Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Soul-legende:

»Der brænder en ild inden i mig«

Som ganske ung var Booker T. Jones en af de bærende kræfter bag den klassiske Memphis-soul på Stax Records. Som 71-årig er organisten still going strong og har oplevet lidt af en revival i de senere år. I aften spiller han i København.

Booker T. Jones’ karriere er gået op og ned gennem årene, men det sidste årti er der kommet godt gang i den igen.Foto: PR
Booker T. Jones’ karriere er gået op og ned gennem årene, men det sidste årti er der kommet godt gang i den igen.Foto: PR

Tænk på lyden af klassisk soul, funk og r&b. Den varme, håndspillede fornemmelse. Det tætte samspil. De store stemmer. Grooves, man ikke kan stå stille til. De glødende horn. Og ikke mindst de funky Hammond-orgel-stød.

Det er lyden af det legendariske Memphis-pladeselskab Stax Records, der i 1960erne stod som de amerikanske sydstaters svar på Motown Records i Detroit. Stribevis af hits blev det til med navne som Otis Redding, Wilson Pickett, Sam & Dave, Rufus Thomas og Albert King.

Og ligesom Motown i nord havde det faste husband The Funk Brothers, havde Stax Records bandet Booker T. & The M.G.’s – et fast hold af musikere med en fantastisk indbyrdes forståelse, der var helt central for udviklingen af Stax’ helt særlige Memphis-soul.

Udover egne hits som den udødelige instrumental-boogie »Green Onions« spillede Booker T. & The M.G.’s på hundredvis af pladeindspilninger op gennem 60erne indtil Stax’ lukning i 1975.

De fleste af de kernegruppens medlemmer er her desværre ikke længere. Men bandets leder, organisten, komponisten og arrangøren Booker T. Jones, står her stadig. Karrieren er gået op og ned gennem årene – det gør den jo i showbusiness – men det sidste årti er der kommet godt gang i karrieren igen. Tre stærke soloplader indspillet med en række markante, yngre musikere er det blandt andet blevet til. Og i aften svinger den 71-årige legende altså forbi København, hvor han spiller koncert i Bremen Teater.

Soulmusikken har fået en revival

Berlingske fangede den erfarne gentleman på en telefonforbindelse et par dage før koncerten.

- Du har fået et pænt comeback her i de senere år. Hvordan er det kommet i stand?

»Det startede vel for omkring ti år siden, da jeg begyndte at indspille med Drive-By Truckers (anerkendt country-rockband, red.). Efter det lavede jeg et album sammen med The Roots i New York City. Og senest har jeg så lavet »Sound The Alarm«, som er et neo-soul-album. Men selvom jeg har befundet mig uden for mainstreamens søgelys i en periode, har jeg altid skrevet musik.«

- Så du arbejdede mere som session-musiker eller hvordan?

»Jeg brugte en del tid som sidemand for Neil Young i de tidlige 90ere. De sidste 20-30 år har jeg haft base i Bay-området (omkring San Fransisco, red.). Før det boede jeg i Los Angeles. Så jeg har altså mest befundet mig på Vestkysten og har bevæget mig op og ned med musikindustrien. Da branchen røg ned i en bølgedal i 80erne, gjorde jeg det også. Jeg arbejdede faktisk med ejendomshandler i et stykke tid, fordi jeg ikke kunne tjene nogen penge på musikken. Men nu er jeg igen i stand til at leve af musikken, og det er jeg virkelig glad for.«

- Er du overrasket over, hvor du står her i 2016? Troede du nogensinde, at din karriere var forbi?

»Jeg føler mig meget heldig. Det er en meget svær branche, og der er rigtig mange dygtige musikere. Jeg er utrolig taknemmelig over at have et publikum. Og ikke mindst at have den frihed, som jeg har. Det var bestemt ikke noget, jeg havde regnet med. Jeg har jo været i gamet i 50 år.«

- Du har arbejdet med en helt ny generation at musikere på dine seneste par plader. Hvordan har det været for dig?

»Det er lidt en kombination. Mange af de yngre musikere, der er med på pladen, er folk, jeg har mødt til for eksempel Grammy-uddelingen, til forskellige koncerter og interviews. Og så bare folk, der er i mit liv. For eksempel spiller jeg med min søn, Ted, som nu er 25 år. Og så hænger det også sammen med, at der er mennesker, som jeg ikke har i mit liv længere. Donald »Duck« Dunn og Al Jackson Jr. (begge fra Booker T. & The M.G.’s, red) er ikke længere iblandt os, så nye folk har måttet tage deres plads.«

- Føler du, at soulmusikken har fået en revival?

