Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Primitivitet

Den vildeste 1800-talsmaler

Glyptoteket lægger op til en publikumstræffer med forårets udstilling om Paul Gauguin, hvis kompromisløse søgen efter et nyt maleri bragte ham til den anden side af jorden.

Paul Gauguin: »Vahine no te Tiare«.
Paul Gauguin: »Vahine no te Tiare«.

Det kan næsten ikke gå andet end godt, når Glyptoteket viser en udstilling med Gauguin.

Museet har en af verdens bedste samlinger af den franskfødte maler, og med dén en position i den internationale kunstverden, der giver gode muligheder for at låne vigtige værker hos kolleger i ind- og udland.

Paul Gauguin (1848-1903) levede et liv, der kunne skrives romaner og laves film om. Det er der også blevet. Blandt andet har den danske filminstruktør, Henning Carlsen, for efterhånden 30 år siden indspillet filmen, »Oviri«, med Donald Sutherland i rollen som Gauguin, Merete Voldstedlund som hans danske hustru, Mette Gad, og Max von Sydow og Jørgen Reenberg som henholdsvis August Strindberg og Georg Brandes.

Historien er også spektakulær. Gauguin mistede sine forældre tidligt og stak til søs, indtil hans værge skaffede ham en stilling som børsmægler i et parisisk vekselererfirma. Det gav ham en betydelig økonomisk succes, og han begyndte at købe billeder af samtidens udskældte impressionister – og ansporet af dem begynder han selv at male og i øvrigt udstille sammen med netop impressionisterne, hvis tågede billeder vakte skandale i samtiden.

Det er i første halvdel af 1870erne, Paul Gauguin i Paris møder Mette Gad, med hvem han får fem børn. Dem og hans skuffede forventninger tager ægteparret med til København.

Ville abstrahere fra virkeligheden

Her venter nye nederlag. Malerierne var vanskelige at leve af i Paris og helt håbløse i København. Men Gauguin havde troet, han kunne ernære familien ved at sælge hestesadler og så male i sin fritid. Forretningen gik imidlertid dårligt. Han hadede det danske klima, og han foragtede det danske kunst- og kulturliv, der i Gauguins øje var middelmådigt og uinteressant og med få undtagelser ikke kunne se den slumrende storhed hos ham.

Gauguin blev heller ikke længe i den danske hovedstad. Kun et halvt års tid blev det til – så tog Gauguin tilbage til Frankrig. En tid malede han nyskabende billeder i Bretagne og samlede en kreds af kolleger omkring sig. Det blev til den såkaldte Pont Aven-skole, opkaldt efter byen af samme navn.

Her trængte Danmark sig igen på i skikkelse af J.F. Willumsen – men ellers blev en af hans nærmeste kunstneriske allierede Émile Bernard, med hvem han siden skulle indgå i et kunstnerisk trekantsdrama sammen med van Gogh.

Tilsyneladende ville de noget nær det samme med et nyt – stiliseret – flademaleri. De inspirerede også hinanden. De lånte fra hinanden. Men de var uenige om, hvad retningen og målet skulle være. Van Gogh ville gerne gengive virkeligheden, som han syntes, han så den. Gauguin ville abstrahere fra den. Ikke i betydningen abstrakt maleri - det kom først senere - men et mytisk maleri om, at verden ikke er det, man ser, men det der ligger bagved af betydninger.

Det mytiske og primitive

Klimaks udspillede sig i den sydfranske by Arles i det sene efterår 1888. Van Gogh havde slået sig ned i L’Atelier du midi - sit værksted i syden, som han kaldte det. Når han da ikke omtalte stedet som Japan. Japan var Utopia for van Gogh. Det var af den fundamentalt anderledes, japanske billedkunst, van Gogh og for den sags skyld impressionisterne havde lært så meget, dengang det japanske træsnit i midten af 1800-tallet begyndte at blive kendt i Europa.

Arles skulle være mellemstationen. Men det blev på sin vis endestationen for samarbejdet og efterfølgende også for van Gogh, der fik et psykisk sammenbrud, da Gauguin efter 9 ½ uge gav op. Van Goghs omsorgsfulde bror, Theo, havde ellers betalt Gauguin et månedligt beløb for at bo og arbejde i det gule hus, van Gogh havde indrettet så fint med henblik på deres samtaler og deres samarbejde.

Gauguin ville et mere mytisk og primitivt maleri, og i 1891 drog han i frivilligt eksil i valgfædrelandet Tahiti. Der fandt han en ny motivkreds og en ny bekendtskabskreds, og nok undslap han »civilisationens sygdom«, som han kalde det. Til gengæld fik han en af kønslivets sygdomme.

Men han skabte et nyt maleri. Det er det maleri, der oftest forbindes med ham. Det er det, der gengiver halvt eller helt afklædte kvinder, tilsyneladende hvilende i sig selv i, hvad der set med datidens europæiske øjne må have lignet billedlige fremstillinger af Paradis, hvor han selv blev Den vilde. Det er det, »Oviri« betyder på det lokale sprog.

Det var malet på en helt ny måde, og det fik en betydelig indflydelse på det 20. århundredes billedkunst. Det var også et maleri, der havde ansatser til en ny tilværelsestolkning, og som et af hans mesterværker hedder:

»Hvor kommer vi fra? Hvem er vi? Hvor er vi på vej hen?« Så er de mest væsentlige spørgsmål også stillet.

»Gauguins verdener« vises på Ny Carlsberg Glyptotek mellem 7. april og 28. august.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.