og nydeligt:« »Plaisir d’amour« og sådan noget på formfuldendt fransk.«

Men selv om unge Maria frygteligt gerne ville synge i pigekor, så var det ikke noget, man skulle, syntes moren. »I stedet kunne jeg få lov at gå til spejder. Børn skulle ikke stikke næsen for langt frem. Jeg var nok et meget irriterende barn, for jeg var nysgerrig og havde omløb i hovedet. Jeg kan huske, jeg engang blev låst inde i et skab. Det har nok været fordi jeg var irriterende.«

Hun følte sig ikke nødvendigvis overset som barn, »men der var et vist kvantum samlebånd over opdragelsen«. Og hun kunne godt have ønsket, at der var blevet stillet større krav til hende. For eksempel kom hun aldrig i gymanasiet, selv om alle syntes, hun skulle. Hun ville ikke, og hun fik lov til at lade være.

Et ophold på Krogerup Højskole fik hende sporet ind på sang og teater. Men hendes kreative kræfter havde endnu ingen retning. Hun kom ikke ind på Det Kongelige Teaters elevskole. En karriere som indretningsarkitekt opgav hun for en udlandsrejse. Og gift blev hun nærmest ved et tilfælde.

»Vi skulle have en lejlighed. Men vi kunne kun få en, hvis vi blev gift. Så det blev vi«.

Snart efter fulgte to børn. Men lidt efter lidt blev hun indrulleret i det spirende børneteatermiljø i slutningen af 1960erne. Nogle fandt ud af, at hun kunne synge, og at hun måske ville være egnet til at spille teater for børn. Pludselig styrede hun dukker, det ene engagement førte til det andet, og hun blev en af kræfterne bag Det Lille Teater i Lavendelstræde.

»Det var en skøn tid. Alt var muligt. Men der var nok nogle, der så lidt skævt til mig i begyndelsen. Jeg var sådan en arkitektfrue, der kom kørende i min store, hvide Volvo ude fra Strandvejen.«

»Jeg havde jo solgt min sjæl«

Snart blev villaen nord for København dog byttet ud med en tilværelse i et af tidens kollektiver.

»Det var ikke med min gode vilje. Det var min daværende mands, og jeg var ikke sådan en, som kunne finde ud af at sætte mig op mod hans vilje. Der var nogen i omgangskredsen, der simpelt hen proklamerede, at nu flyttede de ind hos os med deres barn, for vi havde for meget plads. Siden blev det til, at vi solgte vores villa for at købe en af de usælgelige, store kasser på Christian Winthers Vej, som blev indrettet til kollektiv.«

Efterhånden lærte hun at leve ide nye omgivelser:

»Det er jo sådan, at hvis et parforhold begynder at føles som en snærende roll-on, så kan man i stedet tale med andre«.

At hun så blev bedt om at prøve kræfter med Dansktop-sange, fordi nogen havde hørt hende synge børnesange faldt ikke i god jord alle steder.

»Hold op, hvor jeg blev set skævt til. Verden var så opdelt dengang. Jeg var slet ikke specielt politisk interesseret, men det var der jo mange i miljøet omkring mig, der var. Og jeg havde jo solgt min sjæl til kommercialismen. Jeg måtte i den grad forsvare mig.«

I virkeligheden tror mange, Maria Stenz havde en lang karriere på pop-pladeparaderne. Det havde hun ikke, bortset fra de få singles, der til gengæld blev en del af den folkelige kulturarv.

»Jeg var ikke særligt god for pladeselskabet. De tjente ikke penge nok på mig, for jeg var ikke specielt egnet til selv at stable en popkarriere på benene, tage ud og synge og sådan noget.«

Mindre dvask med årene

Til gengæld fik Maria Stenz en flot livsbane ikke bare i børneteatret, som efterhånden også bragte hende på TV i en lang række udsendelser for de yngste seere, men også i voksenteatret. Fra slutningen af 1970erne overvejende på det lille Teatret ved Sorte Hest, som hun var med til at starte sammen med kollegerne Brigitte Kolerus og Michael Lindvad.

Hvad var din største udfordring som teaterchef?

»Det har været at finde frem til forestillinger, der kunne gøre teatret fortjent til at eksistere. Det er et ansvar at finde forestillinger, som man selv kunne lide, men som også ville forny foretagendet. Jeg var svineheldig i nogle år.«

Maria Stenz er fuldt på det rene med, at det er usædvanligt, at man pludselig udsender en plade i en alder af 74. Men hun er blevet mindre dvask med årene, hævder hun. Ikke mindst takket være ægtemand nummer to, journalisten Jens Nauntofte, som hun har været gift med siden 1982.

»Han er en udfordring. Han har lært mig at være flittig. Han har sparket mig godt og grundigt i rumpen. Han kan ikke forstå, at jeg kan sidde og vegetere: »Se nu at komme afsted«. Han har simpelt hen et Duracell-batteri oppe i rumpetten. Det hænger sammen med hans nysgerrighed.«

Nu håber Maria Stenz på, at hun kan komme til at synge nogle af de mere jazzede sange fra pladen med et lille orkester i løbet af sommeren, for »Jeg har aldrig fået lov til at synge sådan noget før.« Hun håber også på en enkelt teaterrolle i ny og næ, hvis der er brug for hende et eller andet sted.

»Jeg bliver 75 næste år, er det ikke mærkeligt? Og min datter bliver 50, så jeg ved det jo godt. Men jeg har jo haft nogle år at vænne mig til det i, ikke sandt?«

»Fly Me to the Moon« udkom 29. april.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.