»Ja, helt klart. Folk værdsætter både soulmusik for det, det var, og det, det er. Der er nye kunstnere som Sharon Jones, Mayer Haw-thorne og Anthony Hamilton, som laver soulmusik som i 60erne, og så er der selvfølgelig også musikere fra min generation, der holder fast i de gamle dyder og er med til at holde liv i genren.«

Begyndte karrieren som 16-årig

- Hvilken del af din karriere og arv er du mest stolt over?

»Jeg er mest stolt af Stax-årene fra 1960 til ca. 1968. Der var jeg både i stand til at gå på college og arbejde på et pladeselskab, der viste en ny vej frem. Jeg er meget stolt af at være en del af etableringen af Memphis-lyden.«

-Og du var tilmed meget ung, da du startede. Du spillede på din første Stax-indspilning som 16-årig.

»Ja, det er også en del af det, jeg er taknemmelig for. At få muligheden for at skabe noget nyt side om side med musikere som Donald »Duck« Dunn, Al Jackson Jr., Isaac Hayes, David Porter (sangskriver, red.) og selvfølgelig Jim Stewart (medejer og producer på Stax Records, red.). Det gør mig stolt at være det yngste medlem i en så vigtig og original gruppe.«

- Hvordan skabte i den signaturlyd, der siden blev så populær og skoledannende?

»Det var på mange måder en proces i blinde. Vi anede ikke, hvor det ville ende, eller hvad det ville føre med sig. Vi kunne ikke forudsige, hvor populært det ville blive. Vi gjorde det, der føltes rigtigt for os. Vi fokuserede på enkelthed og tilgængelighed. Det, vi spillede på natklubberne, tog vi med ind i studiet. Det handlede om at se, hvad der virkede derude, hvad der fik folk til at danse, og så fokusere på den energi. Og det viste sig jo at være den rigtige vej at gå.«

Total kreativ frihed

- Du har spillet på utallige store plader gennem årene. Er der nogle sessions, der skiller sig særligt ud for dig?

»Vores sessions med Albert King. De var et stort gennembrud for ham. Han var en venstrehåndet guitarist fra Illinois. Og så selvfølgelig vores sessions med Otis Redding, der var et gennembrud for ham i forhold til musikalsk struktur og innovation. Folk ramte deres maksimale kreative ydeevne sammen med Otis. Især hornene. Alle ramte nogle højder i forhold til samarbejde og kreativitet, som sjældent nås.«

- Hvordan var arbejdsfordelingen under de sessions? Havde I en masse kreativ frihed, eller kom Otis med de færdige arrangementer?

»Der var total kreativ frihed i forhold til, hvordan vi spillede. Otis kom med selve sangstrukturerne, men alle bød ind med egne idéer og måder at spille på. Det var ret fantastisk.«

- Selvom du mestrer en masse forskellige instrumenter, er det dit spil på Hammond B3-orglet, som du er mest kendt for. Hvordan endte du med at blive så tæt forbundet med det?

»Det var lidt af et tilfælde. Jeg havde altid tænkt på mig selv som ukulele-spiller og guitarist, men dengang var Steve Cropper guitarist hos Stax, så jeg kom med som pianist istedet. Det var sådan, jeg fik jobbet. Og klaveret ledte senere til orglet. Som arrangør har jeg nogle gange spillet med på mine horn, trombonen og baritonsaxofonen.«

-Orglet var jo et lidt atypisk instrument inden for soulmusikken, før du begyndte at rode med det.

»Det er helt rigtig. Men det var meget normalt inden for jazzen. Og jeg og mine high school-venner var i høj grad disciple af jazz-en. Det lyttede vi meget til.«

- Du er 71 år. Hvad holder dig i gang efter alle disse år?

»Der er en kreativ energi. En ild, der brænder. Det, tror jeg, er fælles for alle kunstnere som mig. Jeg behøver ikke tænde den. Den brænder helt af sig selv. Når først man lærer at elske noget så højt, så holder det én i gang. Jeg kan simpelthen ikke lade være.«

- Hvad kan vi forvente af aftenens koncert?

»Jeg spiller den musik, jeg virkelig elsker. De sange, der ligger mit hjerte nær i øjeblikket. Og heldigvis fylder mine gamle sange stadig den plads i mit hjerte. Det er sange som »Green Onions« og »The Time Is Tight« – alle de ting, jeg lavede med Booker T. & The M.G.’s. Men også en masse af de tidlige sange, jeg lavede sammen med alle fra Otis Redding til Bob Dylan, eller sange, der har inspireret mig gennem årene: Sange af Jimi Hendrix og The Beatles. Så det er en blanding. Der er også noget nyt. Men altså hovedsageligt sange, som jeg har været involveret i på den ene eller anden måde. Jeg forsøger at gøre koncerten til et billede af mit liv.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.