Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Lige i mellemgulvet

Dengang Søren Huss fik mig til at græde i et IC3-tog

Hver uge skriver Berlingskes skribenter om en særligt rørende oplevelse med kunst og kultur. Musikredaktør Michael Charles Gaunt fortæller her om en stærk oplevelse med Søren Huss.

Søren Huss på scenen udner en koncert i Vejle Musikteater for nylig.
Søren Huss på scenen udner en koncert i Vejle Musikteater for nylig.

Gad vide hvad de andre passagerer har tænkt? Hvem græder i et IC3-tog ved højlys dag? Der må være sket noget forfærdeligt. Men nej, der var ikke sket noget forfærdeligt. I hvert fald ikke for mig. Jeg var derimod blevet ramt - lige i mellemgulvet - af Søren Huss’ stemme og ord.

Det skete i sidste uge på Storebæltsbroen kort før Nyborg, hvor jeg netop skulle møde den danske sanger og sangskriver til et interview om hans nye plade, »Midtlivsvisen«. Jeg havde haft musikken i ørerne siden København og var blevet godt og grundigt blødgjort under rejsen gennem det solbeskinnede sjællandske efterårslandskab.

Sangen, der fik mine tårers bære til at flyde over, var »Undertiden«. En nøgen klaverballade, der minder ikke så lidt om »Svantes Lykkelige Dag« af Benny Andersen og Povl Dissing. Men hvor den sentimentalt poetiske vise-klassiker er en besyngelse af, hvordan lykken som oftest gemmer sig i hverdagens banaliteter, så er »Undertiden« en sang om at være forælder. Sunget fra Søren Huss til hans 12-årige datter.

Kender man bare lidt til Søren Huss’ historie, vil man også vide, at han for ti år siden blev ramt af en frygtelig tragedie, da hans kæreste og dengang toårige datter blev kørt ned af en højresvingende lastbil. Kæresten døde, datteren overlevede, og Søren Huss har siden levet som enkemand alene med datteren.

Det er selvsagt en begivenhed, der har kastet lange skygger i Søren Huss’ liv. Og det er noget, som hans sangskrivning har taget farve af. Både i skabelsen men så sandelig også i receptionen, hvor tragedien ikke kan undgå at fungere som fortolkningsramme.

Derfor rammer det også ekstra hårdt, når Huss i omkvædet synger: »Hvis mine ord har bundet dine tanker / mine blikke formørket din dag / hvis mine tårer har stækket din begejstring / tager jeg dem tilbage«.

De kan så nemt forstås i lyset af tragedien. Men som Huss’ forklarede mig senere på dagen, så er de faktisk tænkt mere generelt: Det er voksenlivets bekymringer sat overfor barnets uskyld. Har du gjort det godt nok? For når skaden først er sket, kan det ikke gøres om.

Sangen rungede stadig i mit hoved, da jeg et par timer senere trådte ind ad hoveddøren derhjemme. Og gav min treårige søn og kæreste et ekstra langt kram.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.